12-meter regatta

Næstesidste morgen på krydstogtet. Vores destination er St. Maartens, der er en ø delt mellem Holland og Frankrig. Man går meget op i, at stranden er delt op i den ”pæne” hollandske del af stranden og nudiststranden, der selvfølgelig ligger i den franske del.

Hovedmålet med dagen var Americas Cup regatta med de originale 12 metere fra cuppen i 1987. Det drejer sig om den amerikanske Stars and Stribes og de to canadiske Canada II og True North. Dette er en oplevelse, som jeg virkelig har set frem til, og det var derfor lidt skuffende, da jeg til morgen åbnede vores terrassedør, og kunne konstatere, at det var blevet noget køligere, og at der var faretruende mørke skyer i horisonten.

Morgenmaden skulle dog først indtages på vores balkon. Der er et dejligt og varieret udbud af morgenmadsprodukter, der kan ramme enhver smag. Selv et dejligt glas koldt mælk er det muligt at få.

Da vi skulle i land klarede vejret op, og det blev igen lige så varmt, som på de øvrige dage og en frisk vind. Rigtig sejlbådsvejr.

Vi var i alt 48 der havde tilmeldt os dette arrangement, så alle 3 både var i aktion. Inden vi blev sejlet ud til bådene, blev vi inddelt i hold, tildelt en båd og en arbejdsopgaver. Jette og jeg kom på Stars and Stribes, og blev tildelt opgaven som primery grindere, sådan nogen som skal dreje hurtigt rundt på nogle håndtag, når fokken skal hales ind.


Vi sejlede lidt rundt og øvede os før starten, og vi fik en rigtig god start, men efter det første kryds havde skipper Morgan sat føringen over styr, så True North kom foran og holdt denne placering hele sejladsen igennem. Vi blev kun nr. 2, så skipper Morgan står til fyring 🙂

Det var en utroligt spændende oplevelse at sejle i den originale båd, med hvilken legendariske Dennis Connor i 1987 vandt Americas Cup tilbage til USA fra australierne.

Efter lidt shopping i 12 meter-butikken gik vi bagefter en rundtur på strandpromenaden og i gaderne bag. Vi fik en let frokost og fik downloadet nogle mails og kortvarigt hilst på Nynne via Face Time. Derimod lykkedes det hverken at sende mails eller beskeder.

Her er en vældig cruiseaktivitet. Samtidig med vores ankomst kom yderligere 3 krydstogtskibe, så turisterne fyldte hele landsskabet.

Vi havde bestilt bord i Normandie, der er en af skibets specialrestauranter, og fik bekræftet reservationen til kl. 20:30. Da vores bordkamerat John havde fødselsdag samme dag, besluttede vi at rykke tidspunktet frem til kl. 19:00, så vi kunne komme op og skåle til lykke med fødselaren. Et eller andet sted i kommunikationen mellem inspektøren i restauranten og fruen var det blevet til, at det var mig, der havde fødselsdag, og da vi stop mætte skulle til at rejse os fra bordet, kom tjeneren med en lille opmærksomhed fra restauranten, en chokoladekage med lys og ”Happy Birthday” skrevet på. Så var det bare om at bede om et nyt glas portvin og spise videre.

Ellers stod den på hummer, først som bisque og dernæst som stegt. Det smagte pragtfuld. Til dessert valgte Jette osten, mens jeg afstod af frygt for, at det var de gummioste der ellers serveres, som vi ville præsenteret for. Men det var det ikke. Frit valg mellem flere franske ost, der alle havde den rette konsistens og temperatur. Jeg var godt nok misundelig, selv om der intet var at udsætte på min kaffeflødeis med Valrhona chokoladekage.

Som afslutning på aftenen fik vi sagt til lykke til John og sunget fødselsdagssang, mens han pustede lysene ud på chokoladekagen med ”Happy Birthday” skrevet på, og endelig måtte vi tage afsked med nogle meget hyggelige mennesker.

St. John, Antigua

Det var en flot indsejling til St. John, den største by på øen Antigua. Selve byen valgte vi dog hurtigt at overstå. Den minder meget om de tidligere byer, vi har været i, dog lidt mere kompakt og intens.

