“Står på en alpetop” synger Shubidua, og det har vi også gjort i dag, men herom senere.

I dag var vi tidligt oppe for at tage på en hyggetur mod alperne i det supergode vejr, så motorvejskørsel blev slået fra på gps’en, hvorefter den ledte os ud på en parallelvej til motorvejen og fortsatte sådan en halv snes kilometer med undrende cyklister som eneste medtrafikanter. På hjemturen valgte vi dog motorvejen.

Første stop var nedenfor slottet Neuschwanstein, hvor vi kunne tage nogle gode bimmerbilleder Slottet blev bygget af kong Ludwig 2 i midten af 1800-tallet, men kongen gjorde sig imidlertid upopulær hos både familien og regeringen i München, og det endte med, at han blev fundet druknet i en nærliggende sø.

Ikke langt fra Neuschwanstein ligger den idylliske by Füssen tæt på den østrigske grænse. Vi fik ikke set, det man i følge Turen Går Til Sydtyskland skal se, men det gjorde nu ikke noget. Det var flere butikker med rigtigt tyrolertøj, og selvom jeg troede, at läderhosen var konstrueret til korpulente ølglade tyskere, var der dog ikke umiddelbart nogen i min størrelse. Det var nok også meget godt.

Den videre tur gik gennem Østrig til Garmish Partenkirchen, og på vejen passerede vi Ehrwalder, hvorfra der går en gondol op til toppen at Tysklands højeste bjerg Zugspitze, knap 3000 m over havets overflade. En sådan mulighed skal man selvfölgelig benytte sig af, så der blev købt nogle utroligt dyre returbilletter, men så kom vi også helt op og ned igen.

Selve gondolturen tog ca. 10 minutter, og det gik opad med en fart på op til 35 km/t. Temperaturen på toppen var 3 gr., men det føltes nu ikke så koldt, så bare arme og tæer kunne godt gå an, og gudskelov havde Bo sit silketørklæde på.

Vi var kommet op på en alpetop, men shuppernes efterfølgende spørgsmål er nu ganske reelt, “Hva’ fanden skal man egentlig der?”

Den ene halvdel er østrigsk og den anden halvdel ligger i Tyskland, hvor selve toppen ligger, og selvfølgelig blev der spist hot dogs hos Tysklands højst beliggende pølsemand og drukket øl i Tysklands højstbeliggende biergarden.

Det med returbilletten viste sig nu at være klogt, for der var faktisk gale mennesker, der gik både op og ned ad bjerget. Ligeledes var det en god ide at vælge turen fra den østriske side, for der var kun ganske få mennesker med gondolen både op og ned.

I Garmish Partenkirchen så vi det olympiske stadion med hopbakken in real, til afveksling fra de mange nytårsmorgener, hvor man har vegeteret foran fjernsynet med skihop derfra.

På vejen tilbage til hotellet efter et besøg på en nærliggende italienske restaurant, blev vejen pludselig afspærret af politiet og kort tid efter kom en flok rulleskøjteløbere kørende forbi.

Det viste sig at være fortroppen på ca. 8.000 rulleskøjteløbere, der hver mandag skøjter ca. 20 km. rund i München. Det var et prægtigt skue med løbere af alle slags. Unge og gamle, øvede og uøvede og løbere med børn i barnevogne.

En lang oplevelsesrig dag og sidste dag i München er slut.

Udtrykket “at køre med klatten” har fået et helt nyt perspektiv efter dagens oplevelser. Det viser sig nemlig, at majoritetsaktionæren i BMW hedder Susanne Klatten.

Nå, men som det nok er svært at skjule, begav vi os i morges i skinnende sol til BMW Welt und Museum, der ligger ved den olympiske by.

Vi var tidligt på færde, så vi fik som små drenge lov at sidde i de store flotte køretøjer, og man kan vel nok finde én BMW, der kan passe.

Museet var en gennemgang af de mange produkter BMW har produceret gennem årene startende med de oprindelige flymotorer, der efter første verdenskrig blev erstattet med først motorcykler og biler, som vi kender det i dag.

