Friskoler og koblingsprocent

”Koblingsprocenten” er et væsentligt begreb, når man nu under valgkampen drøfter vores skolesystem.

Koblingsprocenten angiver, hvor stort et tilskud den enkelte friskole modtager pr. elev ud fra den gennemsnitlige elevudgift i folkeskolen. Den resterende del af udgiften til friskolerne afholdes af forældrene. Staten får med andre ord en klækkelig rabat for uddannelse af elever på friskolerne.

Socialdemokratiet vil reducere koblingsprocenten fra de nuværende 76% til 71%. Man vil med andre ord reducere det offentlige tilskud til friskoler med i alt 350 mio. kr., som man i stedet vil tilføre folkeskolen. Hvorfor man vil prøve at rette folkeskolen op økonomisk ved at gøre forholdene for friskolerne dårligere, giver i min optik ingen mening.

Det socialdemokratiske forslag vil få væsentlig betydning for den enkelte friskole, der kan blive tvunget til at sætte forældrebetalingen op, så hvordan et sådant forslag i øvrigt hænger sammen med Socialdemokratiets forsøg på at skabe sig en social profil, forstår jeg ganske enkelt ikke. Man vil ikke hæve prisen på cigaretter, fordi det vil ramme de socialt dårligt stillede, men man har ingen skrubler over, at de socialt dårligt stillede skal udelukkes fra at gå i friskole.

Socialdemokraterne håber nok på lidt medvind til deres forslag, fordi det også omfatter muslimske friskoler, om man må formode, at der er tale om et forsøg på at udnytte den almindelig muslimbashing, der rundt om trives i landet til at drive forslaget igennem.

Sagen er bare, at friskoler er så meget andet end muslimske friskoler. Der er de senere år oprettet mange friskoler i takt med at kommunerne har lukket deres skoler. Det er afgørende, at der fortsat er et skoletilbud i de mindre bysamfund, hvis disse skal overleve.

Mange friskoler har også en anden pædagogisk tilgang til undervisning og børns udvikling, som kunne inspirere til udvikling af folkeskolen.

”Friskolerne skal tage socialt ansvar”, lyder det ofte fra kritikerne, og det gør de friskoler, jeg kender til, bestemt også. Friskolerne har netop på grund af deres beskedne størrelse og pædagogik mulighed for at tilbyde den inklusion, som desværre ikke altid lykkes i folkeskolen på bl.a. grund af en rigid økonomistyring.

Friskolerne er et væsentligt supplement til den danske folkeskole, og deres vilkår skal ikke forringes.

Karsten Hønges exit fra EU-parlamentet

Det var meget uskønt, da Karsten Hønge vendte knap 20.000 SF-vælgere ryggen efter EU-valget for i stedet at koncentrere sig om folketingsarbejdet, og partiledelsens første udmeldinger var småpinlige.

Det var noget med at Karsten Hønge til en avis på Fyn havde udtalt, at hvis han stod med valget mellem EU-parlamentet eller folketinget, ville han vælge folketinget. Så det burde alle da vide. Samtidig forsøgte ledelsen ihærdigt at feje problemet ind under guldtæppet og fokusere på de vigtige emner i valgkampen.

Problemet forsvandt bare ikke med et knips med fingrene, og i løbet af dagen har partiledelsen tilsyneladende sammen med pr-folk og spindoktorer været til møde med “damage control” som det eneste punkt på dagsordenen. Man havde tydeligvis undervurderet befolkningens reaktion på Karsten Hønges manøvre.

Det første bud på PR-folks liste over virkemidler i krisesituationer er, at man skal lægge sig fladt ned og undskylde, og ikke overraskende kom der tidligt på aftenen en kraftig beklagelse fra Karsten Hønge, velskrevet i hans altid slagkraftige stil, – en beklagelse jeg personligt har accepteret.

Partiledelsens rolle i sagen fremstår dog stadig noget tåget, og Pia Olsen Dyhrs udtalelser har ikke kastet klarhed over dette. Man kan ikke undlade at sidde tilbage med en følelse af, at man fra partiledelsens side har tænkt ”går den, så går den”, men den gik altså ikke, og det er nu meldt klart ud, man noget tilsvarende aldrig vil gentage sig, og det har jeg noteret mig.

Så er det altså også på tide at komme videre. Vi har et folketingsvalg i næste uge, og der er mange vigtige punkter at slås for, og her er SF fortsat det stærkeste kort til at få ryddet op efter 14 års liberal nedskæringspolitik.

Lars Løkke danser spjætmazurka

Vi har nu i 18 år haft en borgerlig regering, bortset fra en enkelt valgperiode under Helle Thorning og Bjarne Corydon, og resultatet af denne borgerlige politik er indlysende.