Vi valgte i stedet at tage en lokal bus til Nelsons Dockyard, der er et historisk område, der blev påbegyndt bygget i starten af 1700-tallet, og som man er i gang med at restaurere. Der var her admiral Nelson holdt til med sin flåde, da han skulle beskytte de britiske interesser i området, og man har gjort en del ud af at bygge museum og istandsætte de gamle bygninger. En lord Nelson rumpunch gjorde det heller ikke ringere.

En lokal mand fortalte, at det er lidt koldt på øerne for øjeblikket, Han havde derfor tykke sko og undertrøje på, mens vi andre svedte tran.

Nelsons Dockyard er samtidig en stor yachthavn, med både der koster flercifrede millionbeløb. Der er åbenbart en del bådejere, der sender deres yachter hertil for at blive vedligeholdt, men havnen havde også besøg at sejlere fra Europa, der havde krydset Atlanten.

Busturen derud var en oplevelse i sig selv, og kan varmt anbefales i stedet for en taxitur. For det første er bussen det lokale transportmiddelmed en hyggelig og involverende stemning, og for det andet koster en billet 1,5 dollars pr. person mod 35 dollars for en taxi. Bussen kan kun køre i to hastigheder, enten meget hurtigt eller også meget langsomt.

Tilbage i St. John valgte vi at spise på en lokal restaurant ”Hemmingway”, der er en god cajunrestaurant beliggende i en bygning fra 1829, og hvor man kan sidde og spise på førstesals verandaen og føle sig hensat til tidligere tider. Vi fik dejlig fiskesuppe/fisketallerken og kan i øvrigt undre os over, at man ikke på skibet har et middagstema omkring Caribien med cajunfood i alle afskygninger.

Det er ikke billigt at spise på restaurant her, for til priserne, der ellers virker ok, skal der lægges lokal skat og drikkepenge, og så løber det op.

Vi har nu i flere havne oplevet turkatamaraner kommer hjem efter en strand og snorkeltur, og det er sjovt at se, hvordan gæsterne har delt sig i to grupper. Festaberne i den ene ende råbende, syngende og dansende tydelig vis meget berusede, og så den anden gruppe gæster, der sidder og hygger sig for sig selv. Disse ture virker som tidligere tiders grisefester på Mallorca.

Dernæst afslapning og fitness for fruen, indtil vi skulle til aftenens show i det store teater. Det var et typisk show med dans, sang og så et helt fantastisk luftakrobatiknummer. Jeg er normalt ikke til den slags shows, men jeg må blankt indrømme, at det var flot og de optrædende sang godt.

På vej til restauranten kigge vi på en mulig fødselsdagsgave til om 8 måneder.

Aftensmaden var igen en blandet fornøjelse. Gode forretter og desserter, men hovedretten var ikke noget at råbe hurra for. Til forret fik jeg anderillette og den var næsten lige så god som min egen, mens Jette fik Crabcake. Den var Jette ikke så begejstret for, men jeg synes nu den var god.

Til hovedret fik jeg cajunkrydret fisk (arten findes ikke i vores ordbog). Selvfølgelig var fisken tør, ingen sovs til at kompencere herfor og værst af alt, så var den på ingen måde cajunkrydret. Tilbehøret var ris, kogte brune bønner mv. Jette fik braiseret okserib med polenta tilsmagt med trøfter og hertil var der sauce. Retten faldt dog ikke i henes smag. Den var for sød og rodet, og polentaen var kedelig.

Så måtte jeg glæde mig til desserten, hvor jeg valgte dagens specialitet grand maniersoufflé med vaniljecreme, og den var rigtig god, om end grand manieen ikke kunne smages.

Og fødselsdagsgaven? Ja, mere herom senere.

St. Lucia

St. Lucia, – den anden caribiske ø på vores tur. Sen morgenmad og derefter gik vi ind til byen. Jeg tror, at taxierhvervet er det største erhverv på denne ø ligesom på Barbados. Vi fik de første 100 tilbud om taxiture til stranden eller rundtur på øen og alle til halv pris. Vi takkede pænt nej hver gang.

