Jordbær/brombærsyltetøj med lime og rom

Jeg kvier mig ved at betale over 40 kr. for et glas marmelade fra f.eks. Claus Meyer, selvom det er godt, og da det er meget nemt at lave selv, er det en disciplin jeg har kastet mig over.

Bærsæsonen nærmer sig, og så er det bare om at få samlet forskellige typer bær, der kan ibruges til marmelade. Jeg havde nogle brombær fra sidste år i fryseren, og Brugsen havde økologiske jordbær fra samme, og så var forudsætningerne næsten til stede for selv at komme i gang.

Opskrift

400 gr. jordbær

400 gr. brombær

500-800 gr. rørsukker (600 gr. rækker efter min smag)

1 økologisk lime (både revet skal og saft)

1 vaniljestang (både vaniljekorn og den tomme skal)

En sjat rom

2 teskefulde Rød Melatin

Du hælder det hele i en gryde i en gryde, som du lader stå et par timer. Så trækkes bærernes saft ud og blander sig med sukkeret, der bliver opløst.

Derefter sættes det hele over og koger ca. 8 minutter, hvorefter jeg blender massen, fordi jeg gider ikke sidde med de store bær på franskbrødet. Husk at pille vaniljestangen op inden der blendes! 🙂

Så tilsættes Rød Melatin, som er rørt op i lidt sukker, og efter yderligere et par minutters kogning slukkes for blusset, og der tilsættes et skvat rom efter smag.

Så er syltetøjet klar til at komme på glas, der forinden er blevet decinficeret i kogende vand eller med Atamon.

Jeg fik 4 glas fremragende hjemmelavet syltetøj, for samme pris, jeg skulle have betalt Claus Meyer for ét, og det gode ved sådan en opskrift er, at den kan varieres i et utal af varianter i forhold til smag og bærmuligheder, og så er det bare nemt.

Valgchok i Svaneke

Der er på Bornholm 10 valgsteder fordelt rundt om på øen, og blandt disse valgsteder er det i Svaneke det næstmindste, kun forbigået af Christians Ø. Til trods for dette var Svaneke det sidste valgsted, der kunne indberette et endeligt valgresultat. Årsagen til dette var angiveligt, at SF havde fået to stemmer mere, end partiet plejer, og det blev nødvendigt med en omtælling af stemmerne.

Omtællingen ændrede imidlertid ikke på det billede, at SF fik et fremragende valgresultat. Med en fordobling i antallet af folketingsmedlemmer har vælgerne taget konsekvensen af mange års borgerlig nedskæringspolitik og miljøligegyldighed og i stedet belønnet et parti, der vil arbjde stemhårdt for et bedre klima og social retfærdighed.

Nu kommer så de vanskelige regeringsforhandlinger og med et stærkt og selvbevidst Radikale Venstre kan det blive vanskeligt for Mette Frederiksen at finde fodslaw på det økonomiske område.

De radikale fører en stram borgerlig økonomisk politik, hvad vi i den grad fik at føle, da SF deltog i S SF R-regeringen og måtte lægge ryg til politiske indgreb, der ligger langt fra SF’s DNA. Dette må for guds skyld ikke gentage sig, og jeg håber, at SF har lært lektien. Der skal arbejdes på at få politiske resultater, men man må ikke gå på akkord med sine politiske holdninger.

Den første lakmusprøve på dette bliver kontanthjælpsloftet, hvor Pia Olsen Dyhr tidligere har udtalt, at “der bliver ikke en Socialdemokratisk regering med vores støtte, hvis de ikke afskaffer kontanthjælpsloftet”

Nu må vi så se, hvor ultimativt dette krav er, når det kommer til stykket.

Friskoler og koblingsprocent

”Koblingsprocenten” er et væsentligt begreb, når man nu under valgkampen drøfter vores skolesystem.

Koblingsprocenten angiver, hvor stort et tilskud den enkelte friskole modtager pr. elev ud fra den gennemsnitlige elevudgift i folkeskolen. Den resterende del af udgiften til friskolerne afholdes af forældrene. Staten får med andre ord en klækkelig rabat for uddannelse af elever på friskolerne.

Socialdemokratiet vil reducere koblingsprocenten fra de nuværende 76% til 71%. Man vil med andre ord reducere det offentlige tilskud til friskoler med i alt 350 mio. kr., som man i stedet vil tilføre folkeskolen. Hvorfor man vil prøve at rette folkeskolen op økonomisk ved at gøre forholdene for friskolerne dårligere, giver i min optik ingen mening.

Det socialdemokratiske forslag vil få væsentlig betydning for den enkelte friskole, der kan blive tvunget til at sætte forældrebetalingen op, så hvordan et sådant forslag i øvrigt hænger sammen med Socialdemokratiets forsøg på at skabe sig en social profil, forstår jeg ganske enkelt ikke. Man vil ikke hæve prisen på cigaretter, fordi det vil ramme de socialt dårligt stillede, men man har ingen skrubler over, at de socialt dårligt stillede skal udelukkes fra at gå i friskole.

