Farcen omkring landbrugsplanen

Farcen omkring landbrugsplanen fortsætter med uformindsket styrke, og det der skrives i dag, er måske allerede uaktuelt i morgen. Foreløbig synes det dog klart, at landbrugsminister Eva Kjer Hansen (EKH) har kopieret planen fra en landbrugsorganisation, hvis navn er en parodi, nemlig ”Bæredygtigt Landbrug”.

gylleDernæst har EKH tilsyneladende misinformeret Folketinget i forbindelse med planens politiske præsentation, hvilket efterfølgende har fået de forskere, der har leveret baggrundstallende til planen, til at tage afstand fra ministeriets konklusioner.

Siden har regeringens eget forskerpanel undsagt konklusionerne om planens bæredygtighed, men alligevel fastholder ministeren, at alt er i orden.

Et andet væsentligt punkt i landbrugsplanen har desværre ikke fået tilstrækkeligt opmærksomhed, nemlig planens indflydelse på vores drikkevandsreserver. Når der nu skrues op for den store gyllehane, står det landmændene frit for at sprøjte omkring vores drikkevandsboringer, og hvis vi vil undgå dette, skal vi på bedste gangstermanér betale landmændene løsepenge for at undgå forurening af drikkevandet. Denne betaling skal selvfølgelig komme fra vandforbrugerne, altså dig og mig.

Landbrugsplanen og den politiske håndteringen af denne er til dumpekarakter.

(JyskeVestkysten 2. marts 2016)