Der er givet skattelettelser for 27 mia. kr. samtidig med at:

  • forskellen mellem rig og fattig er steget markant,
  • 65.000 børn der lever i fattigdom
  • klimaet udvikler sig faretruende
  • vores sygehuse er presset til det yderste
  • der mangler pædagoger i vores daginstitutioner
  • ældreplejen halter voldsomt
  • mange kommuners økonomi er presset til bristepunktet
  • der er gennemført massive besparelser i universitets- og forskningsmiljø
  • vores menneskesyn er blevet stadig mere inhumant

ja, du kan selv fortsætte listen.

Jeg ved ikke, hvordan man danser spjætmazurka, men hvis det er to trin tilbage og et trin frem, er det meget dækkende for den politik, som Lars Løkke har ført. Først gennemføres der massive besparelser, hvorefter der åbnes lidt op for gaveboden, efterhånden som valget nærmer sig.

Om udfaldet af det kommende folketingsvalg vil ændre væsentligt på dette, tvivler jeg på. Lars Løkke har på forhånd diskvalificeret sig som statsminister på grund af den hidtil førte politik, og Mette Frederiksen har endnu ikke formået at fremstå som et troværdigt alternativ. Godt nok har hun afvist at Socialdemokratiet skulle gå i regering med Venstre, men hendes gyldne løfter klinger som et lidt hult forsøg på please alle mulige samarbejdspartere.

Det er derfor nødvendigt stemme på et venstrefløjsparti, der vil kunne tvinge og fastholde Mette Frederiksen i en mere humanistisk og social retfærdig retning, end den hun kan finde ved at samarbejde med den borgerlige fløj. “Det røde kabinet” vil nogle ældre måske sige med bævende stemme, men der er, hvad der skal til. Alle hidtidige løsninger og andre mulige konstelationer virker skræmmende for et fremtidigt Danmark.

Løkke prøver med en ”Frederiksen”

Lars Løkke har fra sit statsministerkontor gennem de sidste år kunnet iagttage, hvordan det er lykkedes hans modstander til statsministerposten Mette Frederiksen, at tage så hårdt et livtag på Dansk Folkeparti, at partiet stort set er holdt op med at trække vejret.

I et forsøg på at vinde de tabte stemmer tilbage har Socialdemokratiet stort set kopieret DF’s udlændinge/flygtningepolitik, og det ser ud til at manøvren er lykkedes, og man har endda formået at bilde partiets vælgere ind, at det nye syn på udlændinge/indvandrere er en del af Socialdemokratiets DNA.

Venstre har i sin regeringsperiode været afhængigt at et psykisk ustabilt Liberal Alliance og et xenofobisk DF, hvilket har truet med at skræmme de mere midtsøgende liberale vælgere væk. Med sit forslag om en SV-regering forsøger Lars Løkke nu at omklamre Socialdemokratiet og sikre Venstres position som et liberalt midterparti, med den samme strategi, som Socialdemokratiet har anvendt overfor DF på udlændinge/flygtningeområdet.

Venstres såkaldte velfærdsudspil og de seneste klimaudspil ligger tæt op ad Mette Frederiksens udmeldinger, og mon ikke vi senere i valgkampen vil se andre områder, hvor Lars Løkke er mere eller mindre enig i Mette Fredriksens udmeldinger.

Om Lars Løkkes strategi vil lykkes, er nok tvivlsom så tæt på valgdagen, men der er ingen tvivl om, at den ændrede strategi fra Venstres side vil lægge et yderligere pres på Mette Frederiksen, der i forvejen må balancere på en knivsæg i forhold til venstrefløjen.

Israel bør lege melodi grand prix med sine naboer

Så blev årets europæiske melodi grand prix vundet af Israel, og det varer næppe længe, før de israelske magthavere udnytter sejren til at fremstille landets fortræffeligheder.

Der vil blive produceret præsentationsvideoer med landets religiøse historie, sol, strande og folklore, og der vil blive arrangeret store charmeoffensiver for omverdenen. Benjamin Netanyahu vil sole sig i den opmærksom, der nu tilstråler ham og hans landsmænd, og han vil betragte sejren som en blåstempling af hans grusomme politik.

Lur mig, der bliver ingen billeder af de daglige chikanerier, beboerne i de besatte områder udsættes for. Der bliver ikke vist video af de brutale nedskydninger af demonstranter på Gaza-siden, og vi kommer ikke til at høre om landets apartheidpolitik eller de mange, der er fængslet af politiske grunde.

Næste års melodi grand prix vil blive en manifestation, som de olympiske lege var det i Berlin i 1936.

Det er på tide vi siger fra overfor det israelske voldsregime, og hvis landet absolut vil lege melodi grand prix, kan man passende finde sammen med ligesindede stater i lokalområdet som Saudi Arabien og Syrien. Israel hører ihvertfald ikke hjemme i europæisk sammenhæng.