Bornholm rundt – Etape 1

Fremhævet

Det kan ikke være bedre. Sol, 10-15 grader og en frisk sydvestlig vind er de optimale forhold for en vandretur, og dermed også for min første etape i projektet ”Bornholm rundt”.

Turen går ad den gamle kyst/redningssti, der løber langs det meste af Bornholms kyst. Jeg har valgt at begynde turen hjemmefra i Svaneke og begive mig mod Nexø. En tur på godt 8 km, men hvilke kilometer.

Ved 9:30-tiden var det tid til afgang, for mig og min følgesvend Muffi, og vi begav os ned til selve kyststien lige syd for Svaneke fyr, og selvom det var en coronaramt søndag formiddag, var der alligevel en del både hundeluftere og motionister omkring Hullehavn.

Frenne

Langs Bornholms østkystkyst er en række små vige, der gennem tiderne er blevet brugt som små naturhavne, og allerede efter få hundrede meters vandren ved Frennemark, finder man de sparsomme rester af en stor landings- og handelsplads fra 13-1400-tallet, hvor der blev handlet med store fangster af sild, på samme måde, som vi kender det fra Skanør. Man skal kigge godt efter, hvis man vil se resterne at de op til 50 tomter, der var placeret her. Første gang vi gik her, fandt vi ikke noget, men ved dette genbesøg, kunne jeg se nogle få jordvolde, der har været fundamentet for de tomter, der har huset de mange handlende. Det meste er dog gået til grunde ved grusgravning.

Skanser

Kort efter ved Frenne Næs støder man på turens første skanse. Der er på Bornholm et utal af skanser, placeret strategiske steder på øen. Den danske konge havde ikke soldater placeret på Bornholm til at forsvare øen, så i stedet havde man en milits af lokale borgere, som havde pligt til at deltage i forsvaret af øen. Det skete primært fra skanserne, der hver var bemandet med et par kanoner. Strategien var at forhindre fjenden i at komme i land, da militsen var ikke stærk nok til at bekæmpe en invasion, når først de fjendtlige soldater var komet i land.

Årsdale

Efter er par kilometer i behageligt terræn toner fiskerlejet Årsdale frem. Der bor knap 400 mennesker i byen, men efter bopælspligten er ophørt i for de mindre bornholmske byer, bliver flere af husene efterhånden omdannet til sommerhuse.

Der har tidligere været op til 14 røgerier i Årsdale, men i min barndom var der kun tre silderøgerier tilbage. Der var Årsdale Røgeri, Hjorts Røgeri og Kowskys Røgeri. Vi handlede normalt hos Kowsky, Det var et røgeri, der røgede sild på den originale måde i en åben ovn, og røgeren der slukkede flammerne med en våd moppe. Røgeriet havde modtaget både Det Danske Gastronomiske Akademis pris og var optaget i den kulinariske guide ”Slow Food  dansk kulinarisk guide 2007-08”. På grund af myndighedernes krav til indretning, var det desværre ikke muligt for sønnen at fortsætte med røgeriet efter faderens død.

I dag er der så kun Årsdale Røgeri tilbage, og det er til salg. Røgeriet laver Bornholms bedste fiskefrikadeller.

Årsdale er nu nok mest kendt for den fantastisk velholdte hollandske mølle, der står ved landevejen, og så skal det da også lige nævnes, at Mikkeller har omdannet gamle fiskesalgsforening i byen til et øludskænknings- og spisested, der har åbent om sommeren.

Så blev det tid til et lille hvil og lidt at drikke. Muffi var nu ikke særlig tørstig, for han benytter enhver lejlighed til at komme i vandet, hvor maven skal køles og tørsten slukkes.

Fra Årsdale antager kyststien en lidt anden form, og bliver lidt mere uvejsom, men anstrengelserne belønnes med et flot botanisk skue, en sand blomstersymfoni. Hundreder, ja måske tusinder af den fredede orkidé gøgeurt blandet med gule mælkebøtter og et utal af andre blomster, som jeg ikke kender navnet på. Jeg har undladt at bringe et billede af dette, da fotoformatet ikke vil give oplevelsen den retfærdighed, som den fortjener, men en sjov træskulptur på ruten bliver der plads til i stedet.

