Vi kunne først komme ombord på vores skib Celebrity Summit kl. 13, så efter morgenmaden gik vi i stedet en tur rundt i den gamle by, og der fik vi os noget af en oplevelse. Der var nemlig en cirkusfestival i byen, og den startede med et stort optog med alle deltagerne, der bestod af grupper eller klubber, der havde noget at vise frem. Der var cyklister på enhjulede cykler, børn der kunne sjippe på alle mulige og umulige måder, den lokale judoklub, teatergrupper, jonglører og meget andet, og de var alle klædt ud.

Efter optoget optrådte de enkelte grupper rundt om på pladser og gadehjørner, så der var konstant underholdning i varmen. Vi så børneteater og jonglør, og det var meget flot, selvom vi ikke forstod et ord af det, der blev sagt.

Jette har fundet sin en ny favoritdrink, – en mojito, og jeg må indrømme, at den gør sig meget godt i varmen, selvom den ikke helt når en g&t. Vi tankede op på El Asador Restaurant, der også er et godt spisested, og her mødte vi et par, der til nu havde sejlet med Summit 25 gange, og som nu var på vej til den samme tur som os, selvom de lige havde været afsted i en uge.

Herefter oprandt tidspunktet, hvor vi skulle hente vores kufferter og begive os mod vores hjem den kommende uge. Det gik rimelig gnidningsfrit med at komme ombord, og så var det tid til lidt frokost og en kold øl i en af buffeterne.

Det er jo et stort skib, vi sejler med, så efter frokost gik vi på ”sight seeing”, hvor vi startede fra toppen, med sportsaktiviteterne og de store pools. At der er gengangere ombord fik vi hurtigt demonstreret, for i poolen med vand til knæene stod en gruppe fedladne, højtråbende mænd selvfølgelig med en øl i hånden. Lalandia for voksne.

Herefter skulle der pakkes ud, vi skulle ordne et par formaliteter, fordi vi stiger af, inden cruiset er slut og så var det tid til at nyde den flaske mousserende vin, vi havde fået til afrejsen. Vores Stateroom Attendant hedder Peryton og hans første opgave blev, at udskifte det store lagen/tæppe på sengen med to lette dyner.

Kl. 19:45 blev den obligatoriske evakueringsøvelse gennemført, hvor vi alle skulle begive os til vores forskellige opsamlingssteder i den store teatersal. Måske man har større chancer for at blive reddet, når man rejser på concierge class?

Aftensmaden serveres i to hold, og vi har valgt den sene seeting kl. 20:30 ved et 8-mandsbord. Vi skal de næste aftener spise sammen med to par fra Canada og et par fra Wales. Alle meget hyggelige mennesker, som vi nok skal få det rart med.

Vi havde på forhånd besluttet os for fisk til aftensmad, og vi lagde for med en rejecocktail med rejer selvfølgelig, Jette synes der var lidt få, melon, salat, koriander og lidt dressing. Til hovedret fik laks på to forskellige måder. Jeg fik et laksestykke med kartoffelmos, dampede grøntsager og hollandaise, mens Jette fik et grillet laksestykke med tomater og gulerødder.

Laksen var desværre lidt tør, men værst af alt så smagte kartoffelmosen af pulver. Ærligtalt lidt skuffende.

Til dessert fik vi henholdsvis solbærsorbet og creme brullé på italiensk vis. Det smagte udmærket.

Selvom vi var kommet sent i seng natten før, blev der nu ikke sovet længe. Morgenmad på hotellet, og så var det betalt :-/.

Vores hotel

Da vi stak hovedet ud på gaden, blev vi nærmest væltet omkuld af varmen. Hotellet har aircondition over alt, så man mærker ikke, hvor varmt det er udenfor.

Målet for dagens bytur var fortet El Morro, der ligger ved indsejlingen til San Juan, og som spanierne byggede i slutningen af 1500-tallet for at beskytte byen mod de engelske og hollandske fjender. Man fornemmer virkelig Caribiens historie, når man går rundt på fortets små rum og ser, hvorledes livet formede sig for 500 år siden på disse kanter. San Juan havde den gang vital betydning for atlanterhavssejladsen, for det var den første havn, man nåede til efter ofte flere måneder på havet. Så her skulle vandtankene fyldes, der skulle provianteres og eventuelle reparationer skulle udføres, inden turen kunne fortsætte til de øvrige spanske besiddelser.

Ved siden af fortet ligger byens kirkegård placeret uden for fortmuren.

Hele den gamle bydel er omkranset af en bymur, og ved en lille strand, der tidligere var landingsplads for de skibe, der kom til øen, lå byens port.

Langs gaderne vokser kokosnødpalmer, og oppe under palmebladene hænger enorme nødder i små klaser. Man skal passe på ikke at få sådan en i hovedet.

