Dagen i dag har stået i ostens og 1. Verdenskrigs tegn. Vi har nemlig kørt det meste af la Route du Fromage startende i Gunsbach, hvor der er et mejeri med tilhørende museum, som vi selvfølgelig måtte besøge.
Vi fik en grundig fremvisning af, hvordan münsterosten produceres og smagsprøver på nylavet ost med kirsch og sukker. Det var lidt specielt.
Osten fremstilles af mælk fra køer af Vogeser-racen, som angiveligt leverer en mælk af meget høj kvalitet. Køerne græsser ude det meste af året, og særligt om foråret og efteråret giver vegetationens sammensætning en særlig smag til osten. Det bruges 20 kg. mælk til 1 kg. ost, og forarbejdningen foregår med håndkraft.
Selvfølgelig skulle vi have et stykke ost og nykærnet smør med derfra, og det ligger nu og i hotellets køleskab og venter på, at vi skal hjem.
Den meste ost produceres fra kooperativer i området, men der er også en del lokale bønder, der selv producerer deres ost, og det er disse små produktionssteder, som man passerer på ruten.
På vores videre færd gjorde vi holdt ved et supermarked, hvor der blev købt ind til frokost. Store kogte rejer til Jette og postej samt en meget lækker røget leverpølse. Dertil en ½ flaske gewürztraminer. Så var det bare at finde et sted og indtage lækkerierne, og det var ikke svært at finde. Ruten har nemlig flere små rastepladser med fin udsigt.
Til frokost havde vi også købt et lille stykke münsterost, som vi skulle smage, og det smagte ganske godt, om end det ikke var helt modent og cremet, som jeg bedst kan lide det.
Turen fortsatte over Vogeserne til le Linge, der viste sig at være en af slagmarkerne fra 1. Verdenskrig.
Alsace har gennem tiden været skiftevis tysk og fransk, og, efter at have besejret danskerne i 1864 kastede Bismarck sig over Alsace, der herefter var tysk til efter 1. verdenskrig.
I 1915 iværksatte de franske styrker et angreb mod tyskerne, for at kæmpe Alsace tilbage, men som ved resten af fronten frøs frontlinjen mere eller mindre fast, og der udkæmpedes mange slag, med ufatteligt mange ofre.
La Linge var et af disse frontafsnit, hvor der endnu den dag i dag er bevaret skyttegrave og stillinger, hvor kampene har bølget frem og tilbage. Hvide kors i området viser, hvor der helt op til vore dage, er fundet rester af soldater.
 |
 |
 |
 |
 |
| På det lokale museum udstilles forskellige våben, granater samt andre effekter fra den tid, og i glasmontre er opstillet figurer i mandsstørrelse, der viser både franske og tyske soldaters dagligdag i skyttegravene. En model i miniformat viser skyttegravene ved Le Linge, der er er et landskab uden bevoksning – alt er brændt ned – og med pigtrådshegn, der omgiver skyttegravene. |
Ruten bragte herefter os og en samling gamle mænd på racercykler videre mod skisportsstedet Col de la Schlucht, der i 2009 var en del af trettende etape af Tour de France, der gik fra Vittel til Colmar. Ruten var 200 km lang, og stigningen ved Col de la Schlucht var registreret som en kategori 2 stigning.
På grund af lidt gps-forvirring blev vi efter Col de la Schlucht sendt tilbage af samme vej, som vi kom derop, men det var utvivlsom den korteste vej til Colmar, så sådan blev det, havde gps’en bestemt.
Aftensmaden blev indtaget i La Petite Venise, der er en del af Colmar, hvor husene er bygget helt ud til floden La Laucht. Menuen stod på flammkuchen, der er en lokal variant af en pizza med creme fraiche i stedet for ost, og dertil selvfølgelig en lille flaske gewürztraminer.
I Colmar kører der ikke turistbusser, men en traktor udstyret som et lille tog, der kan bringe én rundt gennem byens små gader. Vi skulle selvfølgelig begynde dagen med sådan en bytur, og der var oven i købet en audioguide på dansk, der fortalte om de seværdigheder, som vi passerede.
Pludselig stod vi foran en lille restaurant la Fleur de Sel, som jeg havde læst meget positivt om på Tripadvisor, så den måtte vi naturligvis besøge. Et meget lille sted med kun 16 pladser, men der var lige et ledigt bord til to. Utrolig venlig betjening, god stemning og maden var selvfølgelig også helt i top. Jette fik salat med den lokale münsterost smeltet på toastbrød, og jeg, ja jeg ved det godt, måtte selvfølgelig have fois gras. Dertil en ½ flaske gyldne dråber af en gewürztraminer 2012 fra Ribeauville. Det var bare godt.
Svaret er Deutches Panzer Museum, der ligger i byen, og som har en enestående samling af panservogne fra 1. Verdenskrig og frem til i dag, og selvfølgelig også de legendariske tanks fra 2. verdenskrig, der var vores mål.
Efter morgenmad forlod vi Berlin, og dog. Ikke helt. På vejen aflagde vi et besøg på Olympiastadion, hvor de berømte sommerlege blev afholdt i 1936. Et imponerende bygningsværk med de nazistiske arkitektoniske undertoner, stramme klassicistiske linier med søjler og masser af symboler. Hitlers yndlingsarkitekt Albert Speer må havde haft andet at gøre på opførelsestidspunktet, for det er ikke ham, der har konstrueret bygningsværket, selvom stilen uomtvisteligt er hans.
Hvem skulle have troet, at vi netop ankom til den 20. vinfest i Munster arrangeret af det lokale brandvæsen? Festens hovedformål er tilsyneladende, foruden at drikke vin, at kåre årets vindronning. Ud over den abdicerende ”dronning” var et stort antal af de tidligere ”dronninger” mødt frem og under meget snak på scenen, blev de præsenteret hver og én, så det tegnede til at blive en lang aften, men også dette fik en ende, og nu er vi spændt på, hvem der bliver vindronning i 2014.
Vi kom bl.a. til Bebelplatz, der ligger ved universitetet og det juridiske bibliotek. Det er ikke en plads vi tidligere har haft fokus på, men det var faktisk her, at nazisternes bogafbrænding fandt sted i 1933, hvor tusinder af bøger blev flået ud af universitetet og andre læreanstalter for at blive brændt, som en kulturel udrensning.
Derefter tilbage til hotellet for en lille ”morfar”.
