Ikke hele Danmark blev frit

På tirsdag er det 70 års siden, at Danmark blev befriet fra 5 års tysk besættelse – sådan da. For det var nemlig ikke hele Danmark, der blev befriet. For min familie på Bornholm kom befrielsen først et lille år senere, nærmere bestemt den 5. april 1946.

Dette faktum er desværre et temmelig overset kapitel i den danske verdenskrigshistorie, og kun de færreste danskere ved i dag, hvad der overgik den bornholmske befolkning i årene 1945 og 1946.

Med befrielsen havde de tyske soldater i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark overgivet sig til de engelske styrker, og dette blev i sagens natur fejret over hele landet. Den del af historien er alment kendt.

På Bornholm fejrede man også frihedsbudskabet og afventede, at den tyske kommandant Gerhard von Kamptz på vegne af de tyske tropper skulle overgive sig. Overgivelsen skulle i henhold til fredsbetingelserne ske til de engelske styrker, men da Bornholm lå langt bag de sovjetiske linjer og blev brugt som et vigtigt opsamlingssted fra flygtende soldater og civile fra Østprøjsen, skulle det vise sig at blive sværere end som så.

Den bornholmske amtmand P. Chr. von Stemann forsøgte i timer og dage efter den tyske kapitulation forgæves, at få den nydannede danske regering i tale, så den kunne lægge pres på englænderne, for at sende en militærrepræsentant til øen, for at modtage kapitulationen. På grund af manglende initiativ hos ledelsen for de allierede styrker skete det dog ikke, og tyskerne nægtede at overgive sig til de sovjetiske styrker.

Min far og hans bror var dengang med i den lokale modstandsbevægelse i Nexø, og de beretter, hvordan der den 7. maj om formiddagen kom to sovjetiske observationsfly over byen i stor højde, som blev beskudt fra tyske flak, der var placeret omkring havneområdet.

Lidt efter kl. 12 kom svaret så i form af sovjetiske bombefly, der uden varsel fløj ind over øen østfra voldsomt skydende med deres kraftige 20 mm maskinkanoner samtidig med, at de smed deres dødbringende last af bomber primært over havnearealerne i Nexø og dernæst i Rønne. Angrebet varede 1 times tid og kom i 3 bølger med 10-12 maskiner i hver bølge.

Min mor, der var en ung pige, måtte sammen med sine 2 små søskende, der var hjemme til frokost, søge beskyttelse i kælderen, hvorfra de kunne høre eksplosionerne fra de bomber, der faldt omkring dem.

Ved et guds under blev ingen lokale dræbt ved dette angreb, men angrebet var dødbringende for mange af de op imod 12.000 tyske soldater og det store antal flygtninge, der befandt sig i og omkring Nexø. Disses tabstal er dog aldrig gjort op.

Herefter blev indbyggerne i Nexø evakueret, og måtte finde ly bl.a. hos familie eller bekendte eller på gårde og i kirker uden for byen. Herfra kunne de se, hvordan et nyt luftbombardement ved 19-tiden om aftenen fortsatte de massive ødelæggelser af byen, alt imens man i radioen fra København kunne høre glædesmusik og festtaler i anledning af befrielsen.

Den tyske kommandant nægtede imidlertid fortsat at overgive sig til de sovjetiske styrker, og i København var udenrigsministeren angiveligt gået i seng og ville ikke forstyrres, så den følgende morgen iværksatte de sovjetiske styrker et tredje og sidste luftangreb på de to byer. Først blev Rønne bombet ved 9-tiden og ved 14:30-tiden kom turen til Nexø. Fra de angribende fly blev der nu også smidt brandbomber, så inden længe stod hele Nexø i flammer. Min far beretter, at bomberne var udstyret med en fløjte i spidsen, så fra sit ly kunne han høre bomberne, der hylende faldt til jorden, og efterfulgt af en voldsom eksplosion.

Først hen på aftenen kunne den første oprydning påbegyndes under ledelse af modstandsbevægelsens medlemmer og med hjælp fra 4 tyske kolonner, og endelig kl. 19:30 kunne brandvæsenet påbegynde brandslukningen. Der lå døde flygtninge og tyske soldater, afrevne legemsdele, ueksploderede bomber, samt murbrokker og glasskår fra de sønderbombede huse alle vegne, og både min mors og fars familier mistede som så mange andre i byen alt, hvad de ejede og havde.

Bombardementet var voldsomt og uden egentlig militær værdi. Jeg har efterfølgende fået fortalt, at i forhold til antallet af indbyggere blev der kastet flere bomber over Rønne og Nexø, end der blev kastet over Hamborg og Dresden. I alt kostede bombardementerne 10 bornholmere livet og 35 blev såret, ligesom et ukendt aftal tyske soldater og flygtninge omkom eller blev lemlæstede.