På muren uden for fortet så vi en leguan, der med mord i øjnene bevægede sig mod Jette, men jeg kan berolige med, at hun nåede at flygte, så vi undgik et blodbad.

Derefter gik vi en tur i den gamle bydel, hvor vi hver især blev ekviperet med en panamahat fra Olé. Hatten er håndlavet i Ecuador og ikke i Kina som konkurrenternes. Forretningen var tidligere blevet omtalt i New York Times, hvilket indehaveren var meget stolt af, og vi blev udstyret med anvisninger på hattens anvendelse og vedligeholdelse.

Vi besøgte også en kryddeributik med gratis smagsprøver, og noget sådan går jo ikke fruens næse forbi. Hun var ikke helt klar over, hvad ”fuego” betyder, men det fandt hun ud af og måtte skylle efter med en halv liter koldt vand. Det var den stærkeste krydderidressing de havde i butikken.

Så var det tid til en siesta 

Der var happy hour i baren mellem kl. 5 og 7, og vi nåede lige 2 romcocktails, alt i mens vi kunne sidde og beundre Quantum of the Sea, verdens største krydstogtskib, der havde lagt til kaj lige foran hotellet.

Det blev til super gode burgere og underholdning af et lokalt band, der spillede 50’er og 60’er musik, og vi sluttede af med en spadseretur på havnepromenaden, inden det igen blev sengetid.

Det blev en meget lang rejsedag. Efter et dejligt morgenmåltid på hotellet var det tid til at begive sig mod lufthavnsbygningen på den anden af gaden. Flyafgangen var kl. 11, men på oversøiske ruter, skal man tjekke ind 2 timer før afgang, så der blev lidt ventetid i lufthavnen. Ved indtjekningen så vi allerede den første lille gruppe, der, med Stjernegaard Rejser på kuffertmærkaterne på kufferten, var på vej mod Vestindien.

Morgensyn fra hotellet i Kastrup

Alle flyture starter men sikkerhedstjekket, og det får man virkelig prøvet på en tur til Vestindien. Sikkerhedstjekket i Kastrup markerede sig som det mest nidkære. Af med livrem, tømme lommerne, it-udstyr ud af tasken og Jette måtte også af med støvlerne, men det skulle blive bedre.

“Knuds bro” i lufthavnen

Københavns Lufthavn har en international atmosfære og et utal af sofistikerede butikker, men kigger man den efter i sømmene, er den meget beskidt.

Ventetid

Efter et par timers flyvetur landede vi i Heathrow terminal 5, som er enorm. Bare denne terminal er større en Kastrup Lufthavn. Med blot lidt mere end en time til næste afgang var der lidt pres på, og selvom vi rejste transit, var der ingen vej uden om. Sikkerhedstjek igen. Denne gang kunne Jette beholde støvlerne på, men ellers var proceduren den samme.

Vores fly

Så afsted til den interne metrostation og ud til den del af terminalen, hvor flyet til Miami afgår fra. Vi var heldige med vores pladser, der gav god benplads. Vi havde fået de to midterpladser i en 4-stolsrække, men Jørgen og hans kone, der havde fået yderpladserne ville gerne bytte, så alle kunne sidde sammen.

Næsten 10 timer i en flyvemaskine er lang tid, men vores naboer i maskinen var alle danske, så vi havde nogle hyggelige timer, ligesom vi lidt forgæves forsøgte at hvile os.

I Miami var der først pas/ESTA-kontrol. Selvfølgelig havnede vi i køen med skrankepaven, og efter nogen tid skiftede en utålmodig Jette kø, men det gik nu ikke meget hurtigere. Dernæst toldkontrollen og igen skrankepavekøen, hvor vi skulle tjekkes for ikke at indføre snegle, blomsterfrø og varer, som vi ville sælge i USA. Endelig et nyt sikkerhedstjek, men det gik for en gang skyld hurtigt. Det har amerikanerne godt nok fået sat i system. Vi kunne passere uden at skulle blotte indholdet af vores tasker og afklæde os bælter og sko. Det er noget, man kan lære af i Danmark.

Venter i Miami

Igen med intern metro til den del af lufthavnen, hvorfra vi skulle lette. Med et par timer til take off var der tid til en Samuel Adams, og den bekom vel. Jette fandt ud af, at man uden varsel havde ændret afgangsgate, men at det var ikke alle, der havde fået den information, kunne vi konstatere, da de forsinkede og forpustede trådte ind i flyet.

To timer i flyet, og vi var nået til San Juan klokken 1 om natten lokal tid, svarende til kl. 5 morgen dansk tid og var meget trætte. Alt i alt gik turen rigtig godt.