Bornholm rundt – Etape 1

Fremhævet

Det kan ikke være bedre. Sol, 10-15 grader og en frisk sydvestlig vind er de optimale forhold for en vandretur, og dermed også for min første etape i projektet ”Bornholm rundt”.

Turen går ad den gamle kyst/redningssti, der løber langs det meste af Bornholms kyst. Jeg har valgt at begynde turen hjemmefra i Svaneke og begive mig mod Nexø. En tur på godt 8 km, men hvilke kilometer.

Ved 9:30-tiden var det tid til afgang, for mig og min følgesvend Muffi, og vi begav os ned til selve kyststien lige syd for Svaneke fyr, og selvom det var en coronaramt søndag formiddag, var der alligevel en del både hundeluftere og motionister omkring Hullehavn.

Frenne

Langs Bornholms østkystkyst er en række små vige, der gennem tiderne er blevet brugt som små naturhavne, og allerede efter få hundrede meters vandren ved Frennemark, finder man de sparsomme rester af en stor landings- og handelsplads fra 13-1400-tallet, hvor der blev handlet med store fangster af sild, på samme måde, som vi kender det fra Skanør. Man skal kigge godt efter, hvis man vil se resterne at de op til 50 tomter, der var placeret her. Første gang vi gik her, fandt vi ikke noget, men ved dette genbesøg, kunne jeg se nogle få jordvolde, der har været fundamentet for de tomter, der har huset de mange handlende. Det meste er dog gået til grunde ved grusgravning.

Skanser

Kort efter ved Frenne Næs støder man på turens første skanse. Der er på Bornholm et utal af skanser, placeret strategiske steder på øen. Den danske konge havde ikke soldater placeret på Bornholm til at forsvare øen, så i stedet havde man en milits af lokale borgere, som havde pligt til at deltage i forsvaret af øen. Det skete primært fra skanserne, der hver var bemandet med et par kanoner. Strategien var at forhindre fjenden i at komme i land, da militsen var ikke stærk nok til at bekæmpe en invasion, når først de fjendtlige soldater var komet i land.

Årsdale

Efter er par kilometer i behageligt terræn toner fiskerlejet Årsdale frem. Der bor knap 400 mennesker i byen, men efter bopælspligten er ophørt i for de mindre bornholmske byer, bliver flere af husene efterhånden omdannet til sommerhuse.

Der har tidligere været op til 14 røgerier i Årsdale, men i min barndom var der kun tre silderøgerier tilbage. Der var Årsdale Røgeri, Hjorts Røgeri og Kowskys Røgeri. Vi handlede normalt hos Kowsky, Det var et røgeri, der røgede sild på den originale måde i en åben ovn, og røgeren der slukkede flammerne med en våd moppe. Røgeriet havde modtaget både Det Danske Gastronomiske Akademis pris og var optaget i den kulinariske guide ”Slow Food  dansk kulinarisk guide 2007-08”. På grund af myndighedernes krav til indretning, var det desværre ikke muligt for sønnen at fortsætte med røgeriet efter faderens død.

I dag er der så kun Årsdale Røgeri tilbage, og det er til salg. Røgeriet laver Bornholms bedste fiskefrikadeller.

Årsdale er nu nok mest kendt for den fantastisk velholdte hollandske mølle, der står ved landevejen, og så skal det da også lige nævnes, at Mikkeller har omdannet gamle fiskesalgsforening i byen til et øludskænknings- og spisested, der har åbent om sommeren.

Så blev det tid til et lille hvil og lidt at drikke. Muffi var nu ikke særlig tørstig, for han benytter enhver lejlighed til at komme i vandet, hvor maven skal køles og tørsten slukkes.

Fra Årsdale antager kyststien en lidt anden form, og bliver lidt mere uvejsom, men anstrengelserne belønnes med et flot botanisk skue, en sand blomstersymfoni. Hundreder, ja måske tusinder af den fredede orkidé gøgeurt blandet med gule mælkebøtter og et utal af andre blomster, som jeg ikke kender navnet på. Jeg har undladt at bringe et billede af dette, da fotoformatet ikke vil give oplevelsen den retfærdighed, som den fortjener, men en sjov træskulptur på ruten bliver der plads til i stedet.

Svenskehavn

Næste stop på vejen er Svenskehavn, der er en lidt større vig. Det er usikkert, hvorfor stedet har fået sit dette navn, men det kan skyldes, at svenske fiskere har brugt stedet som landingsplads for deres fangster. I begyndelsen af 1800-tallet skulle op til 7 danske fiskerbåde være hjemmehørende her.

