Med de offentlige arbejdsgiveres voldsomme lockoutvarsel, lægges der op til en massiv, men kortvarig konflikt. Kortvarig, fordi kun ganske få af folketingets medlemmer må forventes at ville lægge ryg til, at hele det offentlige arbejdsmarked lammes.

Med lockoutvarslet sætter innovationsminister Sophie Løhde samtidig fokus på det absurde i, at hun som leder af statens forhandlinger samtidig ensidigt kan gennemtrumfe statens krav igennem via lovgivning i folketinget. Der er højst sandsynligt igen et tæt samarbejde mellem de offentlige arbejdsgivere og regeringen omkring et politisk indgreb. Dette er set tidligere i forbindelse med lærerkonflikten.

Under en arbejdskamp på disse præmisser vil der aldrig blive tale om bare nogenlunde jævnbyrdige forhold mellem de offentlige arbejdsgivere og de offentlige lønmodtager-organisationer.

Vi så det tydeligt i 2013 under lærerkonflikten, hvor folketinget greb ind og satte en stopper for konflikten den gang. Noget tilsvarende vil gentage sig, hvis den nuværende situation udvikler sig til en konflikt, dog med den forskel, at et indgreb vil ske meget tidligere, på grund af konfliktens omfang.

Under disse omstændigheder kan man spørge sig selv, om det overhovedet giver mening at gå i strejke på det offentlige arbejdsmarked, hvor politikerne/de offentlige arbejdsgivere tvinger jo alligevel kan tvinge deres vilje igennem, når det kommer til stykket.

Se i bakspejlet fik lærerne ikke noget nævneværdigt ud af deres konflikt, og man kan man ligeledes stille sig selv det spørgsmål, om det strategisk overhovedet var klogt, at sende lærerforeningens medlemmer ud i en strejke, der var tabt på forhånd? Burde man fra foreningens side ikke have erkendt tingenes tilstand inden konflikten, og handlet ud fra en plan B, i stedet for at kaste medlemmerne ud i en nytteløs konflikt.

Hvis den præmis holder, gør det samme sig gældende i den nuværende situation, og i så fald er vi kommet dertil, at ”den danske model” er en illusion på det offentlige arbejdsmarked.