Restaurant Stc. Oluf i Århus

Gemt bag et stillads og pressenninger i den brostensbelagte del af Århus, nærmere bestemt Mejlgade 36, ligger den lille restaurant Sct Oluf, som jeg, i forbindelse med et 4 dages arbejdsophold i Århus, sammen med 14 kollegaer havde fornøjelsen af at besøge en tirsdag aften.

Et tidligere hit fra Århus var en gruppe af høfligt uforskammede, aparte men også morsomme tjenere, der tog ud og serverede til middagsselskaber. Restaurantens franske vært og hans stab må stamme fra denne gruppe tjenere og senere have udviklet deres helt egen stil, for de var godt nok specielle.

Selve lokalet er temmelig værtshusagtigt, men hyggeligt nok. Vi blev placeret ved et langbord, hvor jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at blive bænket nærmest udgangen med toilettet lige udenfor. Det betød, at det trak koldt i løbet af hele aftenen, og at duften fra kødgryderne jævnligt suppleredes med toiletlugt. Det var så godt som umuligt at få døren lukket, men værten tilbød dog på et tidspunkt, at vi kunne leje hans jakke, hvis vi frøs.

Aftenens menu bestod af sukkersaltet laks med citron til forret, mens man til hovedret kunne vælge mellem havkat med muslinger og oksefilet med asparges. Til dessert stod valget mellem en rabarber/makronanretning eller franske oste. En tavle foran køkkenet afslørede, at prisen var 135 kr. og 145 kr. for henholdsvis to og tre retterfor tre retter, og hvis man ville have ost til dessert, kostede det 15 kr. ekstra, men de var nu godt givet ud. Prisniveauet kunne give anledning til en vis frygt for kvaliteten af måltidet, men vi blev nu ikke skuffet.

Forretten var et pænt stykke sukkersaltet laks på en bund af småbladet salat med en dressing af syrnet mælk. Laksestykket var veltillavet og mørt med en tilpas smag af citron. Som tilbehør var der et godt brød, som løbende blev suppleret op under måltidet.

Som hovedret valgte jeg oksekødet, og heller ikke her blev jeg skuffet. To stykker kød lagt på grønne asparges, en enkelt hvid, stegte kartofler og en sennepssauce. Kødet var rosa og mørt, og tilbehøret smagte godt, omend det var lidt uens tilberedt. Dijon-senneppen kunne svagt smages i saucen.

Den anden hovedret var som nævnt havkat, der til værtens store fornøjelse konsekvent blev omtalt som ”havmis”. De fiskespisende udtrykte tilfredshed med både ”mis” og muslinger.

Vinen til mine måltider var husets, rød og drikkelig uden at være prangende.

Værten talte dansk med en umiskendelig fransk accent, men efterhånden som aftenen skred frem, og hans indtag af rødvin tilsvarende tog til, blev hans udtale sværere at forstå, så jeg blev ikke helt klar over, hvilke oste jeg fik serveret, men de var gode, og især en tør orange ost smagte bedre end dens udseende umiddelbart indikerede. Rabarberholdet kunne berette om en lidt smattet og ikke særlig interesant dessert, men Sct. Oluf er bestemt et besøg værd. Man skal dog være forberedt på lidt af hvert!