Det tilkommer næppe en republikaner at kommentere en kongeligs død, men jeg vil nu alligevel gøre en undtagelse i forhold til ”Prins Henrik”, fordi vi med ham tager afsked med en af de mest fremtrædende udlændinge i Danmark, og en person, der til trods for hån og latterliggørelse, gennem en menneskealder holdt fast ved sin nationale identitet.

Til trods ihærdige forsøg, lykkedes det aldrig af få Henri de Monpezat assimileret. Han måtte godt nok opgive sit fødenavn og sin religion for at blive gift med en dansk prinsesse, men som så mange andre der kommer landet, blev han aldrig rigtigt accepteret som dansker.

Henri bevarede til det sidste sin egen nationale og kulturelle baggrund. Han spiste gerne sit hjemlands kulinariske retter, han opdragede sine børn med fransk autoritet, han gik ofte udansk klædt, han holdt fast ved sit oprindelige sprog i de hjemlige cirkler, sendte sine børn på dannelsesrejser i udlandet og rejste på hyppige besøg tilbage til sit hjemland.  Alt sammen dyder, vi ser skævt til, når det drejer sig om mennesker, der kommer hertil fra f.eks. Syrien, Tyrkiet, Pakistan eller Sudan.

Henri var samtidig en spændende og vidende person, hvilket man kan forvisse sig om i Stephanie Surrugues biografi ”Enegænger”, hvori hun elegant beskriver Henri som person og hans oplevelsesrige liv.

Vi kommer til at savne en person som Henri.