I Frankrig er der mange ”router”. I går kørte vi ad osteruten og i dag var det tid til vinruten, eller i hvert fald en del af den.

Vinruten strækker sig fra Thann i syd til Marlenheim i nord med op til 100 små byer liggende som perler på en snor imellem.

Vi tilstødte ruten ved Ingersheim og kørte gennem 20 af byerne til Chatenois, og i morgen, når turen går til Strasbourg, regner vi med at komme igennem nogle flere.

Med sol og 26 grader, var forudsætningerne for en god tur absolut til stede. Det første stop på ruten var Kientzheim, hvor vi besøgte museet for alsacisk vin. Det handlede primært om den historiske udvikling i vinproduktionen, og det var ganske interessant at se, hvor møjsommelig og mandskabskrævende vinproduktionen var i de forrige århundreder.

I alle byerne på ruten er der indtil flere vinudsalg fra gårdene i nærheden, og Kientzheim var ingen undtagelse. Lige ved siden af museet lå et stort vinhus, og ved siden af dette lå et vinudsalg nærmest i en lade. Her sad en gammel mand, som klogelig tilbød smagsprøver og på et uforståeligt tysk fortalte om vinenes lyksaligheder, så det endte selvfølgelig med, at vi købte 3 flasker.

Herefter fortsatte vi til Riquewihr, som også er en smuk velbevaret by med gamle huse, men som flere af de andre byer også lidt af en turistfælde, og der var mange, der gik i fælden. Butikkerne sælger præcis de samme varer, og restauranterne serverer de samme specialiteter, men hvis man søger, er det dog også muligt at finde mere autentiske steder.

Næste stop var Ribeauville, som jeg tidligere har besøgt, men byen er absolut en genvisit værd. Vi ankom i frokostpausen, så mange af forretningerne var middagslukket, og så måtte vi jo også have lidt at spise. Det blev til en cæsarsalat med sauerkraut og en grøn salat med røget andebryst. Enkelt og ok, om end krauten var temmelig malplaceret.

Vi fandt endnu et vinhus, hvor fru Schneider serverede smagsprøver, og selvfølgelig kom der også her gang i vinimporten. Hun havde to særlige vine opkaldt efter hendes to børnebørn Yann og Leo, og de kom ligeledes på importlisten – vinen altså.

Efter Ribeauville fortsatte gennem yderligere nogle vinbyer, inden vi sidst på eftermiddagen endelig vendte køleren mod Colmar.

Velankommet til Colmar besøgte vi et vinhus Martin Jund beliggende midt i byen, hvor man netop havde hentet druerne på markerne uden for byen, presset dem og nu hældt saften på tanke. Selvfølgelig tager vi nogle flasker økologisk vin med derfra.

Aftenen sluttede med manér på Sezanne, som jeg har læst godt om. Det er ikke en egentlig restaurant, men en bistro på etagen over en delikatesseforretning, hvor delikatesserne serveres som retter. Jeg fik ikke overraskende fois gras af både and og gås med syltede blommer, krydret salt og ingefærbrød. Dertil en lidt sødlig gewürztraminer. Retten indeholdt således både elementer fra det fede, det sure, det salte og det søde, og var utrolig velkomponeret. Jette fik Omelet Corse, med krydderurter samt tynde skiver af lufttørret skinke, tørret vildsvinepølse og grøn salat som tilbehør.

Derefter delte vi en symfoni af franske oste, der alle var perfekt modnede og velsmagende. Dog ville lidt syltede frugter klæde osten godt.

Til dessert fik Jette en Cafe Gourmand, der bestod af en kop kaffe (jeg fortsatte med vinen) en mini creme bruleé, hvid chokolademousse med abrikosfrugt i bunden, samt mørk chokolade/nougat på ckokoladecrunchbund. Chokoladen var for voldsom for mig, men det satte Jette pris på, og resten var perfekt. Et dejligt måltid at afslutte tre dejlige dage i Colmar med.

Aftenen sluttede med et spektakulært syn, sort sol på alsacisk. På vejen tilbage til hotellet hørte vi voldsomt mange fugle og ved nærmere undersøgelse, viste det sig at være stære, der var samlet på en byggekran bag hotellet. De samledes forud for deres nattelogi, som må være nogle af majs- eller vinmarkerne uden for byen. Efter ca. et kvarter var de alle væk, og har sikkert, uden for vores øjesyn, opført deres fantastiske opvisning, som vi kender det fra tøndermarsken.