Jeg har netop set en video, hvor Socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen hylder ”den danske model” og revser de politikere, der har givet deres meninger tilkende vedrørende den kommende konflikt på det offentlige arbejdsmarked.
Hvorfor er det et problem, at man har en politisk holdning til de uenigheder, der ligger til grund for konfliktvarslerne? Hvis man respekterer den danske model, så skal man jo netop afstå fra at gribe politisk ind i en lovlig arbejdskonflikt, og derfor vil politikerne heller ikke kunne påvirke forhandlingernes udfald ved at give udtryk for deres holdninger.
Det bliver spændende at se, om Mogens Jensen og hans partikammeraters respekt for ”den danske model” varer ved, hvis konflikten bliver en realitet. Kan Socialdemokratiet leve med den massive lockout, som de selv har stemt igennem?
Det er måske netop denne realitet, der er Mogens Jensens problem. Han forsøger at holde sin sti ren, så han og hans parti politisk kan diktere det offentlige arbejdsmarked gennem et politisk indgreb uden at få snavs på hænderne.
Mogens Jensen har også været ude med riven i forhold til de partier, der har kritiseret de offentlige arbejdsgiveres massive lockoutvarsel. Er man valgt til at varetage offentlige arbejdsgiverinteresser, må man ifølge Mogens Jensen, som en objektiv logik, komme med et massivt modsvar til lønmodtagerorganisationernes strejkevarsler.
Beklager Mogens Jensen. Som offentlig arbejdsgiver vælger man den strategi, man vil følge i forhold til de varslede strejker. Det er ikke en naturlov, at strejkevarsler skal mødes af en massiv lockout. Det er et politisk valg, og her har Socialdemokraterne klart valgt side imod de sygeplejesker, sosu-assistenter, lærere, politibetjente og andre faggrupper, samt de millioner af borgere, der vil blive ramt af en lockout.
Med sine udtalelser forsøger Mogens Jensen og Socialdemokraterne indtil videre at køre på friløb i forhold til en eventuel konflikt, men vi kan allerede nu se konturerne af et parti, der vender den almindelige dansker ryggen.