Efter brandslukningen var Nexø spærret af i tre dage af sikkerhedshensyn og for at forhindre plyndringer.

Det var et skræmmende syn, der mødte indbyggerne, da de begyndte at vende tilbage til byen. Ødelæggelserne i Nexø var enorme. Så godt som alle huse i byen var enten udraderet eller beskadigede, alle ejendele var smadret, og de fleste af byens 3.000 indbyggere blev husvilde. Vi har således i vores familie ingen værdier fra før bombardement.

Det var en blandet reaktion, der kom fra det officielle Danmark i forbindelse med bombardementet. Mens kongehuset sendte et telegram til den bornholmske befolkning via amtmanden, forblev den danske regering helt tavs om situationen på øen. Den 9. maj 1945 genåbnedes Rigsdagen i København, og statsministeren talte om rigets tilstand efter befrielsen. Den del af riget, der hed Bornholm, blev imidlertid ikke nævnt med ét eneste ord.

Natten mellem den 8. og 9. maj overgav tyskerne sig endelig betingelsesløst, og i løbet af dagen den 9., dukkede de første sovjetiske motortorpedobåde op ud for havnen i Rønne medbringende 100 soldater, der kom direkte fra kamphandlingerne på østfronten, hvilket ikke var til at tage fejl af for bornholmerne. Disse soldater udgjorde fortroppen for det 9.000 mand store armékorps, der i alt ankom til øen.

Bornholm var fortsat besat, nu bare af Sovjetunionen.

Herefter fulgte yderligere 11 måneders besættelse af Bornholm, inden de sovjetiske styrker den 5. april 1946 endelig forlod øen, og først da var hele Danmark frit. Det officielle Danmarks svigt af den bornholmske befolkning har dog sat sig dybe spor i de bornholmere, der måtte gennemleve disse rædsomme hændelser.

Se dokumentarfilm og russerne på Bornholm efter den tyske besættelse. Min farmor medvirker i filmen.

 

12-meter regatta

Næstesidste morgen på krydstogtet. Vores destination er St. Maartens, der er en ø delt mellem Holland og Frankrig. Man går meget op i, at stranden er delt op i den ”pæne” hollandske del af stranden og nudiststranden, der selvfølgelig ligger i den franske del.

Hovedmålet med dagen var Americas Cup regatta med de originale 12 metere fra cuppen i 1987. Det drejer sig om den amerikanske Stars and Stribes og de to canadiske Canada II og True North. Dette er en oplevelse, som jeg virkelig har set frem til, og det var derfor lidt skuffende, da jeg til morgen åbnede vores terrassedør, og kunne konstatere, at det var blevet noget køligere, og at der var faretruende mørke skyer i horisonten.

Morgenmaden skulle dog først indtages på vores balkon. Der er et dejligt og varieret udbud af morgenmadsprodukter, der kan ramme enhver smag. Selv et dejligt glas koldt mælk er det muligt at få.

Da vi skulle i land klarede vejret op, og det blev igen lige så varmt, som på de øvrige dage og en frisk vind. Rigtig sejlbådsvejr.

Vi var i alt 48 der havde tilmeldt os dette arrangement, så alle 3 både var i aktion. Inden vi blev sejlet ud til bådene, blev vi inddelt i hold, tildelt en båd og en arbejdsopgaver. Jette og jeg kom på Stars and Stribes, og blev tildelt opgaven som primery grindere, sådan nogen som skal dreje hurtigt rundt på nogle håndtag, når fokken skal hales ind.


Vi sejlede lidt rundt og øvede os før starten, og vi fik en rigtig god start, men efter det første kryds havde skipper Morgan sat føringen over styr, så True North kom foran og holdt denne placering hele sejladsen igennem. Vi blev kun nr. 2, så skipper Morgan står til fyring 🙂

Det var en utroligt spændende oplevelse at sejle i den originale båd, med hvilken legendariske Dennis Connor i 1987 vandt Americas Cup tilbage til USA fra australierne.

Efter lidt shopping i 12 meter-butikken gik vi bagefter en rundtur på strandpromenaden og i gaderne bag. Vi fik en let frokost og fik downloadet nogle mails og kortvarigt hilst på Nynne via Face Time. Derimod lykkedes det hverken at sende mails eller beskeder.

Her er en vældig cruiseaktivitet. Samtidig med vores ankomst kom yderligere 3 krydstogtskibe, så turisterne fyldte hele landsskabet.

Vi havde bestilt bord i Normandie, der er en af skibets specialrestauranter, og fik bekræftet reservationen til kl. 20:30. Da vores bordkamerat John havde fødselsdag samme dag, besluttede vi at rykke tidspunktet frem til kl. 19:00, så vi kunne komme op og skåle til lykke med fødselaren. Et eller andet sted i kommunikationen mellem inspektøren i restauranten og fruen var det blevet til, at det var mig, der havde fødselsdag, og da vi stop mætte skulle til at rejse os fra bordet, kom tjeneren med en lille opmærksomhed fra restauranten, en chokoladekage med lys og ”Happy Birthday” skrevet på. Så var det bare om at bede om et nyt glas portvin og spise videre.

