Jeg hader reklamer, både i tv og i den trykte presse. Så enkelt er det, og ser man på reklameudbuddet i tv, er det i dag primært reklamer for spil og kviklån, der fylder på skærmen.

Der er forbudt at reklamere for alkohol og tobak, fordi disse produkter er sundhedsskadelige, men drejer det sig om reklamer, der er medskyldige i udviklingen af ludomani og uforsvarlig gældsætning, er der frit slag i bolledejen. Hvis det lykkes at tyde det, der er skrevet med småt i kviklånsreklamerne, kan man se, at årlige renter og omkostninger ofte løber op på 800%, hvilket i andre sammenhænge vil blive betragtet som åger.

Derudover afbrydes programmerne ustandselig af reklameblokke, så det aldrig lykkes at se en sammenhængende tv-udsendele, og når udsendelsen begynder igen efter reklameblokken, starter det med en gentagelse af indholdet før reklameblokken. Dette er stærkt underbyggende for det ”zapper-samfund”, vi i andre sammenhænge ser på med bekymring.

Reklamer er samtidig med til give et stereotypt billede af mennesker, deres udseende, livsformer og værdier, som de reklamerende virksomheder håber seerne vil tage til sig, og hvor frelsen ligger i det produkt, der reklameres for.

TV-udbyderne er nok klar over, at mange seere ikke gider at se disse reklamer, og at de zapper over på et andet program, når reklamerne toner frem. Derfor er de enkelte tv-udbydere begyndt at sende reklameblokkene samtidig på alle udbyderens programmer, så man også rammes af reklamer, når man skifter til et andet program fra samme tv-udbyder.

Derfor sætter jeg pris på udsendelser fra DR, og jeg betaler med glæde min licens for at undgå disse utålelige reklamer.