Stenbrud – Prøjserværket

Syd for Svenskehavn ligger resterne af “Prøjserværket”, et stenbrud som en tyske bygmester i 1851 fik tilladelse til at etablere og udskibe fra kysten. Brydningen fortsatte med skiftende ejere frem til den store stormflod, der i 1872 raserede hele den bornholmske østkyst. Der er i dag kun skinnerne til afskibningsstedet tilbage. På billedet til højre ses konsekvenserne af stormfloden i Gudhjem, men også Svaneke blev hårdt ramt.

Malkværn

Malkværn er et skær, der ligger små 100 meter ude i havet. Navnet stammer fra lyden, når kraftige bølger ramte skæret. Så lød det som en malende kværn, og det lød så højt, at borgerne i Nexø ikke kunne sove om natten, når det var stormvejr. Derfor blev en del af skæret sprængt væk, så natteroen atter kunne sprede sig over byen. Malkværn er, som man måske kan se, et yndet sted for fulgene.

Malkværnskanse

Endnu en skanse ligger ved Malkværn, og ved denne skanse angreb den svenske flåde i 1645 nok en gang Bornholm. Det lykkedes at landsætte 500 soldater, der brændte Nexø ned. Den svenske flåde var under ledelse af admiral Carl Gustav Wrangel, der ville hævne, at nexøborgere året forinden havde opbragt et skib tilhørende admiralen.

Skansen blev forsvaret af nogle unge militsmænd fra Svaneke, men da de så den voldsomme overmagt flygtede de alle på nær én. Det var svanekeboen Albret Wolfsen, og han blev selvfølgelig dræbt. På ægte dansk manér blev der efterfølgende rejst en mindesten med inskriptionen ”Han stred for konge og måtte så ærligen dø”. Der er også en gade i Svaneke, der er opkaldt efter Albret Wolfsen.

Halleklippen

Halleklippen er Nexøs badested, også kaldet ”Sjølla” der på bornholmsk betyder skylle, altså at bade. Min far har fortalt, hvordan byens borgere i hans ungdom ”ciklede” herud om søndagen for at bade, og hvordan de havde et lille badehus, hvor man kunne klæde om og kunne opbevare sit tøj.

Også her findes skanser, der skulle forsvare Nexø fra nord.

Granit/sandsten

Jeg har til nu gået på den flotte røde svanekegranit, der er mere end 1,7 mia. år gammel, men ved en forkastning ved Halleklippen ændrer grunden sig til sandsten, der ”kun” er ca. 600 mio. år. Man kan således skræve over mange millioner år på dette sted. Denne sandsten har været brudt i mange år, og bl.a. obelisken i frihedsstøtten foran Hovedbanegården er lavet af nexø-sandsten. I Nexø ses også de flotteste gærder lavet i nexø-sandsten.

Stenbrudsgården

I 1754 gav kongen tilladelse til, at der kunne etableres et sandstenbrud lige nord for Nexø, og i forbindelse hermed anlagdes den smukke stenbrudsgård, som man passerer på højre side, når man kører ind til Nexø.

Også stenbruddet fik en fatal skæbne ved stormfloden i 1872, hvor det blev ødelagt. I dag er stenbrudssøen øens bedste put and take sø.

Afslutning

Vi overlevede 🙂

Den sidste del af turen fra stenbrudssøen indtil Nexø foregik langs et areal, der er opfyldt med tegl og murbrokker fra de huse, der blev bombet under det sovjetiske bombardement i maj 1945, herunder mine bedsteforældres huse.

Turen beskrives i vejviseren som let, men jeg skal ærligt indrømme, at strækningen fra Årsdale til Halleklippen flere steder var vanskelig at passere. Der skulle klatres i klipper, der skulle forceres højdemeter på stengrund, og flere steder måtte jeg gætte mig til, hvor stien fortsatte, men jeg og min tro følgesvend kom helskinnet frem til vores mål, hvor vi blev afhentet af min kjære hustru og kørt hjem til en velfortjent frokost.

En aften med Benny Andersson på Sofiero

Efter et års pause er Benny Andersson Orkester (BAO) igen taget på en sommerturné rundt om i Sverige. Med sig på turnéen har det tidligere ABBA-medlem sanger og charmerende krukke Tommy Körberg, som nogle måske husker fra musikalen Chess, og den pragtfulde refrainsangerinde Helen Sjöholm, som man fik gåsehud af at høre synge i den oscarnominerede Kay Pollack-film Som i Himlen.

