En god start på julen

Det var en sweetdeal, der bragte os til Restaurant Fyrtøjet en søndag i november, hvor vi havde købt to juleplatter.

Vi fik anvist vores bord og bestilt drikkevarer, juleøl selvfølgelig og en enkelt snaps til herren.

Relativt hurtigt kom vores platte på bordet, og det så faktisk godt ud. Det blev lagt ud med fisken, der bestod af 2 slags sild, der ifølge eksperten godt måtte have lidt mere bid, en stor portion rejer, æg og mayonnaise, fiskefilet med grov remoulade og varmrøget laks med dildcreme.

Så måtte der suppleres med endnu en snaps.

De lune retter bestod af leverpostej med bacon og champignonger, ribbensteg med rødkål, æbleflæsk og frikadeller med rødbeder.

Hvis bunden ikke var lagt nu, var der dessert bestående af brie og risalamande med kirsebærsauce, men her var vi nu stået af, så det blev en kop kaffe i stedet.

Juleplatten levede helt op til, hvad man kan forvente af et sådan et måltid. Det var frisklavet, de lune retter var lune, sværen var sprød, omgivelserne hyggelige og betjeningen venlig og effektiv. Det var en god indledning på den forestående jul. Det bliver til vurderingen ”Gennemsnitlig” med en pil opad.

Sidste dag i Strasbourg

Efter et tjek af vores hotelreservation fandt vi ud af, at morgenmaden til 16 EURO pr. næse ikke var inkluderet i værelseprisen, besluttede vi, at spise morgenmaden ude i byen, og det er ikke noget problem i en by som Strasbourg. Vi fik hver et hurtigt måltid for halvdelen af prisen for én hotelmorgenmad.

Der er også stor interesse for de nye Iphones her i Strasbourg. Da vi passerede Kleeber Pladsen var der flere hundrede i kø foran Apple-butikken for at blive skrevet op til en telefon.

Efter morgenmaden gik vi ned til floden for at tage en bådsightseeing på floden rundt om centrum af byen, hvor vi fra vandsiden så flere af de områder, som vi havde travet igennem. Det gav lidt overblik over byen.

På vejen skulle vi gennem en sluse, hvor forskellen i vandstanden var 1,8 m. Ikke meget for dem, der var været igennem Trollhättan-sluserne, men spændende alligevel. Vi kom også en tur ud til EU-parlamentet og så også Menneskerettighedsdomstolens bygning.

Derefter var det katedralens tur. Jette har det jo ikke godt med højder, så hun gik i butikker, mens jeg forcerede tårnet til 1. Platform 66 meter og 330 trin højere oppe. På vejen op i tårnet indhentede jeg en ældre dame fra Arizona, som spurgte, og jeg ikke ville forbi hende, men hun var mit alibi for en god pause under vejs, så vi holdt rækkefælgen. Det var dagens motion. Selvfølgelig blev jeg belønnet med en fantastisk udsigt over byen.

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail

Vel nede igen fik vi en kold øl i varmen og crepe til frokost. Under måltidet kunne vi iagttage, hvordan tiggerne ved kirken holdt vagtskifte, og nye ”tropper” blev sat ind. Utrolig som det virker sat i system.
Efter endnu en øl var det tid til at besøge katedralen. Det er imponerende hvilke både menneskelig og økonomiske ressourcer, der gennem tiderne er blevet afsat til disse kirkebyggerier. Kirken har også et berømt astronomisk ur, som var ganske flot, men lidt intetsigende for astronomisk ignoranter som os.

Videre gik det til Eglise St. Thomas, der er det lutheranske svar på en domkirke i Alsace. Meget mere spartansk indrettet, med bl.a. et lille orgel, som bl.a. Mozart og den lokale og kendte dr. Albert Schweitzer havde spillet på.

Herefter var det tid til fortsat bytur, afslapning og Jette måtte selvfølgelig en tur i Gallerie La Fayette, der lå lige ved siden af hotellet. Det var med en hvis bæven, jeg sendte hende afsted med Visa-kortet, men priserne var på høje, at selv det kvindelige købegen blev passiviseret.

Aftensmaden indtog vi på en bedre alsacisk restaurant ved floden, og valget faldt på denne, for her kunne man få en bøf. Vi startede dog med snegle i hvidløgssmør. Det var udmærket, men franskmændene salter altså ikke deres mad, som vi kender det, så det bliver lidt fersk, og da der samtidig sjældent er salt på bordet, må vi bede om det.

Hovedretten var en tournedos, som jeg så frem til. For mig er en tournedos et stykke øksemørbrad med et stykke spæk eller bacon bundet omkring, og gerne toppet med et stykke stegt fois gras, så det må have været en alsacisk udgave af en tournedos, der blev stillet på tallerkenen foran os.

