Kufferten er fundet. Jeg blev i dag ringet op fra Billund Lufthavn, hvorfra man kunne meddele, at min kuffert stod der, at den ville blive bragt ud i aften. Juhuu! Så undgår man vrøvl med forsikring mv., og så bliver der alligevel små gaver til ungerne.

Og så nævnte jeg tidligere noget om en fødselsdagsgave. Jeg fylder jo 60 år til oktober, og fruen har allerede nu begavet mig med et fantastisk ur. Et automatisk optrukket TAG Heuer Aquaracer, der er vandtæt ned til 300 m, og når man som jeg sådan er begyndt at snorkle, er der jo så lidt meter at give af.

Jeg har fået lov til at bruge det allerede nu.

Sidste dag på St. Croix. Med en lang rejser forud, gjaldt det om at sove så længe som muligt, spise godt og komme til lufthavnen i god tid, så vi kunne få overstået de nødvendige formaliteter, der er knyttet til indrejse i USA. Alle disse formaliter skulle ordnes her på St. Croix, men så skulle der også være klar bane for kufferterne helt til København.

Efter at have tilbragt et par afslappende timer på stranden ankom vi i god tid til lufthavnen, hvor vi blev henvist til en af disse maskiner, hvor man kan tjekke ind automatisk. Det var en noget kompliceret proces, fordi maskinen ikke automatisk kunne læse Jettes pas. Jeg havde vist kludret i noget. Damen ved skranken blev helt urolig, men det lykkedes til sidst.

Turen gennem toldkontrollen gik smertefrit, men forud for paskontrollen og security skulle jeg hente min kuffert på et bånd, der går fra bagageindleveringen frem til dette sted, og af uransagelige årsager, var min kuffert ikke kommet igennem.

Så tilbage til bagageindleveringen og en mindre tvist med en nævenyttig dansk hellerupfurie, der åbenbart troede, at jeg ville springe hende over i køen. Sjovt som ældre kvinder tror, man vil snyde i køen. Tyv tror åbenbart, at hver mand stjæler. En dame fra luftfartsselskabet fulgte med mig tilbage igen, men det bragte nu ikke kufferten for dagen. Hun mente, at den var blevet taget af en anden, men vil komme frem til København på grund af kuffertmærket. Det gav lidt spænding til turen.

Af en eller anden grund er flyindretningen designet til personer under 1 meter og 70. Sæderækkerne står for tæt, vel sagtens fordi der skal presses en ekstra række passagerer ind, og stoleryggen er så kort, at man aldrig for mulighed for nakkestøtte, når man er velvoksen.

American Airlines har dog pæn plads mellem sæderne, og turen til Miami gik godt.

I Miami fandt vi hurtigt flyet til London, fik provianteret, kom ombord og afsted. Vi sad tre på rækken, men da tredjemandens ryglæn ikke kunne lægges tilbage, flyttede han til et andet sæde inden sengetid. Det gad os lidt bedre plads, selvom man ikke for en god søvn i 11 km’s højde og med megen støj.

I Heathrow blev der tid til lidt at spise og købe ind, inden vi fortsatte turen mod København, på de abosult trangeste sæder på hele turen.

Så oprandt det spændende øjeblik. Ville min kuffert være at finde på bagagebåndet. Ak, nej. Jettes kom i fin stil, men ikke min. Så måtte vi nok en gang i kø med flere andre, der heller ikke havde fået deres kufferter, og anmelde den som ikke ankommet. Rapport skulle oprettes, dokumenter udfyldes og afleveret til tolderne, som selvfølgelig benyttede lejligheden til at spørge om dette og hint.

Da min jakke lå i kufferten, måtte vores besøg i København foregå i skjorteærmer, hvilket vakte lidt opsigt, men vi kom med første tog til Rødekro og ankom 19:26, hvor vores flinke nabo stod og tog imod os. Hjemme igen efter 16 fantastiske dage, godt trætte.

Vi havde meldt os til en ø-tur i dag arrangeret af hotellet, så vi var at finde i lobbyen kl. 9:15 sammen med 3 amerikanske par. Turen forgik i en af de store taxier, der findes på øen, og guiden var taxichaufføren. Han var utroligt vidende, og elskede at dele ud heraf. Chaufføren fortalte om ting til højre og til venstre, men inden man nåede at få fokus, var vi videre, så i perioder nøjedes jeg med at lytte, men det var helt ok.

