Regionerne stiller i dag tolkebistand til rådighed ved lægebehandling, hvis den behandlende læge skønner, at det er nødvendigt for at kunne gennemføre en tilfredsstillende behandling, på samme måde som at læger kan anvende andet hjælpepersonale til specifikke behandlingsmæssige opgaver.
Som et led i den almindelige fremmedfjendske tendens, der for øjeblikket hærger vort land, har et flertal i folketinget i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2018 aftalt, at regionerne skal indføre et gebyr for fremmedsprogstolkning i sundhedsvæsenet for personer, der har været bosat i Danmark i mere end 3 år.
Alle, med bare et minimum af viden om området, har givet udtryk for, at egenbetaling for tolkning i forbindelse med lægebesøg eller hospitalsbehandling kan få fatale behandlingsmæssige konsekvenser for en gruppe mennesker, der i forvejen har store udfordringer både personligt og økonomisk. Mange vil helt undlade at bruge tolk eller bruge familiemedlemmer til at tolke omkring ofte meget personlige forhold. Der vil være en betydelig risiko for, at patienten ikke forstår diagnose og behandling, og dermed ikke selv kan bidrage til helbredelse.
Politikernes hukommelse er samtidig kort, for man skal ikke mange år tilbage for at finde et tilsvarende forsøg med gebyr for tolkebistand, dengang til personer, har opholdt sig her i landet i mindst 7 år. Det fungerede ikke, og ordningen blev fjernet igen efter ca. et halvt år.
For det første skulle der etableres og knyttes personale til en regional gerbyrenhed , der fik til opgave at identificere de pågældende patienter og udsende girokort, hver gang de havde modtaget tolkebistand i forbindelse med lægebesøg eller sygehusindlæggelse. Dernæst skulle de regionale medarbejdere besvare alle mulige og umulige henvendelser fra pårørende og fra læger, der udtrykte stor bekymring overfor konsekvenserne, nemlig at det i stedet blev mere eller mindre kvalificerede familiemedlemmer, der stod for tolkningen. Endelig var situationen den, at kun de færreste reelt betalte gebyret, hvorefter regionen enten måtte afskrive gebyret på 150 kr. eller sende det til retslig inkasso. Omkostningerne ved ordningen stod på ingen måde i forhold til det administrative arbejde, som ordningen medførte.
Samtidig skete der et voldsomt fald i antallet af tolkninger og dermed den bistand, som lægen har vurderet nødvendig for at kunne gennemføre en tilfredsstillende behandling.
Nu prøver man så igen, og har givet skruen et ekstra nøk. Nu skal man betale gebyr for tolkebistand efter 3 års ophold i landet. Beløbet er endnu ikke fastlagt, men uanset størrelsen er der tale om indførelse af brugerbetaling for en bestemt patientgruppe for ydelser, der er rekvireret af en læge.
Ud over det almindeligt fremmedfjendske der ligger til grund for forslaget, er det mig en gåde, at borgerlige partier, der ellers prædiker for at indskrænke den offentlige sektor, indfører nye bureaukratiske regler, der ikke tjener noget rationelt formål.
