August Landmesser

Forsidebilledet her på siden er blevet udskiftet og erstattet med et billede af en masse mennesker, der ”heiler”, mens man lidt til højre for midten kan se en mand, der som den eneste står med armene over kors.

Det er August Landmesser. Han blev født i 1910 og voksede op i et Tyskland, der var stærkt præget af følgerne af 1. verdenskrig.

I takt med nazisternes fremmarch og for overhovedet at kunne få et arbejde meldte August sig i 1931 ind i nazistpartiet, og efterfølgende fik han arbejde på skibsværftet Blohm+Voss i Hamborg.

Værftet var en vigtig brik i den tyske rustningsindustri, hvor man bl.a. byggede slagskibet Bismarck og de ubåde, der skulle operere i Atlanten. Det er i forbindelse med søsætningen af et af disse skibe, billeder er taget.

I 1934 mødte han sit livs kærlighed Irma Eckler, der var jøde, og et år efter blev de forlovet.

Konsekvenserne af dette forhold udeblev ikke, og Landmesser blev straks ekskluderet fra partiet, og parrets planlagte giftermål blev afbrudt på grund af Nürnberglovene.

Parret fik deres første barn i 1935, og to år senere, da Irma igen var blevet gravid, forsøgte parret at flygte til Danmark. De blev imidlertid anholdt ved grænsen, og August blev på grund af Irmas graviditet sigtet og fundet skyldig i at have “vanæret sin race”. Han blev efter en appel frikendt på grund af manglede bevismateriale og slap med en advarsel.

Parret nægtede dog fortsat at skjule deres forhold, og i juli 1938 blev August igen anholdt, og denne gang blev han idømt 2,5 års fængsel for sin forbudte kærlighed.

Han så herefter aldrig sin hustru og sine børn igen. Irma blev anholdt af Gestapo og sendt til forskellige koncentrationslejre, hvor hun døde, mens de to døtre blev adskilt og voksede op hos forskellige plejefamilier.

I august 1941 blev August løsladt, og senere blev han indkaldt til den tyske hær, hvor han døde under kampe i Kroatien.

Når jeg har valgt dette billede, er det for at vise respekt for de mennesker, der trods udsigt til de værste repressalier står fast på deres overbevisning og deres kærlighed. Dette er særlig aktuelt i en tid, hvor nationalisme og fremmedhad igen bliver mere og mere fremtrædende.

Skriv et svar