Vi kører ikke med klatten

Udtrykket “at køre med klatten” har fået et helt nyt perspektiv efter dagens oplevelser. Det viser sig nemlig, at majoritetsaktionæren i BMW hedder Susanne Klatten.

Nå, men som det nok er svært at skjule, begav vi os i morges i skinnende sol til BMW Welt und Museum, der ligger ved den olympiske by.

Vi var tidligt på færde, så vi fik som små drenge lov at sidde i de store flotte køretøjer, og man kan vel nok finde én BMW, der kan passe.

Museet var en gennemgang af de mange produkter BMW har produceret gennem årene startende med de oprindelige flymotorer, der efter første verdenskrig blev erstattet med først motorcykler og biler, som vi kender det i dag.

Det er tydeligt, at BMW tænker i kvalitet, køreglæde og suveræne motorer, men dagen i dag afslørede nu ikke overlegne visioner omkring fremtidens bil, hverken omkring energi, sikkerhed og komfort. Det bliver spændende at se, om de andre bilfabrikker tænker på samme måde.

Bo har på hele turen følt en ubændig trang til at beskytte sin sarte hals mod de kølige alpevinde, så han købte et silketørklæde, som han dog klogeligt undlod at iklæde sig, da vi senere på dagen stødte ind i et stort anlagt homoarrangement foran byens rådhus.

Efter besøget hos BMW trodsede vi middagsheden og begav os over til den olympiske by. Et fantastisk bygningsværk, der ligger i et dejligt grønt området. De bygningsmæssige faciliteter er, som de fleste nok kender, gigantiske glastelte, der holdes oppe at store stålsøjler og kæmpe barduner, der er godt forankret i jorden. Et spændende byggeri, der indeholder både det olympiske stadion, den olympiske hal og svømmehal, og ved siden af disse futuristiske bygningsværker, rejser der sig et fjernsynstårn på mere end 200 meter, som vi selvfølgelig måtte op i.
Eftermiddagen forløb i den gamle del af byen, og foran det nyere rådhus var der stor festival med optræden, ølsalg mm. Halvvejs inde i en fadøl gik det op for os, at det var afslutningen på en uges festival for lesbiske, bøsser og transseksuelle, og et hurtigt blik på de omkringstående kunne til fulde bekræfte dette. Kvinder med fuldskæg, mænd i latextøj og en sangerinde med mandeben skabte en særlig stemning.

Resten af dagen gik med en rundtur på gågaderne og en pizza til aftensmad.