Efter et tjek af vores hotelreservation fandt vi ud af, at morgenmaden til 16 EURO pr. næse ikke var inkluderet i værelseprisen, besluttede vi, at spise morgenmaden ude i byen, og det er ikke noget problem i en by som Strasbourg. Vi fik hver et hurtigt måltid for halvdelen af prisen for én hotelmorgenmad.

Der er også stor interesse for de nye Iphones her i Strasbourg. Da vi passerede Kleeber Pladsen var der flere hundrede i kø foran Apple-butikken for at blive skrevet op til en telefon.

Efter morgenmaden gik vi ned til floden for at tage en bådsightseeing på floden rundt om centrum af byen, hvor vi fra vandsiden så flere af de områder, som vi havde travet igennem. Det gav lidt overblik over byen.

På vejen skulle vi gennem en sluse, hvor forskellen i vandstanden var 1,8 m. Ikke meget for dem, der var været igennem Trollhättan-sluserne, men spændende alligevel. Vi kom også en tur ud til EU-parlamentet og så også Menneskerettighedsdomstolens bygning.

Derefter var det katedralens tur. Jette har det jo ikke godt med højder, så hun gik i butikker, mens jeg forcerede tårnet til 1. Platform 66 meter og 330 trin højere oppe. På vejen op i tårnet indhentede jeg en ældre dame fra Arizona, som spurgte, og jeg ikke ville forbi hende, men hun var mit alibi for en god pause under vejs, så vi holdt rækkefælgen. Det var dagens motion. Selvfølgelig blev jeg belønnet med en fantastisk udsigt over byen.

Vel nede igen fik vi en kold øl i varmen og crepe til frokost. Under måltidet kunne vi iagttage, hvordan tiggerne ved kirken holdt vagtskifte, og nye ”tropper” blev sat ind. Utrolig som det virker sat i system.
Efter endnu en øl var det tid til at besøge katedralen. Det er imponerende hvilke både menneskelig og økonomiske ressourcer, der gennem tiderne er blevet afsat til disse kirkebyggerier. Kirken har også et berømt astronomisk ur, som var ganske flot, men lidt intetsigende for astronomisk ignoranter som os.

Videre gik det til Eglise St. Thomas, der er det lutheranske svar på en domkirke i Alsace. Meget mere spartansk indrettet, med bl.a. et lille orgel, som bl.a. Mozart og den lokale og kendte dr. Albert Schweitzer havde spillet på.

Herefter var det tid til fortsat bytur, afslapning og Jette måtte selvfølgelig en tur i Gallerie La Fayette, der lå lige ved siden af hotellet. Det var med en hvis bæven, jeg sendte hende afsted med Visa-kortet, men priserne var på høje, at selv det kvindelige købegen blev passiviseret.

Aftensmaden indtog vi på en bedre alsacisk restaurant ved floden, og valget faldt på denne, for her kunne man få en bøf. Vi startede dog med snegle i hvidløgssmør. Det var udmærket, men franskmændene salter altså ikke deres mad, som vi kender det, så det bliver lidt fersk, og da der samtidig sjældent er salt på bordet, må vi bede om det.

Hovedretten var en tournedos, som jeg så frem til. For mig er en tournedos et stykke øksemørbrad med et stykke spæk eller bacon bundet omkring, og gerne toppet med et stykke stegt fois gras, så det må have været en alsacisk udgave af en tournedos, der blev stillet på tallerkenen foran os.

Et stor stykke kød, der vel kunne have gjort det som en engelsk bøf, med garniture af friterede kartoffelkugler, rødkål, 3 kogte gulerodsstave, en halv krydret tomat samt en slags kålkartoffelmos. Hertil serveredes en sauce bearnaise med tomatpure. Kødet smagte godt og var mørt, men til min undren kom der intet saft fra kødet, da det blev skåret ud. Til dessert blev det til en kop kaffe med en cognac. Man kunne nu godt forvente lidt mere, den pris, som jeg måtte acceptere på kreditkortmaskinen.