Den tidligere SF’er Özlem Cekic har, siden hun forlod folketinget, brugt sin tid på at skabe dialog mellem forskellige modsætninger.
Som mange måske husker fra fjernsynet, inviterede hun de personer på dialogkaffe, der havde forfulgt hende på de på de sociale medier, havde kaldt hende de værste gloser, truet hende og ønsket at sende hende ”hjem”.
Vi har fulgt, hvordan hun gennem dialogen, om ikke har kunnet nå til enighed med disse personer, men så i hvert fald har formået skabe en hvis form for gensidig forståelse.
Som et tydeligt eksempel på hendes succes med dialog og forståelse nævnes ofte hendes relation til tidligere overrabbiner Bent Melchior, og hvordan en jøde og muslim kan finde sammen i gensidig respekt. Jeg har stor respekt for det arbejde Özlem laver og det mod, hun udviser i den forbindelse.
Senest har Özlem skrevet en lille historie vedrørende omskæring af drengebørn, og det er meningen, at historien skal indgå som undervisningsmateriale i folkeskolen. Hensigten med historien er uden tvivl, at skabe en forståelse for, at nogle drenges tissemænd ser anerledes ud end andres. Så er det op til de lærerne, at sætte historien i en pædagogisk sammenhæng.
Det er for mig at se helt i overensstemmelse med Özlems sympatiske dialogstil, og hun indgår ikke i nogen diskussion om, hvorvidt de forhold hun beskriver er rigtige eller forkerte set i en samfundsmæssig-, etisk-, kulturel- eller politisk kontekst, og denne manglende stillingtagen kan efter min opfattelse også være svagheden i hendes dialogarbejde.
I min optik er omskæring af små drenge imidlertid ikke et emne til en diskussion for eller imod.
Omskæring af små drenge er et fysisk overgreb, en legemsbeskadigelse, som ikke kan gøres til genstand for dialog og gensidig forståelse, og her går Özlem med sin historie galt i byen, idet hendes historie indirekte indeholder en accept af overgrebet.
Omskæring af drenge under 18 år skal forbydes. Når de har nået den alder, må det så være op til dem selv at bestemme, i hvilket omfang de vil klippes i huden forneden.