Til at akkompagnere har Benny Andersson sammensat et orkester med 12 af Sveriges nok bedste musikere, der spiller med en enorm livsglæde og energi.

Vi oplevede BAO sammen med 7.000 andre tilskuere i slotshaven på Sofiero Slot lidt uden Helsingborg, og det er det var en herlig oplevelse. Der var klapstole, picnickurve, kølig rosévin i lange baner og en glad stemning blandt publikum, der aldersmæssigt var i livets anden halvdel.

Vi fandt først en nogenlunde plads, men efter lidt rekognoscering fandt vi ud af, at man kunne sidde længere fremme, hvis man købte alkohol på stedet frem for selv at medbringe det. Så det gjorde vi, og resterne af den medbragte rødvin blev ofret.

Helt oppe foran scenen var det er større indhegnet område, der til vores underen var ryddet for publikum, men da musikken begyndte at spille, blev pladsen forvandlet til et kæmpe dansegulv, og jeg skal da love for, at svenskerne kan lide at danse for dansegulvet, blev hurtigt fyldt.

Benny Andersson har sit musikalske hjerte i svensk spillemandsmusik, og en del af musikerne var fra Orsa Spelmän, en folkemusikgruppe som Benny Andersson var med til at etablere. Aftenens program var alligevel yderst varieret. Der var lokal folkemusik med violin og harmonika, som nogle af de dansende havde lidt svært at finde takten til. Der var klassisk musik, svingende jazzmusik, mexicanske ballader og naturligved en lille håndfuld ABBA-sange i folkparkudgave. Bedst af alt var dog, når de to sangere fortolkede musicalnumre og sang rock.

Stort set hele det musikalske spektrum blev fyld ud, og flere af de enkelte musikere fik hver især lejlighed til at præsentere deres kunnen. Trompetisten havde sågar sin teenagedatter med i et enkelt nummer til at supplere med det mexicanske blæserspil, og guitarristen gav en intens udgave af den napolitanske vise O Sole Mio.

Har man ikke oplevet den svenske folkparktradition, kan det absolut anbefales, især når der står BAO på plakaten.

Det hører også med til historien, at det var en lun sommeraften, som man kun har lyst til at tilbringe udendørs. En pragtfuld aften i det skånske.

Jordbær/brombærsyltetøj med lime og rom

Jeg kvier mig ved at betale over 40 kr. for et glas marmelade fra f.eks. Claus Meyer, selvom det er godt, og da det er meget nemt at lave selv, er det en disciplin jeg har kastet mig over.

Bærsæsonen nærmer sig, og så er det bare om at få samlet forskellige typer bær, der kan ibruges til marmelade. Jeg havde nogle brombær fra sidste år i fryseren, og Brugsen havde økologiske jordbær fra samme, og så var forudsætningerne næsten til stede for selv at komme i gang.

Opskrift

400 gr. jordbær

400 gr. brombær

500-800 gr. rørsukker (600 gr. rækker efter min smag)

1 økologisk lime (både revet skal og saft)

1 vaniljestang (både vaniljekorn og den tomme skal)

En sjat rom

2 teskefulde Rød Melatin

Du hælder det hele i en gryde i en gryde, som du lader stå et par timer. Så trækkes bærernes saft ud og blander sig med sukkeret, der bliver opløst.

Derefter sættes det hele over og koger ca. 8 minutter, hvorefter jeg blender massen, fordi jeg gider ikke sidde med de store bær på franskbrødet. Husk at pille vaniljestangen op inden der blendes! 🙂

Så tilsættes Rød Melatin, som er rørt op i lidt sukker, og efter yderligere et par minutters kogning slukkes for blusset, og der tilsættes et skvat rom efter smag.

Så er syltetøjet klar til at komme på glas, der forinden er blevet decinficeret i kogende vand eller med Atamon.

Jeg fik 4 glas fremragende hjemmelavet syltetøj, for samme pris, jeg skulle have betalt Claus Meyer for ét, og det gode ved sådan en opskrift er, at den kan varieres i et utal af varianter i forhold til smag og bærmuligheder, og så er det bare nemt.

# Me Too

 

Med #Me Too- kampagnen har et stort antal kvinder formået at sætte et vigtigt fokus på hverdagssexisme og seksuelle krænkelser, som mange kvinder oplever, og kampagnen viser, at der er et stort behov for at der bliver gjort op med disse forhold. Samtidig har man fået sat en debat i gang om grænserne mellem overgreb og legitim flirt. Om debatten så vil ændre på noget, kan man kun håbe på og se tiden an.

