”Vi kan jo ikke redde hele verden”. Det argument hører man ofte fra personer, der ikke ønsker, at vi som samfund giver vores bidrag til at hjælpe mennesker i nød fra andre lande. Det er egentlig et tåbeligt udsagn, for jeg har til dato ikke hørt nogen give udtryk for, at vi i Danmark skal redde hele verden.
Det er samtidig et usselt argument for, at vi ikke skal hjælpe mennesker, der har måttet flygte fra forfølgelse, krig og ødelæggelse.
Vi har tidligere modtaget flygtningestrømme fra andre steder i verden. Nogle husker måske endnu flygtningene fra Ungarn i 1956, og siden har vi taget imod ca. 15.000 vietnamesiske flygtninge i 1970’erne og ca. 20.000 bosniske flygtninge i 1990’erne.
I de seneste 5 år frem til december 2017 har 19.600 syriske flygtninge søgt asyl i Danmark, og lægger vi flygtninge fra Afghanistan og Eritrea til, bliver det samlede antal asylansøgere i den 5 årsperiode knap 28.000. Herfra skal så trækkes de, der får afslag på asyl.
Alt i alt ikke et antal, vi som et af verdens rigeste lande ikke vil kunne håndtere, hvis viljen ellers var tilstede, og vi kunne finde ud af at gennemføre en hensynsfuld og effektiv integration. Alligevel sidder vi velbjergede og sparker til mennesker, der ”ligger ned”.
Vi nedværdiger os til at konfiskere flygtningens værdier, når de kommer hertil. Vi behandler dem som andenrangs borgere, og nægter dem en hver form for aktivt liv her i landet, vi forlænger perioden for at få familiesammenføring til det uanstændige, vi stopper med at modtage FN kvoteflygtninge, vi diskuterer seriøst at melde os ud af konventioner, der sikrer basale menneskerettigheder, og senest har socialdemokraterne trumfet med sit bud om, at man ikke skal kunne søge asyl direkte i Danmark, men må søge til lejre helst i Nordafrika.
Man skulle tro, at vi efterhånden har ramt bunden i forhold til humanistisk værdighed, men tro mig, fantasien har efterhånden ingen grænser i kynismen overfor mænd, kvinder og børn, der har været tvunget til at flygte fra krigenes rædsler.
Selvfølgelig kan vi ikke alene løse de enorme problemstillinger, der skaber flygtningestrømmene rundt om i verden. Det kræver samarbejde på regionalt plan gennem EU og på globalt plan gennem FN og vigtigt af alt kræver det, at vi er indstillet på at finde løsninger, selvom vi må dele lidt ud af vores betydelige værdier. Måske vinterferien ikke behøver at gå til Schweitz eller Thailand hvert år, eller måske behøver bilen ikke at blive udskiftet med en større model hvert andet.