Hovedbyen Pastries er en lidt spektakulær oplevelse, med et utal af små boder, hvorfra der sælges alt fra souvenirs til frugt, krydderier og tøj. Man kan undre sig over, hvordan nogen kan leve af dette, men det kan de måske heller ikke.

Barbados


Så kom vi til den østligste af de caribiske øer Barbados. Morgenmaden blev indtaget på kahyttens balkon i dejlig morgensol, og kl. 9:30 var vi at finde ved skibets landterminal for at komme på dagens udflugt, en tur i undervandsbåd. Ens bus transporterede os til udskibningsstedet, hvorfra vi blev sejlet ud til Atlantis 15.

Atlantis 15 har plads til 48 personer og 3 besætningsmedlemmer. Ubåden er 65 fod lang og vejer 80 tons. 13 store koøjer på hver side sikrer et godt udsyn, der er aircondition og trykket er det samme som ved havoverfladen på hele turen. Alt udstyr er dubleret, og sikkerheden i virker som at være i top.

Nede i ubåden sad vi på en lang række og havde et godt udsyn. Båden var kun ca. halvt fuld, så vi havde god bevægelsesmulighed, og man glemte hurtigt, at vi befandt os et godt stykke under havets overflade. Havskildpadder så vi ingen af, men et utal af fisk i alle størrelser og farver, koraller, og vi kom tæt på et af de mange hundrede skibsvrag, der ligger langs Barbados’ kyst.

Vi havde læst, at farverne bliver filteret fra, jo dybere man kommer ned under havoverfladen, og ganske rigtigt. Efter et stykke tid forsvandt den røde farve, og Jettes røde kamera havde skiftet farve til sort. Tilsvarende skiftede vores tøj farver, jo dybere, vi kom ned. Vores ”bundrekord” blev 148 fod eller omkring 50 under havets overflade, hvilket vi fik et flot diplom på.

Efter turen til havets dyb tog vi ind til centrum af Bridgetown, hvor vi fandt caféen Waterfront, der serverede os kolde øl og cajunkrydrede kæmperejer. Den lokale øl var tynd og ikke særlig velsmagende i modsætning til maden.

På cafeen skulle der være gratis wifi, med servitricen var i tvivl om det virkede, og vi kunne bekræfte, at det gjorde det ikke. Stedet er et spillested om aftenen, hvor det lyttes til alt fra jazz til lokale steelbands. Regningen for vores fortæring var en af de mærkeligste, jeg til dato har set. 1 dollar til Frelsens Hær, 2 burgere (vi fik rejer) 3 øl og ost (vi fik 4 øl), men beløbet passede.

Med opladede batterier gik vi en tur ned ad Broad Street, hvor de velassorterede varehuse, bankerne og diamanthandlerne, vi tidligere havde hørt om, lå placeret. Vi skyndte os ned af de små sidegader, hvor der var et mylder af småhandlende, og jeg tror man kan købe alt her. De eneste hvide mennesker vi så her var turister fra Summit, der ligsom os havde forvildet sig herind. Den indre by lignede på mange en mindre by i sydeuropa, og besøget her var ikke sig selv en aha-oplevelse, men gav en god fornemmelse af livet på øen. Samtidig kan man virkelig føle, hvor privilegerede vi egentligt er.

Resten af øen skulle derimod være fantastisk, og flere af de gengangere vi talte med, tog til direkte til en af strandene, som de roste meget.

Vi gik tilbage til skibet, og der var en velsignelse at blive modtaget på kajen af en purser, der udleverede kolde vaskeklude og frugtpunch.

Det blev til en middagslur inden afsejlingen, og Jette skulle selvfølgelig bagefter en tur til fitness.

Et par martinier og vi var klar til aftensmaden, der i dag var lavet over temaet vindermenuer fra tv-konkurrencen Top Chef.

Jeg lagde dog ud med en forret fra standardmenuen nemlig snegle i hvidløgssmør, der bare smagte rigtig godt. Til hovedret valgte jeg kylling i timian, stegt kål og med lidt stegte løg samt ostegratinerede små spaghettier. Desserten var jordbær i flødecreme med en rød lakridssorbet.

