Hvorfor tilbringer man en nat i Munster, når man ikke sådan lige er klar over, at man er dumpet ned i årets weinfest?

Svaret er Deutches Panzer Museum, der ligger i byen, og som har en enestående samling af panservogne fra 1. Verdenskrig og frem til i dag, og selvfølgelig også de legendariske tanks fra 2. verdenskrig, der var vores mål.

En meget interessant museum, der ud over at vise diverse panserkøretøjer grundigt informerede om panservåbnets udvikling, og det var oplysninger, der i hvertfald kom lidt bag på os.

Op til 1930’erne mente man i militære kredse, at panservogne ikke havde nogen fremtid. Panservognene var forbundet med betydelige tekniske udfordringer, hvilket gjorde våbnet meget sårbart, der skulle bruges meget stål, som i krigssituation var en mangelvare, og anti-tankvåben var meget effektive.

Man var derfor i tvivl om nytten af at udvikle våbnet yderligere, men i de indsatser, hvor man valgte at bruge kampvogne, som f.eks. angrebet på Polen, viste det sin effektivitet. Det betød, at man for alvor satsede på udvikling af nye kampvognstyper, og hvor tyskerne satsede på armering og skudkraft i de imponerende Panzer-, Tiger- og Kongetigertanks, satsede de allierede på masseproduktion i form af de amerikanske Shermantanks og de sovjetiske T34, der hurtigt kunne erstattes. Denne forskel faldt som bekendt ud til de allieredes fordel.

Lidt reflektioner efter en uge i Tyskland.

Danmarks Radio kunne godt få sig lidt tysk radiokultur, med god musik, korte klare beskeder om trafikale forhold og præsentation af musikken frem for den schnik schnak og useriøse ligegyldige underholdning, som er herskende i dansk radio, og som tilsyneladende er mere til moro for radioværterne end for os sagesløse lyttere.

Tyskerne er klar over, at man skal køre i højre side af vejen, også på motorvej, og ikke som i Danmark, hvor mange bilister placerer sig i overhalingssporet og konsekvent kører 20-30 km/t under fartgrænsen.

I Tyskland er man, på landets historiske baggrund, meget opmærksom på at værne om demokratiet. Det kan vi godt lære noget af her hjemme. Særligt de unge mennesker, der tager det hele for givet, burde have forståelse for, at de forhold vi har i dagens Danmark ikke kommer af sig selv. Det er nødvendigt at involvere sig og deltage i den demokratiske proces.

Endelig har vi konstateret, at vores håndtering af det tyske sprog i grunden er ganske god, ja sproget er nærmest blevet vores andet modersmål. Vi klarede og igennem uden uoprettelige problemer, og gudskelov, kan de fleste tyskere engelsk, hvilket de af og til gjorde brug af, når de hørte vores tyske udtale.

Det var slut for dette års rejseberetning fra to ”sure, gamle” mænd 😉