Hjemrejse

Sidste dag på St. Croix. Med en lang rejser forud, gjaldt det om at sove så længe som muligt, spise godt og komme til lufthavnen i god tid, så vi kunne få overstået de nødvendige formaliteter, der er knyttet til indrejse i USA. Alle disse formaliter skulle ordnes her på St. Croix, men så skulle der også være klar bane for kufferterne helt til København.

Efter at have tilbragt et par afslappende timer på stranden ankom vi i god tid til lufthavnen, hvor vi blev henvist til en af disse maskiner, hvor man kan tjekke ind automatisk. Det var en noget kompliceret proces, fordi maskinen ikke automatisk kunne læse Jettes pas. Jeg havde vist kludret i noget. Damen ved skranken blev helt urolig, men det lykkedes til sidst.

Turen gennem toldkontrollen gik smertefrit, men forud for paskontrollen og security skulle jeg hente min kuffert på et bånd, der går fra bagageindleveringen frem til dette sted, og af uransagelige årsager, var min kuffert ikke kommet igennem.

Så tilbage til bagageindleveringen og en mindre tvist med en nævenyttig dansk hellerupfurie, der åbenbart troede, at jeg ville springe hende over i køen. Sjovt som ældre kvinder tror, man vil snyde i køen. Tyv tror åbenbart, at hver mand stjæler. En dame fra luftfartsselskabet fulgte med mig tilbage igen, men det bragte nu ikke kufferten for dagen. Hun mente, at den var blevet taget af en anden, men vil komme frem til København på grund af kuffertmærket. Det gav lidt spænding til turen.

Af en eller anden grund er flyindretningen designet til personer under 1 meter og 70. Sæderækkerne står for tæt, vel sagtens fordi der skal presses en ekstra række passagerer ind, og stoleryggen er så kort, at man aldrig for mulighed for nakkestøtte, når man er velvoksen.

American Airlines har dog pæn plads mellem sæderne, og turen til Miami gik godt.

I Miami fandt vi hurtigt flyet til London, fik provianteret, kom ombord og afsted. Vi sad tre på rækken, men da tredjemandens ryglæn ikke kunne lægges tilbage, flyttede han til et andet sæde inden sengetid. Det gad os lidt bedre plads, selvom man ikke for en god søvn i 11 km’s højde og med megen støj.

I Heathrow blev der tid til lidt at spise og købe ind, inden vi fortsatte turen mod København, på de abosult trangeste sæder på hele turen.

Så oprandt det spændende øjeblik. Ville min kuffert være at finde på bagagebåndet. Ak, nej. Jettes kom i fin stil, men ikke min. Så måtte vi nok en gang i kø med flere andre, der heller ikke havde fået deres kufferter, og anmelde den som ikke ankommet. Rapport skulle oprettes, dokumenter udfyldes og afleveret til tolderne, som selvfølgelig benyttede lejligheden til at spørge om dette og hint.

Da min jakke lå i kufferten, måtte vores besøg i København foregå i skjorteærmer, hvilket vakte lidt opsigt, men vi kom med første tog til Rødekro og ankom 19:26, hvor vores flinke nabo stod og tog imod os. Hjemme igen efter 16 fantastiske dage, godt trætte.