En aften med Benny Andersson på Sofiero

Efter et års pause er Benny Andersson Orkester (BAO) igen taget på en sommerturné rundt om i Sverige. Med sig på turnéen har det tidligere ABBA-medlem sanger og charmerende krukke Tommy Körberg, som nogle måske husker fra musikalen Chess, og den pragtfulde refrainsangerinde Helen Sjöholm, som man fik gåsehud af at høre synge i den oscarnominerede Kay Pollack-film Som i Himlen.

Til at akkompagnere har Benny Andersson sammensat et orkester med 12 af Sveriges nok bedste musikere, der spiller med en enorm livsglæde og energi.

Vi oplevede BAO sammen med 7.000 andre tilskuere i slotshaven på Sofiero Slot lidt uden Helsingborg, og det er det var en herlig oplevelse. Der var klapstole, picnickurve, kølig rosévin i lange baner og en glad stemning blandt publikum, der aldersmæssigt var i livets anden halvdel.

Vi fandt først en nogenlunde plads, men efter lidt rekognoscering fandt vi ud af, at man kunne sidde længere fremme, hvis man købte alkohol på stedet frem for selv at medbringe det. Så det gjorde vi, og resterne af den medbragte rødvin blev ofret.

Helt oppe foran scenen var det er større indhegnet område, der til vores underen var ryddet for publikum, men da musikken begyndte at spille, blev pladsen forvandlet til et kæmpe dansegulv, og jeg skal da love for, at svenskerne kan lide at danse for dansegulvet, blev hurtigt fyldt.

Benny Andersson har sit musikalske hjerte i svensk spillemandsmusik, og en del af musikerne var fra Orsa Spelmän, en folkemusikgruppe som Benny Andersson var med til at etablere. Aftenens program var alligevel yderst varieret. Der var lokal folkemusik med violin og harmonika, som nogle af de dansende havde lidt svært at finde takten til. Der var klassisk musik, svingende jazzmusik, mexicanske ballader og naturligved en lille håndfuld ABBA-sange i folkparkudgave. Bedst af alt var dog, når de to sangere fortolkede musicalnumre og sang rock.

Stort set hele det musikalske spektrum blev fyld ud, og flere af de enkelte musikere fik hver især lejlighed til at præsentere deres kunnen. Trompetisten havde sågar sin teenagedatter med i et enkelt nummer til at supplere med det mexicanske blæserspil, og guitarristen gav en intens udgave af den napolitanske vise O Sole Mio.

Har man ikke oplevet den svenske folkparktradition, kan det absolut anbefales, især når der står BAO på plakaten.

Det hører også med til historien, at det var en lun sommeraften, som man kun har lyst til at tilbringe udendørs. En pragtfuld aften i det skånske.

Lars Løkke danser spjætmazurka

Vi har nu i 18 år haft en borgerlig regering, bortset fra en enkelt valgperiode under Helle Thorning og Bjarne Corydon, og resultatet af denne borgerlige politik er indlysende.

Der er givet skattelettelser for 27 mia. kr. samtidig med at:

  • forskellen mellem rig og fattig er steget markant,
  • 65.000 børn der lever i fattigdom
  • klimaet udvikler sig faretruende
  • vores sygehuse er presset til det yderste
  • der mangler pædagoger i vores daginstitutioner
  • ældreplejen halter voldsomt
  • mange kommuners økonomi er presset til bristepunktet
  • der er gennemført massive besparelser i universitets- og forskningsmiljø
  • vores menneskesyn er blevet stadig mere inhumant

ja, du kan selv fortsætte listen.

Jeg ved ikke, hvordan man danser spjætmazurka, men hvis det er to trin tilbage og et trin frem, er det meget dækkende for den politik, som Lars Løkke har ført. Først gennemføres der massive besparelser, hvorefter der åbnes lidt op for gaveboden, efterhånden som valget nærmer sig.

Om udfaldet af det kommende folketingsvalg vil ændre væsentligt på dette, tvivler jeg på. Lars Løkke har på forhånd diskvalificeret sig som statsminister på grund af den hidtil førte politik, og Mette Frederiksen har endnu ikke formået at fremstå som et troværdigt alternativ. Godt nok har hun afvist at Socialdemokratiet skulle gå i regering med Venstre, men hendes gyldne løfter klinger som et lidt hult forsøg på please alle mulige samarbejdspartere.

Det er derfor nødvendigt stemme på et venstrefløjsparti, der vil kunne tvinge og fastholde Mette Frederiksen i en mere humanistisk og social retfærdig retning, end den hun kan finde ved at samarbejde med den borgerlige fløj. “Det røde kabinet” vil nogle ældre måske sige med bævende stemme, men der er, hvad der skal til. Alle hidtidige løsninger og andre mulige konstelationer virker skræmmende for et fremtidigt Danmark.