Det er tydeligt, at BMW tænker i kvalitet, køreglæde og suveræne motorer, men dagen i dag afslørede nu ikke overlegne visioner omkring fremtidens bil, hverken omkring energi, sikkerhed og komfort. Det bliver spændende at se, om de andre bilfabrikker tænker på samme måde.

Bo har på hele turen følt en ubændig trang til at beskytte sin sarte hals mod de kølige alpevinde, så han købte et silketørklæde, som han dog klogeligt undlod at iklæde sig, da vi senere på dagen stødte ind i et stort anlagt homoarrangement foran byens rådhus.

Efter besøget hos BMW trodsede vi middagsheden og begav os over til den olympiske by. Et fantastisk bygningsværk, der ligger i et dejligt grønt området. De bygningsmæssige faciliteter er, som de fleste nok kender, gigantiske glastelte, der holdes oppe at store stålsøjler og kæmpe barduner, der er godt forankret i jorden. Et spændende byggeri, der indeholder både det olympiske stadion, den olympiske hal og svømmehal, og ved siden af disse futuristiske bygningsværker, rejser der sig et fjernsynstårn på mere end 200 meter, som vi selvfølgelig måtte op i.
Eftermiddagen forløb i den gamle del af byen, og foran det nyere rådhus var der stor festival med optræden, ølsalg mm. Halvvejs inde i en fadøl gik det op for os, at det var afslutningen på en uges festival for lesbiske, bøsser og transseksuelle, og et hurtigt blik på de omkringstående kunne til fulde bekræfte dette. Kvinder med fuldskæg, mænd i latextøj og en sangerinde med mandeben skabte en særlig stemning.

Resten af dagen gik med en rundtur på gågaderne og en pizza til aftensmad.

Når man bestiller et stor glas fadøl for at skylle 1000 km’s motorvejskørsel på knap 10 timer ned, og oven i købet er kørt til München, forventer man at kunne få det i glas på mere end 0,3 l, men pyt. Det smager godt!

Årets sommertur er planlagt under temaet “En odyssé udi bedre tysk bilindustri i historisk perspektiv”, og dette vil bringe os til såvel München (BMW) som til Stuttgart (Mercedes og Porsche). Til formålet havde vi som tranportmiddel reserveret en BMW 320 Cabriolet for mere end et halvt år siden.

Dagen før afrejsen meddelte biludlejningsbureauet imidlertid, at de var udgået for automibler af denne type, hvorfor vi blev tilbudt en sprit ny VW EOS. Dette afstedkom en umiddelbar skuffelse, men da vi kom i hu, at EOS er navnet på den græske gudinde for morgenrøden (ikke sangforeningen), kunne det jo ikke gå helt galt.

Da vi på afrejsedagen mødte op hos biludlejeren, sank hjertet endnu en gang, da vi så den nye WV EOS køre bort med en ældre mand bag rattet. Hvad var nu det? Var der en POLO med soltag i udsigt?

Dette blev dog afklaret, da den flinke mand bag skranken kunne oplyse, at udlejningsbureauet havde fået en afbestilling på en BMW 330 d, cabriolet, aut., og at denne i stedet tilfaldt os.

Jubii, og afsted sydpå gik det. På vejen loggede vi en tophastighed på 221 km/t på gps’en. Desværre er motorvejen fyldt med langsomme snøbler, så gennemsnitshastigheden blev noget lavere. Det burde være ulovligt med den slags.

Vi er nu kommet til München, og er indlogeret på hotellet, hvor de barske kendsgerninger afslører, at man godt kan blive solskoldet i ansigtet af at køre i bil, når bilen ikke har noget tag på.

Det er i øvrigt utroligt, hvordan moderne biler er udstyret men alskens moderne teknik. Midt på instrumentbrædtet er placeret et mindre fjernsyn, der både kan navigere, spille musik, advare en, når man kommer for tæt på andre genstande, og mange andre ting, der endnu ikke er helt udforsket.

Største problem var det dog at låse døren, da vi ville forlade bilen efter ankomsten til hotellet, men nu er jo det nogle livserfarne herrer, der er på tur, så dette problem blev også løst, efter nogen tid.