Efter en rundtur i nærområdet kørte vi til en botanisk have, hvor man har samlet alle typer af blomster, buske, palmer og træer, der har den mindste relation til området. Haven ligger i en af de gamle plantager, og der var fortsat mange ruiner tilbage af de bygninger, der i tidligere tider har dannet rammen for sukkerproduktionen. Chaufføren vidste alt om planterne, men og det så er rigtigt, alt det han sagde, kan vi jo af gode grunde ikke vide. Særligt fruen var meget begejstret for den botaniske rundvisning, og ville gerne have både planter, frø og stiklinger med hjem, men risikoen for 4 år i amerikansk kvindefængsel og en kæmpebøde virkede afskrækkende.

Så gik videre til et af den andre højdepunktet, nemlig et besøg på romdestilleriet Cruzan. Destilleriet ligger i en gammel plantage, og flere af bygningerne, der bruges af destilleriet, er opført på de gamle plantageruiner.

Cruzan er det lokale navn på indbyggere fra St. Croix. Vi begyndte med tvangsturen, der giver adgang til de gratis smagsprøver, men det var nu også ganske interessant. Cruzan er navnet på indbyggerne på St. Croix, og er det eneste producerende destilleri på øen. Råproduktet, nemlig sukkermelassen kommer dog ikke fra øen, da sukkerproduktionen ophørte endeligt i 1960’erne, men importeres fra bl.a. Honduras, og de store egetræstønder, som rommen lagres i er bourbon-tønder fra amerikanske Jim Beam, der også ejer destilleriet. Vandet er fra St. Croix, men er også destilleret, så den kunne i virkeligheden komme alle andre steder fra også.

En ung hurtigtalende kvinde viste os rundt på destilleriet, hvor vi så de store kar, hvor melassen koges. Det duftede helt fantastisk af en blanding af øl og sukker. Selve destilleriet fik vi ikke at se, med blev i stedet ledt videre til lagerhallen, hvor de fyldte romtønder lagres. Der lå tønder tilbage fra 2007. Når rommen er lagret hældes den på store containere og transporteres til USA, hvor frugtrommen tilsættes frugtsmagen, naturlige aromaer fik vi oplyst, og rommen endelig hældes på flasker.

Så var det tid til vores belønning i form at to drinks, en valgt af rundviseren og en efter eget valg. Jette prøvede at få endnu en, men blev spottet og afvist, mens et andet af de amerikanske par, til Jettes store ærgrelse, kunne fremvise en stabel af tomme plastikkrus.

Tid til lidt indkøb, og mens jeg stillede mine varer fra mig på disken, blev jeg af en ældre amerikansk dame gjort opmærksom på, at der var kø, at hun var foran mig. Som om jeg ville snyde, helt ærligt.

Herefter gik turen til det historiske plantagemuseum, hvor man har restaureret en plantageejerbygning, en vindmølle, et køkken og andre bygninger fra plantagetiden. En gammel dame, der selv kunne stamme direkte fra plantagens slaver viste os rundt og fortalte om livet på plantagen og plantageejeren og indretningens af hans hus.

Vi var efterhånden kommet godt bagud i forhold til tidsplanen, så Frederiksted blev set fra bilruden, med en hurtig gennemkørsel forbi de mest historiske steder som f.eks. fortet.

Det ene af vores amerikanske tourpar var meget opsatte på, at vi skulle se nogle øldrikkende grise, som åbenbart er vældrigt populære, og efter en længere omvej kom vi til stedet. Det kostede en dollar at se grisene og en dollar for en dåseøl til grisen. Jeg skulle selvfølgelig prøve at give grisen en hel dåseøl, som grisen knuste mellem tænderne og herefter drak indholdet. En morsom, men egentlig lidt skræmmende oplevelse.

Herefter gik turen tilbage til lidt afslapning på hotellet.

Det har igen været en fantastisk dag på St. Croix. Vi startede med en dejlig morgenmad på hotellet, og da vi havde gjort os klar til dagens oplevelser, blev vi i en lille shuttlebus kørt ned til stranden, hvor vi lå en times tid.

Så kom Big Beard (det var nu Small Beard) sejlende til en bro ved hotellet i en katamaran som skulle sejle os til Buck Island, hvor vi skulle snorkle nogle timer.

