Hjemtur

Hjemrejse. 5 fantastiske dage i Venedig er slut, så her på falderebet lidt om hotellet, vi boede på. Det er generelt dyrt at bo på hotel i Venedig, så vi var lidt spændte på hotel Ca Arco. Hotellet har fine brugerbemærkninger på hotels.com, og vi kan generelt tilslutte os disse.

Hotellet ligger centralt ved vaporetto San Silvestre, stoppet efter Rialtobroen, og selvom vi havde fået en fin vejanvisning på mail fra hotellet, var det lidt svært at finde. Når man har forstået logikken i husenes nummerering giver det dog sig selv, men det varede et par dage, før det gik op for os.

Personalet er utrolig venligt og meget hjælpsomt. Morgenmaden var enkel, men absolut i orden, og værelset var nogenlunde. Pænt og rent, fint badeværelse, airconditoion, men en alt for hård seng, og tv’et var til fruens utilfredshed ikke til at kigge på, men kender man til italiensk tv, er der ikke noget, vi er gået glip af. Jeg savnede et skrivebord, men et sådant var der ganske enkelt ikke plads til. Et middelklassehotel, der absolut er pengene værd.