Ellers stod den på hummer, først som bisque og dernæst som stegt. Det smagte pragtfuld. Til dessert valgte Jette osten, mens jeg afstod af frygt for, at det var de gummioste der ellers serveres, som vi ville præsenteret for. Men det var det ikke. Frit valg mellem flere franske ost, der alle havde den rette konsistens og temperatur. Jeg var godt nok misundelig, selv om der intet var at udsætte på min kaffeflødeis med Valrhona chokoladekage.

Som afslutning på aftenen fik vi sagt til lykke til John og sunget fødselsdagssang, mens han pustede lysene ud på chokoladekagen med ”Happy Birthday” skrevet på, og endelig måtte vi tage afsked med nogle meget hyggelige mennesker.

St. John, Antigua

Det var en flot indsejling til St. John, den største by på øen Antigua. Selve byen valgte vi dog hurtigt at overstå. Den minder meget om de tidligere byer, vi har været i, dog lidt mere kompakt og intens.

Vi valgte i stedet at tage en lokal bus til Nelsons Dockyard, der er et historisk område, der blev påbegyndt bygget i starten af 1700-tallet, og som man er i gang med at restaurere. Der var her admiral Nelson holdt til med sin flåde, da han skulle beskytte de britiske interesser i området, og man har gjort en del ud af at bygge museum og istandsætte de gamle bygninger. En lord Nelson rumpunch gjorde det heller ikke ringere.

En lokal mand fortalte, at det er lidt koldt på øerne for øjeblikket, Han havde derfor tykke sko og undertrøje på, mens vi andre svedte tran.

Nelsons Dockyard er samtidig en stor yachthavn, med både der koster flercifrede millionbeløb. Der er åbenbart en del bådejere, der sender deres yachter hertil for at blive vedligeholdt, men havnen havde også besøg at sejlere fra Europa, der havde krydset Atlanten.

Busturen derud var en oplevelse i sig selv, og kan varmt anbefales i stedet for en taxitur. For det første er bussen det lokale transportmiddelmed en hyggelig og involverende stemning, og for det andet koster en billet 1,5 dollars pr. person mod 35 dollars for en taxi. Bussen kan kun køre i to hastigheder, enten meget hurtigt eller også meget langsomt.

Tilbage i St. John valgte vi at spise på en lokal restaurant ”Hemmingway”, der er en god cajunrestaurant beliggende i en bygning fra 1829, og hvor man kan sidde og spise på førstesals verandaen og føle sig hensat til tidligere tider. Vi fik dejlig fiskesuppe/fisketallerken og kan i øvrigt undre os over, at man ikke på skibet har et middagstema omkring Caribien med cajunfood i alle afskygninger.

Det er ikke billigt at spise på restaurant her, for til priserne, der ellers virker ok, skal der lægges lokal skat og drikkepenge, og så løber det op.

Vi har nu i flere havne oplevet turkatamaraner kommer hjem efter en strand og snorkeltur, og det er sjovt at se, hvordan gæsterne har delt sig i to grupper. Festaberne i den ene ende råbende, syngende og dansende tydelig vis meget berusede, og så den anden gruppe gæster, der sidder og hygger sig for sig selv. Disse ture virker som tidligere tiders grisefester på Mallorca.

Dernæst afslapning og fitness for fruen, indtil vi skulle til aftenens show i det store teater. Det var et typisk show med dans, sang og så et helt fantastisk luftakrobatiknummer. Jeg er normalt ikke til den slags shows, men jeg må blankt indrømme, at det var flot og de optrædende sang godt.

På vej til restauranten kigge vi på en mulig fødselsdagsgave til om 8 måneder.

Aftensmaden var igen en blandet fornøjelse. Gode forretter og desserter, men hovedretten var ikke noget at råbe hurra for. Til forret fik jeg anderillette og den var næsten lige så god som min egen, mens Jette fik Crabcake. Den var Jette ikke så begejstret for, men jeg synes nu den var god.

Til hovedret fik jeg cajunkrydret fisk (arten findes ikke i vores ordbog). Selvfølgelig var fisken tør, ingen sovs til at kompencere herfor og værst af alt, så var den på ingen måde cajunkrydret. Tilbehøret var ris, kogte brune bønner mv. Jette fik braiseret okserib med polenta tilsmagt med trøfter og hertil var der sauce. Retten faldt dog ikke i henes smag. Den var for sød og rodet, og polentaen var kedelig.

Så måtte jeg glæde mig til desserten, hvor jeg valgte dagens specialitet grand maniersoufflé med vaniljecreme, og den var rigtig god, om end grand manieen ikke kunne smages.

