Slapperdag i heden

I dag har vi forladt München og begivet mod sydøst, nærmere betegnet til Berchtesgarden, tæt på den østrigske grænse, for at se Hitlers ørnerede. Selvom stedet ikke er særlig tydeligt annonceret er det virkelig en turistmagnet, og da vi ankom omkring middagstid var det helt umuligt at finde en parkeringsplads, og vi besluttede os for at vende om med uforrettet sag.

I stedet har vi endnu engang glædet os over det pragtfulde automobil vi kører i. Under opkørslen passeerede vi stigninger på op til 24%, og det klarede vognen som en mis, ja det var endda overskud til at overhale mere langsomtkørende.

Vi forsøger turen til Ørnereden igen i morgen tidligt og håber på bedre held da.

I stedet indlogerede vi os på vores hotel, hvor der fra balkonen er en fantastisk udsigt til Ørnereden og de omkringliggende alper. På hotellets badeværelse er håndklæderne delt i to farver, og Bo skulle selvfølgelig have de lyserøde håndklæder på grund af sit tørklæde.

Eftermiddagen gik med en tur i byen, hvor vi lagde ud med frokost. Jeg går ud fra, at når man er Bayern må man tage hele pakken, så menuen for mig bestod af Bauernschmaus mit Schweinbraten, geräuchertem Wammerl, Leberkäse und Würst auf Sauerkraut, dazu Semmelknödl, mens Bo klarede en Wienerschnitzel. Det smagte forbløffende godt, men har lagt sig så tungt, at ingen af os er i stand til at indtage nogen yderligere føde i dag.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Resten af dagen har vi dyrket bayerisk kultur. bl.a. på en biergarten, hvor kvinder godt må amme deres børn, og hvor mændene drikker store øl og snaps i eftermiddagsheden.

Humøret er her under aftenen dalet en smule, da Bo trods ihærdige anstrengelser stadig ikke har formået at komme på hotellets netværk. De problemer har man gudskelov ikke med en Iphone.