Det begyndte, da den amerikanske sanger og skuespiller Alyssa Milano lagde en besked ud på Twitter, hvor hun opfordrede alle, der har været udsat for sexchikane, til at tilkendegive det under #Me Too, og så eksploderede det. I løbet af 20 minutter havde 10.000 mennesker fulgt hendes opfordring, og efter tre dage var over 1,5 millioner mennesker med på tweedet, så det er helt sikkert et emne, som mange føler sig berørt af.

Men kampagnen rejser også alvorlige spørgsmål omkring retssikkerhed.

Det er et grundlæggende fundament i vores retssamfund, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, samt at den anklagede har nogle rettigheder, men dette sætter #Me Too sig ud over. En simpel beskyldning om seksuel chikane har omgående omfattende konsekvenser for den anklagede, der kan miste både arbejde og omdømme.

Et konkret eksempel herpå er den danske balletmester Peter Martins, der blev beskyldt for seksuel chikane af en danser, hvorefter han med øjeblikkelig virkning, blev frataget sit job og valgte at gå på pension.

En efterfølgende undersøgelse af forløbet viste imidlertid, at der ikke var fugls føde på denne sag, men Peter Martins er stemplet.

Et andet meget alvorligt problem er, at disse sanktioner overfor påståede krænkere i nogle tilfælde sker på baggrund af anonyme udsagn, som man ikke har nogen jordisk chance for at forholde sig konkret til.

Der er således i høj grad risiko for og eksempler på, at #Me Too-kampagnen også har udviklet sig til en folkedomstol, hvor den anklagede på forhånd er dømt, og fuldstændig uden almindelige rettigheder. Skal Me Too-kampagnen bevare sin troværdig og fortsat kunne sætte et troværdigt fokus på et meget vigtigt emne, er det nødvendigt, at man distancerer sig fra en personificering af de seksuelle overgreb, og overlader det til myndighederne at håndtere disse.

August Landmesser

Forsidebilledet her på siden er blevet udskiftet og erstattet med et billede af en masse mennesker, der ”heiler”, mens man lidt til højre for midten kan se en mand, der som den eneste står med armene over kors.

Det er August Landmesser. Han blev født i 1910 og voksede op i et Tyskland, der var stærkt præget af følgerne af 1. verdenskrig.

I takt med nazisternes fremmarch og for overhovedet at kunne få et arbejde meldte August sig i 1931 ind i nazistpartiet, og efterfølgende fik han arbejde på skibsværftet Blohm+Voss i Hamborg.

Værftet var en vigtig brik i den tyske rustningsindustri, hvor man bl.a. byggede slagskibet Bismarck og de ubåde, der skulle operere i Atlanten. Det er i forbindelse med søsætningen af et af disse skibe, billeder er taget.

I 1934 mødte han sit livs kærlighed Irma Eckler, der var jøde, og et år efter blev de forlovet.

Konsekvenserne af dette forhold udeblev ikke, og Landmesser blev straks ekskluderet fra partiet, og parrets planlagte giftermål blev afbrudt på grund af Nürnberglovene.

Parret fik deres første barn i 1935, og to år senere, da Irma igen var blevet gravid, forsøgte parret at flygte til Danmark. De blev imidlertid anholdt ved grænsen, og August blev på grund af Irmas graviditet sigtet og fundet skyldig i at have “vanæret sin race”. Han blev efter en appel frikendt på grund af manglede bevismateriale og slap med en advarsel.

Parret nægtede dog fortsat at skjule deres forhold, og i juli 1938 blev August igen anholdt, og denne gang blev han idømt 2,5 års fængsel for sin forbudte kærlighed.

Han så herefter aldrig sin hustru og sine børn igen. Irma blev anholdt af Gestapo og sendt til forskellige koncentrationslejre, hvor hun døde, mens de to døtre blev adskilt og voksede op hos forskellige plejefamilier.

I august 1941 blev August løsladt, og senere blev han indkaldt til den tyske hær, hvor han døde under kampe i Kroatien.

Når jeg har valgt dette billede, er det for at vise respekt for de mennesker, der trods udsigt til de værste repressalier står fast på deres overbevisning og deres kærlighed. Dette er særlig aktuelt i en tid, hvor nationalisme og fremmedhad igen bliver mere og mere fremtrædende.