Det var lidt tvivlsomt, om båden kunne lægge til på grund af bølger, men det lykkedes, og vi kunne komme ombord. Vi ventede noget tid på en anden familie, der ligeledes skulle afhentes ved hotellet, men de kom lidt for sent, turde skipper ikke vente længere, så vi måtte sejle uden dem.

Så gik turen mod Buck Island, hvor vi lagde til ved en af de smukkeste strande i verden, og øvede os lidt i snorkling. Der var ikke meget at se, men en rokke og et søpindsvin blev det dog til. Herefter sejlede vi om på den anden side af øen og ind bag et koralrev, hvor vi lå for anker.

Efter lidt instrukser var det så i vandet igen og på en guidet snorkeltur over revet og tilbage til båden, hvorefter der var ”fri leg”. Fruen var blevet lidt kold, så hun var ikke med på første rundtur, men blev lokket i vandet igen, og det var bestemt ikke noget, hun fortrød.

Det er en fantastisk oplevelse at snorkle rundt omkring et rev, og jeg kan sagtens forstå fascinationen ved at snorkle. Fisk og koraler i alle former, størrelser og farver. Man ligger i overfladen og kan iagttage et vidunderligt liv, der normalt ikke er os forundt.

Dette kan bestemt anbefales.

Vi blev sejlet tilbage til Christiansted, hvor vi så de historiske bygninger fra en anden vinkel.

Big Beard stod og tog imod os på kajen. Der var nu ikke noget skræmmende sørøveragtigt over ham.

Derefter samlede vi kræfter på et microbryggeri, Virgin Islands, som laver rigtig god velsmagende øl. Et must for enhver ølentusiast, der bevæger sig på disse kanter.

Godt sultne begav vi os op i byen og fandt det lille spisested Kim’s på King Street. Det er et sted, der varmt kan anbefales. Jette fik sin ged i karry, mens jeg fik sparerips, ikke gris men ko. Det smagte rigtig godt, især karry- og bbq-saucen var fremragende.

Servitricen Betty og Jette.

De serverer normalt ikke kaffe, men da hungeren lyste ud af fruens øjne, forbarmede kokken sig og kogte en kop stærk kaffe.

Man bliver godt træt af en dag i vandet og en god middag, så det var tidligt i seng.

Vejret har været lidt mærkeligt på St. Thomas de seneste dage, fortalte vores guider. Vinden er kommet fra en ”forkert” regning, og det har regnet mere end normalt. Vi vågnede op til nogle kraftige regnbyger, men da det er rejsedag, genrede det os ikke så meget.

Vi fik pakket og vejet kufferterne. Vi skulle flyve med en lille vandflyver, så vægten betyder åbenbart meget. Begge kufferter og vores håndbagage skulle vejes, og vi skulle oplyse vores legemsvægt (uden snyd).

Bortset fra det med vægten var det den enkleste indtjekningsprocedure, som har oplevet længe. Vi gik bare direkte ombord, og efter en kort sikkerhedsbriefing fra flykaptajnen, var det bare afsted. Vi kom afsted med en afgang 2 timere tidligere end planlagt, og det var jo lækkert, for gav tilsvarende længere tid på St. Croix.

Det er en særlig oplevelse af sidde i så lille et fly, der larmer som bare pokker og lugter af flybrændstof, alt imens vi bevæger sig med fuld kraft over vandet i lav højde.

Ca. halvvejs mellem St. Thomas og St. Croix skiftede vejret og vi så solen igen igennem skyerne.

Da vi var landet talte vi med en dansk familie, der ikke havde al deres bagage med flyet, og som var meget sure på os, fordi vi var kommet efterfølgende og havde fået al vores bagage med. Men sådan er det.

Vi tog en taxi til hotellet med en meget snakkende chauffør, der var vældig stolt over de få danske ord han kunne, men ved indtjekningen fik at vide, at vores værelse først ville være klar om et par timer.

Så tilbage til Christiansted, og vi spiste en god og efter forholdene billig frokost i en lille snask. I morgen serverer hun ged i karry. Måske vi vil prøve.

Så gik der historie i den med besøg på fortet, der dog er under renovering,

toldbygningen,

vejerhuset med vægten

og kompagniets lagerbygning, hvor bla. slaverne blev solgt.
Vi er åbenbart kommet på præsidendagen, hvad det så måtte være, så mange til har lukket, men vi har bestemt snuset til historien.

Tilbage på hotellet var der afslapning på balkonen med udsigt over Christiansted.