I sommerferien på Bornholm læste jeg en artikel i Politiken om hjemmelavet tonicsirup til erstatning for almindelig tonicvand som f.eks. Sweepes, og det er selvfølgelig noget, der må prøves.
http://politiken.dk/mad/ECE3259072/saa-nemt-er-det-at-lave-din-egen-tonic-til-gten/
Der er bestilt kinabark på nettet, og de øvrige ingredienser, er stort set noget, vi har hjemme.
Opskrift
4-6 stk. stilke af citrongræs, knust (ca. 250 ml)
1 1/2 spiseskefuld kinabark (hele stykker, ikke knust)
1 liter vand
Skal og saft af 3-4 citrusfrugter (lime, appelsin, citron, grapefrugt)
6 knuste allehånde-bær (eller 1/4 teskefuld stødt allehånde)
20 gram citronsyre
750 gram sukker
1/2 stjerneanis (kan udelades)
Tips: Variationer, der virker godt, er en stor håndfuld citronmelisse eller ca. 1 liter friskplukkede hybenroseblade.
Alle ingredienser bortset fra sukkeret koges i 20 min i en gryde. Sigt de grove dele igennem en si (eller i en stempelkaffekande), og sigt derefter væsken igennem et klæde eller kaffefiltre – filteret bliver hurtigt ‘stoppet’, så det kan være nødvendigt at hælde det endnu ikke filtrerede væske over i et nyt kaffefilter. Varm væsken op, blandt den med sukkeret, og du har nu tonicsirup.
———————————————–
Egentlig er det bare at følge opskriften. Jeg valgte 2 citroner og 3 lime og lidt mindre anis end foreslået, og hertil en håndfuld frisk citronmelisse.
Filtreringsprocessen er noget tidskrævende, som beskrevet i opskriften. Efter at indholdet først var sigtet forsøgte jeg at filtrere det gennem et kaffefilter, men der stopper hurtigt til. Derfor blev det filtreret gennem et klæde og derefter til sidst gennem et kaffefilter. Så gik det bedre, selvom det fortsat tager sin tid.
Resultatet
Så er der tonicsirup som selvfølgelig skal smages. Siruppen blev forsøgt med en Letherbee Gin og danskvand, og smagen er lidt anerledes og varmere end normal tonic. Grundsmagen/tonicsmagen er rigtig, men krydringen skal finjusteres. En anelse for meget citrongræs, og så mener jeg, at stjerneanis godt kan undværes.
Bestemt et godt første resultat, som der dog skal arbejdes lidt videre med.