Så kom vi til den østligste af de caribiske øer Barbados. Morgenmaden blev indtaget på kahyttens balkon i dejlig morgensol, og kl. 9:30 var vi at finde ved skibets landterminal for at komme på dagens udflugt, en tur i undervandsbåd. Ens bus transporterede os til udskibningsstedet, hvorfra vi blev sejlet ud til Atlantis 15.

Atlantis 15 har plads til 48 personer og 3 besætningsmedlemmer. Ubåden er 65 fod lang og vejer 80 tons. 13 store koøjer på hver side sikrer et godt udsyn, der er aircondition og trykket er det samme som ved havoverfladen på hele turen. Alt udstyr er dubleret, og sikkerheden i virker som at være i top.

Nede i ubåden sad vi på en lang række og havde et godt udsyn. Båden var kun ca. halvt fuld, så vi havde god bevægelsesmulighed, og man glemte hurtigt, at vi befandt os et godt stykke under havets overflade. Havskildpadder så vi ingen af, men et utal af fisk i alle størrelser og farver, koraller, og vi kom tæt på et af de mange hundrede skibsvrag, der ligger langs Barbados’ kyst.

Vi havde læst, at farverne bliver filteret fra, jo dybere man kommer ned under havoverfladen, og ganske rigtigt. Efter et stykke tid forsvandt den røde farve, og Jettes røde kamera havde skiftet farve til sort. Tilsvarende skiftede vores tøj farver, jo dybere, vi kom ned. Vores ”bundrekord” blev 148 fod eller omkring 50 under havets overflade, hvilket vi fik et flot diplom på.

Efter turen til havets dyb tog vi ind til centrum af Bridgetown, hvor vi fandt caféen Waterfront, der serverede os kolde øl og cajunkrydrede kæmperejer. Den lokale øl var tynd og ikke særlig velsmagende i modsætning til maden.

På cafeen skulle der være gratis wifi, med servitricen var i tvivl om det virkede, og vi kunne bekræfte, at det gjorde det ikke. Stedet er et spillested om aftenen, hvor det lyttes til alt fra jazz til lokale steelbands. Regningen for vores fortæring var en af de mærkeligste, jeg til dato har set. 1 dollar til Frelsens Hær, 2 burgere (vi fik rejer) 3 øl og ost (vi fik 4 øl), men beløbet passede.

Med opladede batterier gik vi en tur ned ad Broad Street, hvor de velassorterede varehuse, bankerne og diamanthandlerne, vi tidligere havde hørt om, lå placeret. Vi skyndte os ned af de små sidegader, hvor der var et mylder af småhandlende, og jeg tror man kan købe alt her. De eneste hvide mennesker vi så her var turister fra Summit, der ligsom os havde forvildet sig herind. Den indre by lignede på mange en mindre by i sydeuropa, og besøget her var ikke sig selv en aha-oplevelse, men gav en god fornemmelse af livet på øen. Samtidig kan man virkelig føle, hvor privilegerede vi egentligt er.

Resten af øen skulle derimod være fantastisk, og flere af de gengangere vi talte med, tog til direkte til en af strandene, som de roste meget.

Vi gik tilbage til skibet, og der var en velsignelse at blive modtaget på kajen af en purser, der udleverede kolde vaskeklude og frugtpunch.

Det blev til en middagslur inden afsejlingen, og Jette skulle selvfølgelig bagefter en tur til fitness.

Et par martinier og vi var klar til aftensmaden, der i dag var lavet over temaet vindermenuer fra tv-konkurrencen Top Chef.

Jeg lagde dog ud med en forret fra standardmenuen nemlig snegle i hvidløgssmør, der bare smagte rigtig godt. Til hovedret valgte jeg kylling i timian, stegt kål og med lidt stegte løg samt ostegratinerede små spaghettier. Desserten var jordbær i flødecreme med en rød lakridssorbet.

Jette fik kammuslinger skåret i tynde skiver med forskelligt

Det hele smagte super godt, og var samlet set det bedste aftensmål til nu på turen.