Folkedomstolen har talt

Folkedomstolen har talt i sagen omkring begivenhederne nytårsaften ved banegården i Köln. Folkedomstolen har fastslået gerningsmændenes etniske herkomst, og fastslået at det er gerningsmændenes kulturelle baggrund, der er årsag til begivenhederne. Og det allerede inden myndighederne har skabt klarhed over forløbet.

Der skal tages skarpt afstand for den slags hændelser, hvis man kan tage beskrivelsen af begivenhederne for pålydende, men det må samtidig fastholdes, at der er tale om almindelige kriminelle handlinger, der skal straffes efter gældende regler. At angive kulturelle eller etniske årsager til begivenhederne giver lige så lidt mening, som at der skulle ligge kulturelle eller etniske årsager til økonomisk kriminalitet eller rockerkriminalitet i Danmark.

Det er korrekt, at nogle indvandrergrupper har et andet kvindesyn end vores, og de fastholdes i dette på grund af svigt i integrationsarbejdet.

Men at gøre det til et generelt flygtninge- indvandrerproblem fremmer bestemt ikke integrationen, og det er samtidig en hån imod de mange tusinder med anden etnisk baggrund, der lever et ganske almindeligt liv med arbejde, studier, fritid og familie.

(JyskeVestkysten 14. januar 2016)