Folkemødet, dag 2

Der er mange, der har en mening om folkemødet, og også mange kritiske. Fælles for disse kritikere er, at de aldrig har deltaget i et folkemøde, og formentlig heller ikke kunne drømme om det. For at få noget ud af et folkemøde kræves nemlig et åbent sind, engagement og nysgerrighed i forhold til verden omkring os samt en lyst til at udvide sit univers, hvilket i grunden er kerneforudsætningerne for vores demokrati. Dette sætter en selvfølgelig en naturlig begrænsning i deltagerantallet.

”Det er alt for dyrt og for langt væk” er en af de andre begrundelser for ikke at deltage, og ja Bornholm er den østligste del af vores land, så selvfølgelig skal man påregne lidt rejsetid, men omvendt har man tilsyneladende ingen problemer med at bruge både halve og hele rejsedage for at holde ferie udenlands. Med lidt tidlig planlægning er opholdet heller ikke dyrere end en almindelig sommerhusferie, og færgepriserne er faldet med 30% siden sidste år, så de eneste undskyldninger for ikke at deltage i folkemødet er de dårlige.

På anden dagen fortsatte vi, hvor vi slap i går. Rederierne og søfartsorganisationerne har selvfølgelig ikke et telt men en båd, selvfølgelig, og her var Søren Pind og Pelle Voigt indforskrevet som syngende gaster. De har tidligere underholdt ved et landsmøde i SF og gør det faktisk ganske godt, selvom Søren Pind både er en krukke og utroligt selvsmagende, er der noget afvæbnende over ham, når han kaster sig ud i forskellige sømandssange.

I 3F’s telt var der fodboldquiz mellem et par fodboldkyndige 3F-medlemmer overfor Lars Jacobsen (tidl. bl.a. FCK) og Zak Egholm (kommentator på bl.a. Eurosport). Det var svære spørgsmål, men resultatet blev, at entusiasterne var ligeså vidende som eksperterne.

Ellers stod aftenen i SF’s tegn. Der var røde bobler i partiteltet for at fejre det flotte valgresultat, og der blev mulighed for en god valgsnak med dem der kom ind i Folketinget, og dem der må vente lidt endnu.

Bagefter skulle vi selvfølgelig høre Pia Olsen Dyhr på den store scene, og som til et hvert arrangement med respekt for sig selv var der opvarmning, her i form af standupperen Sebastian Dorset, og det var selvfølgelig meget underholdende.

Der har været talt meget om Rasmus Paludan og senest dennes deltagelse i folkemødet, men vi så intet til ham, og han ville også falde fuldstændig igennem med sine racistiske synspunkter og hadefulde retorik. Folkemødet er alt andet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.