Socialdemokraterne håber nok på lidt medvind til deres forslag, fordi det også omfatter muslimske friskoler, om man må formode, at der er tale om et forsøg på at udnytte den almindelig muslimbashing, der rundt om trives i landet til at drive forslaget igennem.

Sagen er bare, at friskoler er så meget andet end muslimske friskoler. Der er de senere år oprettet mange friskoler i takt med at kommunerne har lukket deres skoler. Det er afgørende, at der fortsat er et skoletilbud i de mindre bysamfund, hvis disse skal overleve.

Mange friskoler har også en anden pædagogisk tilgang til undervisning og børns udvikling, som kunne inspirere til udvikling af folkeskolen.

”Friskolerne skal tage socialt ansvar”, lyder det ofte fra kritikerne, og det gør de friskoler, jeg kender til, bestemt også. Friskolerne har netop på grund af deres beskedne størrelse og pædagogik mulighed for at tilbyde den inklusion, som desværre ikke altid lykkes i folkeskolen på bl.a. grund af en rigid økonomistyring.

Friskolerne er et væsentligt supplement til den danske folkeskole, og deres vilkår skal ikke forringes.

Karsten Hønges exit fra EU-parlamentet

Det var meget uskønt, da Karsten Hønge vendte knap 20.000 SF-vælgere ryggen efter EU-valget for i stedet at koncentrere sig om folketingsarbejdet, og partiledelsens første udmeldinger var småpinlige.

Det var noget med at Karsten Hønge til en avis på Fyn havde udtalt, at hvis han stod med valget mellem EU-parlamentet eller folketinget, ville han vælge folketinget. Så det burde alle da vide. Samtidig forsøgte ledelsen ihærdigt at feje problemet ind under guldtæppet og fokusere på de vigtige emner i valgkampen.

Problemet forsvandt bare ikke med et knips med fingrene, og i løbet af dagen har partiledelsen tilsyneladende sammen med pr-folk og spindoktorer været til møde med “damage control” som det eneste punkt på dagsordenen. Man havde tydeligvis undervurderet befolkningens reaktion på Karsten Hønges manøvre.

Det første bud på PR-folks liste over virkemidler i krisesituationer er, at man skal lægge sig fladt ned og undskylde, og ikke overraskende kom der tidligt på aftenen en kraftig beklagelse fra Karsten Hønge, velskrevet i hans altid slagkraftige stil, – en beklagelse jeg personligt har accepteret.

Partiledelsens rolle i sagen fremstår dog stadig noget tåget, og Pia Olsen Dyhrs udtalelser har ikke kastet klarhed over dette. Man kan ikke undlade at sidde tilbage med en følelse af, at man fra partiledelsens side har tænkt ”går den, så går den”, men den gik altså ikke, og det er nu meldt klart ud, man noget tilsvarende aldrig vil gentage sig, og det har jeg noteret mig.

Så er det altså også på tide at komme videre. Vi har et folketingsvalg i næste uge, og der er mange vigtige punkter at slås for, og her er SF fortsat det stærkeste kort til at få ryddet op efter 14 års liberal nedskæringspolitik.

Lars Løkke danser spjætmazurka

Vi har nu i 18 år haft en borgerlig regering, bortset fra en enkelt valgperiode under Helle Thorning og Bjarne Corydon, og resultatet af denne borgerlige politik er indlysende.

Der er givet skattelettelser for 27 mia. kr. samtidig med at:

  • forskellen mellem rig og fattig er steget markant,
  • 65.000 børn der lever i fattigdom
  • klimaet udvikler sig faretruende
  • vores sygehuse er presset til det yderste
  • der mangler pædagoger i vores daginstitutioner
  • ældreplejen halter voldsomt
  • mange kommuners økonomi er presset til bristepunktet
  • der er gennemført massive besparelser i universitets- og forskningsmiljø
  • vores menneskesyn er blevet stadig mere inhumant

ja, du kan selv fortsætte listen.

Jeg ved ikke, hvordan man danser spjætmazurka, men hvis det er to trin tilbage og et trin frem, er det meget dækkende for den politik, som Lars Løkke har ført. Først gennemføres der massive besparelser, hvorefter der åbnes lidt op for gaveboden, efterhånden som valget nærmer sig.

Om udfaldet af det kommende folketingsvalg vil ændre væsentligt på dette, tvivler jeg på. Lars Løkke har på forhånd diskvalificeret sig som statsminister på grund af den hidtil førte politik, og Mette Frederiksen har endnu ikke formået at fremstå som et troværdigt alternativ. Godt nok har hun afvist at Socialdemokratiet skulle gå i regering med Venstre, men hendes gyldne løfter klinger som et lidt hult forsøg på please alle mulige samarbejdspartere.

Det er derfor nødvendigt stemme på et venstrefløjsparti, der vil kunne tvinge og fastholde Mette Frederiksen i en mere humanistisk og social retfærdig retning, end den hun kan finde ved at samarbejde med den borgerlige fløj. “Det røde kabinet” vil nogle ældre måske sige med bævende stemme, men der er, hvad der skal til. Alle hidtidige løsninger og andre mulige konstelationer virker skræmmende for et fremtidigt Danmark.