Og fødselsdagsgaven? Ja, mere herom senere.

St. Lucia

St. Lucia, – den anden caribiske ø på vores tur. Sen morgenmad og derefter gik vi ind til byen. Jeg tror, at taxierhvervet er det største erhverv på denne ø ligesom på Barbados. Vi fik de første 100 tilbud om taxiture til stranden eller rundtur på øen og alle til halv pris. Vi takkede pænt nej hver gang.

Hovedbyen Pastries er en lidt spektakulær oplevelse, med et utal af små boder, hvorfra der sælges alt fra souvenirs til frugt, krydderier og tøj. Man kan undre sig over, hvordan nogen kan leve af dette, men det kan de måske heller ikke.

Barbados


Så kom vi til den østligste af de caribiske øer Barbados. Morgenmaden blev indtaget på kahyttens balkon i dejlig morgensol, og kl. 9:30 var vi at finde ved skibets landterminal for at komme på dagens udflugt, en tur i undervandsbåd. Ens bus transporterede os til udskibningsstedet, hvorfra vi blev sejlet ud til Atlantis 15.

Atlantis 15 har plads til 48 personer og 3 besætningsmedlemmer. Ubåden er 65 fod lang og vejer 80 tons. 13 store koøjer på hver side sikrer et godt udsyn, der er aircondition og trykket er det samme som ved havoverfladen på hele turen. Alt udstyr er dubleret, og sikkerheden i virker som at være i top.

Nede i ubåden sad vi på en lang række og havde et godt udsyn. Båden var kun ca. halvt fuld, så vi havde god bevægelsesmulighed, og man glemte hurtigt, at vi befandt os et godt stykke under havets overflade. Havskildpadder så vi ingen af, men et utal af fisk i alle størrelser og farver, koraller, og vi kom tæt på et af de mange hundrede skibsvrag, der ligger langs Barbados’ kyst.

Vi havde læst, at farverne bliver filteret fra, jo dybere man kommer ned under havoverfladen, og ganske rigtigt. Efter et stykke tid forsvandt den røde farve, og Jettes røde kamera havde skiftet farve til sort. Tilsvarende skiftede vores tøj farver, jo dybere, vi kom ned. Vores ”bundrekord” blev 148 fod eller omkring 50 under havets overflade, hvilket vi fik et flot diplom på.

Efter turen til havets dyb tog vi ind til centrum af Bridgetown, hvor vi fandt caféen Waterfront, der serverede os kolde øl og cajunkrydrede kæmperejer. Den lokale øl var tynd og ikke særlig velsmagende i modsætning til maden.

På cafeen skulle der være gratis wifi, med servitricen var i tvivl om det virkede, og vi kunne bekræfte, at det gjorde det ikke. Stedet er et spillested om aftenen, hvor det lyttes til alt fra jazz til lokale steelbands. Regningen for vores fortæring var en af de mærkeligste, jeg til dato har set. 1 dollar til Frelsens Hær, 2 burgere (vi fik rejer) 3 øl og ost (vi fik 4 øl), men beløbet passede.

Med opladede batterier gik vi en tur ned ad Broad Street, hvor de velassorterede varehuse, bankerne og diamanthandlerne, vi tidligere havde hørt om, lå placeret. Vi skyndte os ned af de små sidegader, hvor der var et mylder af småhandlende, og jeg tror man kan købe alt her. De eneste hvide mennesker vi så her var turister fra Summit, der ligsom os havde forvildet sig herind. Den indre by lignede på mange en mindre by i sydeuropa, og besøget her var ikke sig selv en aha-oplevelse, men gav en god fornemmelse af livet på øen. Samtidig kan man virkelig føle, hvor privilegerede vi egentligt er.

Resten af øen skulle derimod være fantastisk, og flere af de gengangere vi talte med, tog til direkte til en af strandene, som de roste meget.

Vi gik tilbage til skibet, og der var en velsignelse at blive modtaget på kajen af en purser, der udleverede kolde vaskeklude og frugtpunch.

Det blev til en middagslur inden afsejlingen, og Jette skulle selvfølgelig bagefter en tur til fitness.

Et par martinier og vi var klar til aftensmaden, der i dag var lavet over temaet vindermenuer fra tv-konkurrencen Top Chef.

Jeg lagde dog ud med en forret fra standardmenuen nemlig snegle i hvidløgssmør, der bare smagte rigtig godt. Til hovedret valgte jeg kylling i timian, stegt kål og med lidt stegte løg samt ostegratinerede små spaghettier. Desserten var jordbær i flødecreme med en rød lakridssorbet.

Jette fik kammuslinger skåret i tynde skiver med forskelligt

Det hele smagte super godt, og var samlet set det bedste aftensmål til nu på turen.