Svenskehavn

Næste stop på vejen er Svenskehavn, der er en lidt større vig. Det er usikkert, hvorfor stedet har fået sit dette navn, men det kan skyldes, at svenske fiskere har brugt stedet som landingsplads for deres fangster. I begyndelsen af 1800-tallet skulle op til 7 danske fiskerbåde være hjemmehørende her.

Stenbrud – Prøjserværket

Syd for Svenskehavn ligger resterne af “Prøjserværket”, et stenbrud som en tyske bygmester i 1851 fik tilladelse til at etablere og udskibe fra kysten. Brydningen fortsatte med skiftende ejere frem til den store stormflod, der i 1872 raserede hele den bornholmske østkyst. Der er i dag kun skinnerne til afskibningsstedet tilbage. På billedet til højre ses konsekvenserne af stormfloden i Gudhjem, men også Svaneke blev hårdt ramt.

Malkværn

Malkværn er et skær, der ligger små 100 meter ude i havet. Navnet stammer fra lyden, når kraftige bølger ramte skæret. Så lød det som en malende kværn, og det lød så højt, at borgerne i Nexø ikke kunne sove om natten, når det var stormvejr. Derfor blev en del af skæret sprængt væk, så natteroen atter kunne sprede sig over byen. Malkværn er, som man måske kan se, et yndet sted for fulgene.

Malkværnskanse

Endnu en skanse ligger ved Malkværn, og ved denne skanse angreb den svenske flåde i 1645 nok en gang Bornholm. Det lykkedes at landsætte 500 soldater, der brændte Nexø ned. Den svenske flåde var under ledelse af admiral Carl Gustav Wrangel, der ville hævne, at nexøborgere året forinden havde opbragt et skib tilhørende admiralen.

Skansen blev forsvaret af nogle unge militsmænd fra Svaneke, men da de så den voldsomme overmagt flygtede de alle på nær én. Det var svanekeboen Albret Wolfsen, og han blev selvfølgelig dræbt. På ægte dansk manér blev der efterfølgende rejst en mindesten med inskriptionen ”Han stred for konge og måtte så ærligen dø”. Der er også en gade i Svaneke, der er opkaldt efter Albret Wolfsen.

Halleklippen

Halleklippen er Nexøs badested, også kaldet ”Sjølla” der på bornholmsk betyder skylle, altså at bade. Min far har fortalt, hvordan byens borgere i hans ungdom ”ciklede” herud om søndagen for at bade, og hvordan de havde et lille badehus, hvor man kunne klæde om og kunne opbevare sit tøj.

Også her findes skanser, der skulle forsvare Nexø fra nord.

Granit/sandsten

Jeg har til nu gået på den flotte røde svanekegranit, der er mere end 1,7 mia. år gammel, men ved en forkastning ved Halleklippen ændrer grunden sig til sandsten, der ”kun” er ca. 600 mio. år. Man kan således skræve over mange millioner år på dette sted. Denne sandsten har været brudt i mange år, og bl.a. obelisken i frihedsstøtten foran Hovedbanegården er lavet af nexø-sandsten. I Nexø ses også de flotteste gærder lavet i nexø-sandsten.

Stenbrudsgården

I 1754 gav kongen tilladelse til, at der kunne etableres et sandstenbrud lige nord for Nexø, og i forbindelse hermed anlagdes den smukke stenbrudsgård, som man passerer på højre side, når man kører ind til Nexø.

Også stenbruddet fik en fatal skæbne ved stormfloden i 1872, hvor det blev ødelagt. I dag er stenbrudssøen øens bedste put and take sø.

Afslutning

Vi overlevede 🙂

Den sidste del af turen fra stenbrudssøen indtil Nexø foregik langs et areal, der er opfyldt med tegl og murbrokker fra de huse, der blev bombet under det sovjetiske bombardement i maj 1945, herunder mine bedsteforældres huse.

Turen beskrives i vejviseren som let, men jeg skal ærligt indrømme, at strækningen fra Årsdale til Halleklippen flere steder var vanskelig at passere. Der skulle klatres i klipper, der skulle forceres højdemeter på stengrund, og flere steder måtte jeg gætte mig til, hvor stien fortsatte, men jeg og min tro følgesvend kom helskinnet frem til vores mål, hvor vi blev afhentet af min kjære hustru og kørt hjem til en velfortjent frokost.

