Midaldrende mænd og nye biler

Når man bestiller et stor glas fadøl for at skylle 1000 km’s motorvejskørsel på knap 10 timer ned, og oven i købet er kørt til München, forventer man at kunne få det i glas på mere end 0,3 l, men pyt. Det smager godt!

Årets sommertur er planlagt under temaet “En odyssé udi bedre tysk bilindustri i historisk perspektiv”, og dette vil bringe os til såvel München (BMW) som til Stuttgart (Mercedes og Porsche). Til formålet havde vi som tranportmiddel reserveret en BMW 320 Cabriolet for mere end et halvt år siden.

Dagen før afrejsen meddelte biludlejningsbureauet imidlertid, at de var udgået for automibler af denne type, hvorfor vi blev tilbudt en sprit ny VW EOS. Dette afstedkom en umiddelbar skuffelse, men da vi kom i hu, at EOS er navnet på den græske gudinde for morgenrøden (ikke sangforeningen), kunne det jo ikke gå helt galt.

Da vi på afrejsedagen mødte op hos biludlejeren, sank hjertet endnu en gang, da vi så den nye WV EOS køre bort med en ældre mand bag rattet. Hvad var nu det? Var der en POLO med soltag i udsigt?

Dette blev dog afklaret, da den flinke mand bag skranken kunne oplyse, at udlejningsbureauet havde fået en afbestilling på en BMW 330 d, cabriolet, aut., og at denne i stedet tilfaldt os.

Jubii, og afsted sydpå gik det. På vejen loggede vi en tophastighed på 221 km/t på gps’en. Desværre er motorvejen fyldt med langsomme snøbler, så gennemsnitshastigheden blev noget lavere. Det burde være ulovligt med den slags.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Vi er nu kommet til München, og er indlogeret på hotellet, hvor de barske kendsgerninger afslører, at man godt kan blive solskoldet i ansigtet af at køre i bil, når bilen ikke har noget tag på.

Det er i øvrigt utroligt, hvordan moderne biler er udstyret men alskens moderne teknik. Midt på instrumentbrædtet er placeret et mindre fjernsyn, der både kan navigere, spille musik, advare en, når man kommer for tæt på andre genstande, og mange andre ting, der endnu ikke er helt udforsket.

Største problem var det dog at låse døren, da vi ville forlade bilen efter ankomsten til hotellet, men nu er jo det nogle livserfarne herrer, der er på tur, så dette problem blev også løst, efter nogen tid.