I’m back

Efter knap et års stilhed, vil der igen komme liv i “Dette og hint”. Vi har solgt vores hus i Aabenraa, jeg er ophørt med mit arbejde i Region Syddanmark, og vi er flyttet til Svaneke.

Bare det at slippe for to timers daglig kørsel til og fra arbejde giver forhåbentlig mere tid, som jeg bl.a. kan bruge på dette site, hvor jeg igen vil udspy mine meninger om dette og hint, – og der er meget at kommentere.

Vi står foran et folketingsvalg der kan blive meget afgørende for, hvor vi som samfund bevæger os hen de næste år, og fremmedhadets skrue har igen fået endnu nogle nøk.

Men tilværelsen indeholder også mange andre apekter, som jeg glæder mig til at kaste mig over. Jeg har min røgovn med, og mit ølbrygudstyr eer gravet frem fra gemmerne, og endelig tegner det jo til, at vi går en dejlig sommer i møde.

Truslen fra øst

Det er de letkøbte og udokumenterede postulater, der kommer til udtryk i JydskeVestkystens leder første påskedag, hvor der igen bliver fyret op under krigsfrygten fra øst.

Således påstår lederskribenten, at NATO ikke har bevæget sig aggressivt mød øst. Dette er ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold. Jeg kan på stående fod komme i tanke om, at Danmark har sendt F16-fly til de baltiske lande for at overvåge grænsen mod Rusland, at NATO har opstillet misiler i Polen, ligesom NATO-styrker er rykket frem mod den russiske grænse.

Alligevel hævder lederskribenten frejdigt, at det er Rusland, der er aggressoren, fordi man i disse dage afholder en større militærøvelse i Østersøen, der i øvrigt foregår helt i overensstemmelse med de internationale regler. Samtidig latterliggør man de mange, der foretrækker fredelig sameksistens frem for oprustning og truende retorik.

At JydskeVestkysten hopper på den amerikanske krigsretorik er én ting, men hvis man vil fremstå som en seriøs avis, bør man have en mere nuanceret og seriøs tilgang til verdens begivenheder, end det avisens leder er udtryk for.

Nytårstaler på godt og ondt

I 46 år har vores dronning Margrethe II troligt afholdt sin nytårstale nytårsaftensdag kl. 18. Jeg kan ikke sige, at jeg har hørt dem alle, men igennem mange år har nytårstalen og en god drink markeret starten på nytårsaften for mig og millioner af andre danskere.

Lige så sikkert er det, at dronningen gennem alle årene med patos har bragt rørende beskrivelser af, hvor godt hun og hendes familie er blevet modtaget i forbindelse med deres besøg på Grønland og Færøerne, ligesom vi har været vidner til en kaskade af taksigelser til snart sagt gud og hver mand.

Højdepunktet er dog, når vores statsoverhoved fordyber sig i betragtninger omkring rigets tilstand. Mange husker vel stadig talen fra 1984, hvor dronningen kommenterede vores adfærd overfor flygtninge og indvandrere, “… så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden … Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.”

Det var en fremsynet dronning, der den gang revsede fremmedhaderne her i landet, et tema der desværre er blevet stadig mere aktuelt.

Nytårstalen 2017 hørte derimod til i den lette ende. Flere statsminiserielle embedsmænd har givetvis brudt deres hoveder på indholdet af talen, men statsministerens generelle mangel på visioner må have smittet af på hans embedsmænd og på talens indhold.

Budskabet i årets nytårstale var behovet for at gøre noget unyttigt, og her må majestæten bestemt kunne tale på sin families vegne.

Nu er det næppe et tilfælde, at Kejserens nye klæder er skrevet af en dansk forfatter, for moralen i dette eventyr træder tydeligt frem, når de selvbestaltede kongehuseksperter skal vurdere årets nytårstale. ”En klog tale” lyder det begejstret fra eksperterne på tv-skærmen, og politikere følger op med ”en vigtig og rørende tale”, til trods for det sparsomt relevante indhold.

Du vil måske mene, at jeg bare kan slukke for skærmen, hvis jeg ikke vil deltage i denne for danskerne store begivenhed, men som nævnt indgår nytårstalen i vores faste nytårsritual, så dronningens og mine nytårsveje vil følges længe endnu, uden man dog nødvendigvis behøver at fæste sig ved indholdet.

Statsministerens nytårsligegyldigheder dagen derpå finder derimod ikke længere vej gennem min tv-skærm.