Dagen i dag har stået i ostens og 1. Verdenskrigs tegn. Vi har nemlig kørt det meste af la Route du Fromage startende i Gunsbach, hvor der er et mejeri med tilhørende museum, som vi selvfølgelig måtte besøge.
Vi fik en grundig fremvisning af, hvordan münsterosten produceres og smagsprøver på nylavet ost med kirsch og sukker. Det var lidt specielt.
Osten fremstilles af mælk fra køer af Vogeser-racen, som angiveligt leverer en mælk af meget høj kvalitet. Køerne græsser ude det meste af året, og særligt om foråret og efteråret giver vegetationens sammensætning en særlig smag til osten. Det bruges 20 kg. mælk til 1 kg. ost, og forarbejdningen foregår med håndkraft.
Selvfølgelig skulle vi have et stykke ost og nykærnet smør med derfra, og det ligger nu og i hotellets køleskab og venter på, at vi skal hjem.
Den meste ost produceres fra kooperativer i området, men der er også en del lokale bønder, der selv producerer deres ost, og det er disse små produktionssteder, som man passerer på ruten.
På vores videre færd gjorde vi holdt ved et supermarked, hvor der blev købt ind til frokost. Store kogte rejer til Jette og postej samt en meget lækker røget leverpølse. Dertil en ½ flaske gewürztraminer. Så var det bare at finde et sted og indtage lækkerierne, og det var ikke svært at finde. Ruten har nemlig flere små rastepladser med fin udsigt.
Til frokost havde vi også købt et lille stykke münsterost, som vi skulle smage, og det smagte ganske godt, om end det ikke var helt modent og cremet, som jeg bedst kan lide det.
Turen fortsatte over Vogeserne til le Linge, der viste sig at være en af slagmarkerne fra 1. Verdenskrig.
Alsace har gennem tiden været skiftevis tysk og fransk, og, efter at have besejret danskerne i 1864 kastede Bismarck sig over Alsace, der herefter var tysk til efter 1. verdenskrig.
I 1915 iværksatte de franske styrker et angreb mod tyskerne, for at kæmpe Alsace tilbage, men som ved resten af fronten frøs frontlinjen mere eller mindre fast, og der udkæmpedes mange slag, med ufatteligt mange ofre.
La Linge var et af disse frontafsnit, hvor der endnu den dag i dag er bevaret skyttegrave og stillinger, hvor kampene har bølget frem og tilbage. Hvide kors i området viser, hvor der helt op til vore dage, er fundet rester af soldater.
 |
 |
 |
 |
 |
| På det lokale museum udstilles forskellige våben, granater samt andre effekter fra den tid, og i glasmontre er opstillet figurer i mandsstørrelse, der viser både franske og tyske soldaters dagligdag i skyttegravene. En model i miniformat viser skyttegravene ved Le Linge, der er er et landskab uden bevoksning – alt er brændt ned – og med pigtrådshegn, der omgiver skyttegravene. |
Ruten bragte herefter os og en samling gamle mænd på racercykler videre mod skisportsstedet Col de la Schlucht, der i 2009 var en del af trettende etape af Tour de France, der gik fra Vittel til Colmar. Ruten var 200 km lang, og stigningen ved Col de la Schlucht var registreret som en kategori 2 stigning.
På grund af lidt gps-forvirring blev vi efter Col de la Schlucht sendt tilbage af samme vej, som vi kom derop, men det var utvivlsom den korteste vej til Colmar, så sådan blev det, havde gps’en bestemt.
Aftensmaden blev indtaget i La Petite Venise, der er en del af Colmar, hvor husene er bygget helt ud til floden La Laucht. Menuen stod på flammkuchen, der er en lokal variant af en pizza med creme fraiche i stedet for ost, og dertil selvfølgelig en lille flaske gewürztraminer.
