Det har på mange måder været en oplevelsesrig dag. Vi fandt lufthavnen, hvor vi skulle afhente vores lejede bil og langtidsparkere Skodaen, men ved skranken hos Europcar fik vi, åh nej – valget mellem hele 3 forskellige cabrioleter, og som små børn i en slikbutik kiggede vi på nøglerne til henholdsvis en Audi A5, en Audi TT og en Mercedes SLK. Valget var svært, men faldt på Audi A5, det var den med mest plads.

Og så afsted mod første waypoint Kitzbühl. Stau, stau, stau. Samtidig skulle vi have en vignet for at køre på motorvej i Østrig, og de benzintanke, hvorfra disse sælges var et kaos af mennesker og biler, så vi krydsede rundt i det sydligste Tyskland et par timer for at komme retmæssigt videre. Bedre blev det ikke af, at det var begyndt at småregne, så kalechen forblev opslået. Det blev kun til at par kilometers motorvejskørsel inden vi skulle dreje af til de østrigske landeveje, så det vignethalløj, kunne vi egentlig godt have sparet os.

Det triste vejr fortsatte indtil vi havde passeret tunnelen ved Tauer, men da vi kom ud på den anden side af tunnelen og nærmede os Italien var det tørvejr, og toppen kom af, og med varm luft blæsende fra nakkestøtterne, kunne der kompenseres for Bo’s glemte BMW-silketørklæde.

Det ene formål med den valgte rute var at se Gross Glockner, men det forblev sort,. fordi vi kørte igennem tunnelen, mens man kunne se bjerget. Til gengæld fik vi fuld valuta for rejsens hovedmål nemlig en petrologisk odysse i Alpeområdet, hvor vi fik set Dolomitter, hvilket er et fantastisk syn. Bjergene her i Norditalien er noget anerledes end Alperne. De er meget kalkholdige og har derfor en meget lysere farve, og samtidig har de nogle mere spidse former end Alperne.

Og så var der bjergkørsel. Smalle italienske veje med dårlig belægning og de mest skarpe sving kan gøre selv den mest hærdede bilist transportsyg.

Frokost blev der ikke noget af, og aftensmaden bestod af et par sandwich, så dagen bød ikke på nogen kulinariske oplevelser. Vi var først fremme på hotellet ved 21:30-tiden, så det blev også en meget lang dag. Til gengæld har vi fået et dejligt værelse med en fin udsigt over dalen. Et par øl skulle der til at skylle den tørre luft ned med, og så var det sengetid.

Det er lidt af en teknologisk udfordring at køre i sådan en moderne bil, og den gør underlige ting, man ikke er helt klar over. Da vi var kommet igennem tunnelen ved Tauer og skulle betale, havde jeg løsnet sikkerhedsselen for at få min pung op af lommen, og da vi skulle afsted igen, ville bilen bare ikke starte. Efter utallige forgæves startforsøg, og en større kø bag os, fandt vi ud af, at den kun vil starte, når selen er spændt og gearet står i P. Så blev vi så kloge. GPS’en er et lille studie for sig, og med alle instruktioner på tysk, gav det lidt misvisning under vejs. Helt galt gik det, da Bo også montrerede TomTom. De to gps’er kom flere gange op at skændes om, hvilken vej vi skulle, men frem kom vi.