Så blev det sidste hele dag i Venedig, og denne dag skulle bruges på kunst. Vi havde besluttet at besøge Peggy Gouggenheimmuseet, – et museum fyldt med de kendte 19. hundretalskunstnere.

På turen derud oplevede i nok en gang den kendeste seværdighed, nemlig at fra vild. I stedet for at gå til venstre ned til museet, gik vi til højre og ud til , men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi fik en dejlig vandretur rundt om og udsigt ind til Markuspladsen, hvor vi havde været i går.

At vandstanden har betydning, fik vi også selv syn for. Det blæste bare en lille smule, og bare det pressede vandet op på fortorvene. Man må frygte alvorligt for byen, hvis vandstanden stiger yderligere.

Selve museet besår af grundetagen af en bygning fra 1800-tallet, som skulle have været et imponerende palads på 5 etager beklædt med marmor og søjler. Normalt når man langs kanalen havde bygget grundetagen, lod man den så nogle år for at se, om grunden kunne holde, og kunne den det fortsatte byggeriet, men uvist af hvilke årsager, blev paladsbyggeriet aldrig færdiggjort, og udgør i dag kun den første etage, der huser museet.

Er man til Picasso, Max Ernst, Kandinsky, Miró, Magritte, Dali m. fl. er museet, og den historie, der knytter sig hertil, en lækkerbisken, og a’ propos fik vi en lækkerbisken i cafeen i form af en clubsandwich, en tunrulle og et stort glas hvidvin.

Mætte i hovederne af kunstindtryk gik turen tilbage til hotellet og en tiltrængt middagslur, og forbavsende som tiden går hurtigt.

Italiensk turistmad er ikke det mest spændende i flere dage, så vi besluttede i steder at gå på en lokal fiskerestaurant, der reklamerer med, at de dagligt får frisk fik fra markedet, vi besøgte i går, og det lød jo godt. Det var det også, omend sværdfisken havde fået for meget og var tør, og så savnede vi sauce, fx en hollandaise eller en med capers.

Tilbage på hotellet var det tid til at pakke og gøre klar til morgendagens hjemrejse.