Jette fik kammuslinger skåret i tynde skiver med forskelligt

Det hele smagte super godt, og var samlet set det bedste aftensmål til nu på turen.

På havet

Efter en god nats søvn vågnede vi op til den første dag på havet. Turen går til Barbados, hvortil vi ankommer mandag morgen, så vi har en hel dag på skibet.

Morgenen startede med en stor oplevelse fra vores balkon. Vi så hvaler. Først halen af en stor hval, der var svømmet tæt forbi skibet, og lidt senere så vi 3-4 hvaler komme svømmende imod os. De lå primært i overfladen, og man kunne tydeligt se deres blås. Senere så jeg en flyvefisk flyve over bølgerne 2-3 gange.

Efter denne oplevelse var det tid til morgenmad. Eggs Benedict til mig og en liter kaffe til fruen.

Dagens første arrangement var en præsentation at de forskellige udflugtsmuligheder de kommende dage, og vi besluttede os for en tur med undervandsbåden Atlantis på Barbados.

Bagefter var der en præsentation af shoppingmulighederne i de havne, vi skal besøge. Det var nok den værste oplevelse jeg har haft til nu. Det startede med, at den hurtigsnakkende værtinde smed plastikringe ud til publikum, der hovedsagelig bestod af kvinder, der havde slæbt deres stakkels ægtefælle med. Kvinderne kastede sig over plastikket, som var det det pure guld. Jette fik tilkæmpet sig 3 stykker plastik, og var vældigt tilfreds.

Så skulle vi råbe og klappe, og de mest eksalterede blev belønnet med en gave, som værtingen kastede ud til den heldige. Selve præsentationen var én lang forherligelse af diamanter og ure, og hvor billligt man kan købe dem i bestemte forretninger. På et tidspunkt kastede værtingen en bambushalskæde ud blandt publikum, og efter en hidsig infight med naboen, lykkedes det Jette at bemægtige sig trofæet. Arrangementet sluttede med en lodtrækning, hvor værtinden trak et lod blandt de navnesedler, vi hver især havde udfyldt. Vinderen blev Edward, den fede fyldebøtte fra poolen, der til Jettes store fortrydelse havde snydt ved at lægge en hel håndfuld lodder i posen.

Til frokost sad vi sammen med et amerikansk par, der ligeledes havde oplevet salgsarrangementer, og konen kunne fortælle, at hendes mand var faldet i søvn under showet, og havde snorket højlydt. Jeg misunder ham.

Efter frokost skulle fruen absolut i fitnesscenter, så jeg kunne få en lille en på øjet. Vejret i dag har været noget omskifteligt med sol, skyer og regnbyger. Godt det var vores dag på havet.

Vi har til rejsen fået en drinkpakke, hvor man kan få vand, øl og drinks op til en vis pris, men stort set alle interessante drikkevarer koster mere, end hvad der er indeholdt vores pakke, så vi har måttet tilkøbe en større pakke. Men så kan Jette også få mojito, og vi kan få bedre vine til måltiderne og diverse specialkaffe.

Drinkpakken skulle selvfølgelig indvies, men det var ved at få fatale konsekvenser. Jette lagde for med en drink bestående af gin, vermouth og olivenjuice. Olivenjuicen slog benene væk under hende, og hun var tæt på at blive afholdsmand for altid, men en pause og en kop kaffe bragte hende på nye tanker, perspektivet taget i betragtning. Der er dog lagt op til en længere olivenpause.

Middagen var ”formel”, så det var frem med jakkesæt og kjole. En hyggelig aften med canadierne. Waliserne spiste på en anden restaurant. Min middag bød på frølår, tournedos og frugter i filudej. Især filudejen var god, men samlet set heller ikke mere.

Jette fik laksetatar og scampi i linguinni. Gode vine dertil. Godt vi blev drinksopgraderet.

Jeg er dog lidt skuffet over niveauet på middagsmaden, men de øvrige passagerer ser ud til af være vældig tilfredse.

Til aften havde vores steward pyntet op med en lille håndklædeopsætning.