Ikke hele Danmark blev frit

På tirsdag er det 70 års siden, at Danmark blev befriet fra 5 års tysk besættelse – sådan da. For det var nemlig ikke hele Danmark, der blev befriet. For min familie på Bornholm kom befrielsen først et lille år senere, nærmere bestemt den 5. april 1946.

Dette faktum er desværre et temmelig overset kapitel i den danske verdenskrigshistorie, og kun de færreste danskere ved i dag, hvad der overgik den bornholmske befolkning i årene 1945 og 1946.

Med befrielsen havde de tyske soldater i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark overgivet sig til de engelske styrker, og dette blev i sagens natur fejret over hele landet. Den del af historien er alment kendt.

På Bornholm fejrede man også frihedsbudskabet og afventede, at den tyske kommandant Gerhard von Kamptz på vegne af de tyske tropper skulle overgive sig. Overgivelsen skulle i henhold til fredsbetingelserne ske til de engelske styrker, men da Bornholm lå langt bag de sovjetiske linjer og blev brugt som et vigtigt opsamlingssted fra flygtende soldater og civile fra Østprøjsen, skulle det vise sig at blive sværere end som så.

Den bornholmske amtmand P. Chr. von Stemann forsøgte i timer og dage efter den tyske kapitulation forgæves, at få den nydannede danske regering i tale, så den kunne lægge pres på englænderne, for at sende en militærrepræsentant til øen, for at modtage kapitulationen. På grund af manglende initiativ hos ledelsen for de allierede styrker skete det dog ikke, og tyskerne nægtede at overgive sig til de sovjetiske styrker.

Min far og hans bror var dengang med i den lokale modstandsbevægelse i Nexø, og de beretter, hvordan der den 7. maj om formiddagen kom to sovjetiske observationsfly over byen i stor højde, som blev beskudt fra tyske flak, der var placeret omkring havneområdet.

Lidt efter kl. 12 kom svaret så i form af sovjetiske bombefly, der uden varsel fløj ind over øen østfra voldsomt skydende med deres kraftige 20 mm maskinkanoner samtidig med, at de smed deres dødbringende last af bomber primært over havnearealerne i Nexø og dernæst i Rønne. Angrebet varede 1 times tid og kom i 3 bølger med 10-12 maskiner i hver bølge.

Min mor, der var en ung pige, måtte sammen med sine 2 små søskende, der var hjemme til frokost, søge beskyttelse i kælderen, hvorfra de kunne høre eksplosionerne fra de bomber, der faldt omkring dem.

Ved et guds under blev ingen lokale dræbt ved dette angreb, men angrebet var dødbringende for mange af de op imod 12.000 tyske soldater og det store antal flygtninge, der befandt sig i og omkring Nexø. Disses tabstal er dog aldrig gjort op.

Herefter blev indbyggerne i Nexø evakueret, og måtte finde ly bl.a. hos familie eller bekendte eller på gårde og i kirker uden for byen. Herfra kunne de se, hvordan et nyt luftbombardement ved 19-tiden om aftenen fortsatte de massive ødelæggelser af byen, alt imens man i radioen fra København kunne høre glædesmusik og festtaler i anledning af befrielsen.

Den tyske kommandant nægtede imidlertid fortsat at overgive sig til de sovjetiske styrker, og i København var udenrigsministeren angiveligt gået i seng og ville ikke forstyrres, så den følgende morgen iværksatte de sovjetiske styrker et tredje og sidste luftangreb på de to byer. Først blev Rønne bombet ved 9-tiden og ved 14:30-tiden kom turen til Nexø. Fra de angribende fly blev der nu også smidt brandbomber, så inden længe stod hele Nexø i flammer. Min far beretter, at bomberne var udstyret med en fløjte i spidsen, så fra sit ly kunne han høre bomberne, der hylende faldt til jorden, og efterfulgt af en voldsom eksplosion.

