Københavns Byret har slået fast, at chauffører, der kører for Uber, udfører ulovlig taxikørsel. Det kan vist næppe komme bag på ret mange, for argumentet om delekørsel er lige så tyndt, som den danske pilsner er på vej til at blive.
Hvis man mod betaling lader sig bestille til at transportere passagerer fra et sted til et andet, uden man selv skal samme vej, er der tale om erhvervsmæssig personbefordring. Man skal være på intellektuelt niveau med Joakim B. Olsen for at mene noget andet.
Når det er sagt, skal man ikke være blind for, at alternativer til taxi opstår, fordi publikum ikke er tilfredse med de eksisterende tilbud, og Ubers succes må give stof til eftertanke i taxibranchen.
Der er virkelig behov for, at Taxibranchen hanker op i sig selv og finder ud af, hvad det er kunderne ønsker, og der er flere parametre, der kan arbejdes med. Ofte er det f.eks. plat umuligt overhovedet at få fat i en hyrevogn, og servicen modsvarer sjældent den pris, man betaler.
Hyrevognsbranchen har primært indrette sig som leverandør til erhvervslivet, hvorimod vi mangler hyrevognskørsel til folket.