På tirsdag er det 70 års siden, at Danmark blev befriet fra 5 års tysk besættelse – sådan da. For det var nemlig ikke hele Danmark, der blev befriet. For min familie på Bornholm kom befrielsen først et lille år senere, nærmere bestemt den 5. april 1946.

Dette faktum er desværre et temmelig overset kapitel i den danske verdenskrigshistorie, og kun de færreste danskere ved i dag, hvad der overgik den bornholmske befolkning i årene 1945 og 1946.

Med befrielsen havde de tyske soldater i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark overgivet sig til de engelske styrker, og dette blev i sagens natur fejret over hele landet. Den del af historien er alment kendt.

På Bornholm fejrede man også frihedsbudskabet og afventede, at den tyske kommandant Gerhard von Kamptz på vegne af de tyske tropper skulle overgive sig. Overgivelsen skulle i henhold til fredsbetingelserne ske til de engelske styrker, men da Bornholm lå langt bag de sovjetiske linjer og blev brugt som et vigtigt opsamlingssted fra flygtende soldater og civile fra Østprøjsen, skulle det vise sig at blive sværere end som så.

Den bornholmske amtmand P. Chr. von Stemann forsøgte i timer og dage efter den tyske kapitulation forgæves, at få den nydannede danske regering i tale, så den kunne lægge pres på englænderne, for at sende en militærrepræsentant til øen, for at modtage kapitulationen. På grund af manglende initiativ hos ledelsen for de allierede styrker skete det dog ikke, og tyskerne nægtede at overgive sig til de sovjetiske styrker.

Min far og hans bror var dengang med i den lokale modstandsbevægelse i Nexø, og de beretter, hvordan der den 7. maj om formiddagen kom to sovjetiske observationsfly over byen i stor højde, som blev beskudt fra tyske flak, der var placeret omkring havneområdet.

Lidt efter kl. 12 kom svaret så i form af sovjetiske bombefly, der uden varsel fløj ind over øen østfra voldsomt skydende med deres kraftige 20 mm maskinkanoner samtidig med, at de smed deres dødbringende last af bomber primært over havnearealerne i Nexø og dernæst i Rønne. Angrebet varede 1 times tid og kom i 3 bølger med 10-12 maskiner i hver bølge.

Min mor, der var en ung pige, måtte sammen med sine 2 små søskende, der var hjemme til frokost, søge beskyttelse i kælderen, hvorfra de kunne høre eksplosionerne fra de bomber, der faldt omkring dem.

Ved et guds under blev ingen lokale dræbt ved dette angreb, men angrebet var dødbringende for mange af de op imod 12.000 tyske soldater og det store antal flygtninge, der befandt sig i og omkring Nexø. Disses tabstal er dog aldrig gjort op.

Herefter blev indbyggerne i Nexø evakueret, og måtte finde ly bl.a. hos familie eller bekendte eller på gårde og i kirker uden for byen. Herfra kunne de se, hvordan et nyt luftbombardement ved 19-tiden om aftenen fortsatte de massive ødelæggelser af byen, alt imens man i radioen fra København kunne høre glædesmusik og festtaler i anledning af befrielsen.

Den tyske kommandant nægtede imidlertid fortsat at overgive sig til de sovjetiske styrker, og i København var udenrigsministeren angiveligt gået i seng og ville ikke forstyrres, så den følgende morgen iværksatte de sovjetiske styrker et tredje og sidste luftangreb på de to byer. Først blev Rønne bombet ved 9-tiden og ved 14:30-tiden kom turen til Nexø. Fra de angribende fly blev der nu også smidt brandbomber, så inden længe stod hele Nexø i flammer. Min far beretter, at bomberne var udstyret med en fløjte i spidsen, så fra sit ly kunne han høre bomberne, der hylende faldt til jorden, og efterfulgt af en voldsom eksplosion.

Først hen på aftenen kunne den første oprydning påbegyndes under ledelse af modstandsbevægelsens medlemmer og med hjælp fra 4 tyske kolonner, og endelig kl. 19:30 kunne brandvæsenet påbegynde brandslukningen. Der lå døde flygtninge og tyske soldater, afrevne legemsdele, ueksploderede bomber, samt murbrokker og glasskår fra de sønderbombede huse alle vegne, og både min mors og fars familier mistede som så mange andre i byen alt, hvad de ejede og havde.

Bombardementet var voldsomt og uden egentlig militær værdi. Jeg har efterfølgende fået fortalt, at i forhold til antallet af indbyggere blev der kastet flere bomber over Rønne og Nexø, end der blev kastet over Hamborg og Dresden. I alt kostede bombardementerne 10 bornholmere livet og 35 blev såret, ligesom et ukendt aftal tyske soldater og flygtninge omkom eller blev lemlæstede.

Efter brandslukningen var Nexø spærret af i tre dage af sikkerhedshensyn og for at forhindre plyndringer.

Det var et skræmmende syn, der mødte indbyggerne, da de begyndte at vende tilbage til byen. Ødelæggelserne i Nexø var enorme. Så godt som alle huse i byen var enten udraderet eller beskadigede, alle ejendele var smadret, og de fleste af byens 3.000 indbyggere blev husvilde. Vi har således i vores familie ingen værdier fra før bombardement.

Det var en blandet reaktion, der kom fra det officielle Danmark i forbindelse med bombardementet. Mens kongehuset sendte et telegram til den bornholmske befolkning via amtmanden, forblev den danske regering helt tavs om situationen på øen. Den 9. maj 1945 genåbnedes Rigsdagen i København, og statsministeren talte om rigets tilstand efter befrielsen. Den del af riget, der hed Bornholm, blev imidlertid ikke nævnt med ét eneste ord.

Natten mellem den 8. og 9. maj overgav tyskerne sig endelig betingelsesløst, og i løbet af dagen den 9., dukkede de første sovjetiske motortorpedobåde op ud for havnen i Rønne medbringende 100 soldater, der kom direkte fra kamphandlingerne på østfronten, hvilket ikke var til at tage fejl af for bornholmerne. Disse soldater udgjorde fortroppen for det 9.000 mand store armékorps, der i alt ankom til øen.

Bornholm var fortsat besat, nu bare af Sovjetunionen.

Herefter fulgte yderligere 11 måneders besættelse af Bornholm, inden de sovjetiske styrker den 5. april 1946 endelig forlod øen, og først da var hele Danmark frit. Det officielle Danmarks svigt af den bornholmske befolkning har dog sat sig dybe spor i de bornholmere, der måtte gennemleve disse rædsomme hændelser.

Se dokumentarfilm og russerne på Bornholm efter den tyske besættelse. Min farmor medvirker i filmen.