Først hen på aftenen kunne den første oprydning påbegyndes under ledelse af modstandsbevægelsens medlemmer og med hjælp fra 4 tyske kolonner, og endelig kl. 19:30 kunne brandvæsenet påbegynde brandslukningen. Der lå døde flygtninge og tyske soldater, afrevne legemsdele, ueksploderede bomber, samt murbrokker og glasskår fra de sønderbombede huse alle vegne, og både min mors og fars familier mistede som så mange andre i byen alt, hvad de ejede og havde.

Bombardementet var voldsomt og uden egentlig militær værdi. Jeg har efterfølgende fået fortalt, at i forhold til antallet af indbyggere blev der kastet flere bomber over Rønne og Nexø, end der blev kastet over Hamborg og Dresden. I alt kostede bombardementerne 10 bornholmere livet og 35 blev såret, ligesom et ukendt aftal tyske soldater og flygtninge omkom eller blev lemlæstede.

Efter brandslukningen var Nexø spærret af i tre dage af sikkerhedshensyn og for at forhindre plyndringer.

Det var et skræmmende syn, der mødte indbyggerne, da de begyndte at vende tilbage til byen. Ødelæggelserne i Nexø var enorme. Så godt som alle huse i byen var enten udraderet eller beskadigede, alle ejendele var smadret, og de fleste af byens 3.000 indbyggere blev husvilde. Vi har således i vores familie ingen værdier fra før bombardement.

Det var en blandet reaktion, der kom fra det officielle Danmark i forbindelse med bombardementet. Mens kongehuset sendte et telegram til den bornholmske befolkning via amtmanden, forblev den danske regering helt tavs om situationen på øen. Den 9. maj 1945 genåbnedes Rigsdagen i København, og statsministeren talte om rigets tilstand efter befrielsen. Den del af riget, der hed Bornholm, blev imidlertid ikke nævnt med ét eneste ord.

Natten mellem den 8. og 9. maj overgav tyskerne sig endelig betingelsesløst, og i løbet af dagen den 9., dukkede de første sovjetiske motortorpedobåde op ud for havnen i Rønne medbringende 100 soldater, der kom direkte fra kamphandlingerne på østfronten, hvilket ikke var til at tage fejl af for bornholmerne. Disse soldater udgjorde fortroppen for det 9.000 mand store armékorps, der i alt ankom til øen.

Bornholm var fortsat besat, nu bare af Sovjetunionen.

Herefter fulgte yderligere 11 måneders besættelse af Bornholm, inden de sovjetiske styrker den 5. april 1946 endelig forlod øen, og først da var hele Danmark frit. Det officielle Danmarks svigt af den bornholmske befolkning har dog sat sig dybe spor i de bornholmere, der måtte gennemleve disse rædsomme hændelser.

Se dokumentarfilm og russerne på Bornholm efter den tyske besættelse. Min farmor medvirker i filmen.

 

Svaneke – Danmarks smukkeste købstad

Svaneke er Danmarks smukkeste købstad. Det er nu slået fast, efter resultatet af en landsdækkende afstemning arrangeret af Bygningskultur Danmark er blevet offentliggjort. Svaneke vandt med 22% af stemmerne foran Ribe, der fik 18% og Ebeltoft med 14%.

At Svaneke er en fantastisk by er tidligere slået fast, da byen i 1975 modtog en europæisk guldmedalje for bybevaring.

Svaneke er ikke bare Danmarks smukkeste købstad, men også den østligste, og med sine knap 1.100 indbyggere tillige den mindste.

Det bedste er dog, at Svaneke ikke er en kulisseby. Det er en lille driftig by med lokale virksomheder, hvoraf nogle har vokset sig store. De fleste kender vel Svaneke Øl, Svaneke Is, Christians Ø-pigens Sild, Svaneke Bolcher, og så var det her, at Johan Bülow trådte sine barnesko indenfor lakridsverdenen.

Også på klimasiden er Svaneke unik. Det er helt almindeligt, at man i byen finder morbær, figen og andre planter, som man ellers kun kender fra subtropiske områder. Der er ikke uden grund, at byen har fået tilnavnet “Solskinsbyen”.

Blandt byen vartegn er vandtårnet, som er designet af arkitekt Jørn Utzon. Vandtårnet er opført i 1952 og inspirationen til tårnet kom fra gamle sømærker.

Glemte jeg at fortælle, at mine forældre bor i Svaneke? smiley