Karsten Hønges exit fra EU-parlamentet

Det var meget uskønt, da Karsten Hønge vendte knap 20.000 SF-vælgere ryggen efter EU-valget for i stedet at koncentrere sig om folketingsarbejdet, og partiledelsens første udmeldinger var småpinlige.

Det var noget med at Karsten Hønge til en avis på Fyn havde udtalt, at hvis han stod med valget mellem EU-parlamentet eller folketinget, ville han vælge folketinget. Så det burde alle da vide. Samtidig forsøgte ledelsen ihærdigt at feje problemet ind under guldtæppet og fokusere på de vigtige emner i valgkampen.

Problemet forsvandt bare ikke med et knips med fingrene, og i løbet af dagen har partiledelsen tilsyneladende sammen med pr-folk og spindoktorer været til møde med “damage control” som det eneste punkt på dagsordenen. Man havde tydeligvis undervurderet befolkningens reaktion på Karsten Hønges manøvre.

Det første bud på PR-folks liste over virkemidler i krisesituationer er, at man skal lægge sig fladt ned og undskylde, og ikke overraskende kom der tidligt på aftenen en kraftig beklagelse fra Karsten Hønge, velskrevet i hans altid slagkraftige stil, – en beklagelse jeg personligt har accepteret.

Partiledelsens rolle i sagen fremstår dog stadig noget tåget, og Pia Olsen Dyhrs udtalelser har ikke kastet klarhed over dette. Man kan ikke undlade at sidde tilbage med en følelse af, at man fra partiledelsens side har tænkt ”går den, så går den”, men den gik altså ikke, og det er nu meldt klart ud, man noget tilsvarende aldrig vil gentage sig, og det har jeg noteret mig.

Så er det altså også på tide at komme videre. Vi har et folketingsvalg i næste uge, og der er mange vigtige punkter at slås for, og her er SF fortsat det stærkeste kort til at få ryddet op efter 14 års liberal nedskæringspolitik.

Skriv et svar