Man er tilsyneladende en ”klimatosse”, hvis man bekymrer sig om klima, miljø og vores fælles fremtid, men de virkelige tosser er dem, der ikke ser realiteterne i øjnene. I de mange debatter, der kører i pressen og på de sociale medier har tosserne travlt med at nedgøre de initiativer, vi kan iværksætte som vores egne beskedne bidrag til klimaindsatsen.

”Så må du ikke spise kød” eller ”Så må du ikke flyve” er nogle at de bemærkninger, man mødes med, når man deltager i debatten, og det er selvfølgelig noget sludder, men behøver man altid at tage bilen, eller kunne man i stedet løbe til fitness eller cykle på arbejde? Skal man absolut til New York eller Buenos Arios for at kunne holde ferie, eller kunne der tænkes at være andre mindre miljøbelastende alternativer? Eller kan man ikke tage toget til familiefest hos tante Oda?

I bund og grund handler det om at tænke sig om og at ændre sine vaner, men det er også det sværeste. Os der oplevede oliekrisen i 70’erne lærte at tage korte brusebade og ikke lade vandet løbe, mens man børster tænder, så selvfølgelig kan det lykkes.

Det handler om at skære ned på de områder i vores dagligdag, der udfordrer miljøet, og det vil være tragisk, hvis det er almindelig dovenskab eller fantasiløshed, der sætter en stopper for dette.

Vi kan imidlertid ikke nå klimamålene ved frivillighed alene, og her er det nødvendigt at politikerne kommer på banen. Meget tyder da også på, at det bliver en del af en fremtidig regerings politik, at vi skal nedsætte vores CO2-udslip med 70% inden 2030, og at vi skal have indført en klimalov.

Det vil sætte yderligere gang i udviklingen af klimavenlig teknologi, og det skal nok komme, hvis man sætter sig nogle klare bindende mål, og arbejder for disse, på samme måde som da daværende præsident J.F. Kennedy i 1960’erne satte det mål, at USA skulle sætte den første mand på månen inden årtiets udgang.