Det er blandede følelser, man sidder tilbage med efter kupforsøget i Tyrkiet. Blandede fordi det var et attentatforsøg på en folkevalgt leder og dermed en trussel mod et demokrati.

På den anden side har samme leder konsekvent arbejdet på at fjerne demokratiske rettigheder som ytringsfrihed og en fri presse, ligesom han massivt forsøger at blande sig i den enkelte borgers liv.

Tyrkiet har, som et af de eneste muslimske lande, udmærket sig ved at være et sekulariseret samfund, men også her har landets leder Erdogan gjort sit til, at bevæge landet i en mere muslimsk retning.

Vi ved endnu ikke, hvem kupmagerne var, og hvilket mål de havde. Det kunne være et forsøg på at gøre op med den antidemokratiske bevægelse, som Erdogan står for.

Vestens ledere var hurtigt ude og tage afstand fra kupforsøget, og set i lyset af resultatet af kupforsøget, er det måske meget klogt. Man risikerer imidlertid samtidig at blåstemple det nuværende tyrkiske regime, og det kan vel næppe være meningen.

Jeg har i mange år gået ind for, at Tyrkiet skulle blive medlem af EU. Det er ud fra en betragtning om, at et medlemskab vil kunne have en gavnlig indflydelse på såvel den demokratiske som den økonomiske udvikling i landet, og dermed også medvirke til afspænding i området.

I dag er jeg mere i tvivl, desværre.