Et stor stykke kød, der vel kunne have gjort det som en engelsk bøf, med garniture af friterede kartoffelkugler, rødkål, 3 kogte gulerodsstave, en halv krydret tomat samt en slags kålkartoffelmos. Hertil serveredes en sauce bearnaise med tomatpure. Kødet smagte godt og var mørt, men til min undren kom der intet saft fra kødet, da det blev skåret ud. Til dessert blev det til en kop kaffe med en cognac. Man kunne nu godt forvente lidt mere, den pris, som jeg måtte acceptere på kreditkortmaskinen.

 

På besøg i EU

Dagen i dag har stået i EU’s tegn. Det begyndte allerede i hotellets elevator, hvor vi mødte MEP Morten Messerschmidt med frue. På hans anbefaling valgte vi at spadsere til EU-parlamentet. Han havde aldrig selv prøvet at tage en sporvogn derud.

Det var en smuk tur forbi nogle af byens store institutioner som operaen, det nationale teater, universitetsbiblioteket, en stor synagoe samt Radio- og TV-huset. Det var en tur på godt en halv time, og så var vi fremme ved EU-parlamentet.

Parlamentsbygningen er opført mellem 1991 og 2000, og der ligger megen symbolik i byggeriet. Således markeres bygningen i den ene side som ufærdig, som en markering af, at det europæiske projekt er under fortsat udvikling, og de meget store glasarealer skal markere åbenhed. Selve parlamentssalen er placeret i en kæmpe trækugle i en bygningen op til den store runde kontorbygning, og der hersker næppe megen tvivl om, at arkitekt Henning Larsen har hentet inspiration herfra til Operaen i København.

Det gik hurtigt og nemt med at komme ind, og til vores held, var der parlamentsmøde, da vi kom. Drøftelserne handlede om menneskerettigheder, herunder fængsling af borgerretskæmperen Pierre Claver Mbinimpa og krænkelse af menneskerettigheder i Bangladesh. Der var omkring 50 parlamentsmedlemmer til stedet i salen under debatten, men da der kl. 12 skulle skrides til afstemning, skal jeg lover for, at der skete noget. Parlamentsmedlemmerne væltede ind, og pludselig var der ca. 650 i salen. Dewr er vist noget med, at udbetalingen af diæter afhænger af, om man har deltaget i afstemningerne.

Afstemningsformen er godt nok noget for sig. Hvis det går hurtigt til SF’s landsmøde, er dette intet imod afstemningerne i parlamentet. Det gik rigtig hurtigt, både når afstemningerne var ved håndsoprækning og elektroniske, og der var da også protester under vej over, at det gik for hurtigt. For at kunne holde styr på, hvad man skal stemme til de mange ændringsforslag, har hver af parlamentsgrupperne en gruppeformand, der med tommelfingeren oppe eller nede markerer, hvad gruppen har aftalt at stemme.

Jeg kunne se, at SF’s Margrethe Auken var gruppefører i en sag om Israel/Palæstina, hvor hun jo også har markeret sig i den danske debat med fornuftige synspunkter.

Vi gik langs floden tilbage mod hotellet og fik en sandwich på vejen. Vejret er ikke helt så godt længere. Det er fortsat varmt, men nu er det skyet, og der falder periodevis lettere regn.

Til aften gik til Petite France, der med sine gamle huse er indbegrebet af det gamle Strasbourg med snævre gader og passager, der i dag fører fra restaurant til restaurant og med små tøjbutikker og kunsthandlere.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Det romantiske navn Petite France har sin egen helt uromantiske historie, nemlig fra dengang her lå et hospital, som behandlede franske soldater for syfilis. Kønssygdommen blev kaldt ”mal français”, en dårlig franskmand, men i folkemunde blev det til La Petite France, det lille Frankrig.

Vores kulinariske oplevelse fra området må også betegnes som en dårlig franskmand. Vi valgte en restaurant med navnet La Petite Venise, der serverede både lokale retter, italienske og belgiske retter, burde vi have andet uråd. Det var mildest talt et fusionskøkken i sin egen helt misforståede form.

Til forret stod valget mellem fiskesuppe eller løgsuppe, men jeg er sikker på, at det er den samme suppe, der anvendes til begge retter. Suppen var absolut uden fisk, men vi fandt lidt ostetrævler på bunden at skålen. De tilhørende croutoner udmærkede sig ved at blive til kedelige melboller, når de kom i suppen.

Da vi ikke havde den største sult bestilte Jette en tallerken med franske oste, og de var såmænd udmærkede, men de var ledsaget af en salat, der var overhældt med en sur dressing, der absolut ikke klædte osten.

Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg ville have, men valgte til sidst en anretning med confit de canard. Det var en total misforståelse. Anretningen bestod af et stykke andelår med kedeligt kød og uden sprødt skin. Fusionskøkkenet markerede sig ved tilbehøret, der bestod af en bagt kartoffel med creme fraise, en portion sauer kraut og forskellige typer af pasta. Vi blev ramt af turistfælden!

 

Farvel Colmar – God dag Strasbourg

Efter 3 hele dage i Colmar skulle vi videre til Strasbourg, hvor vi tilbringer den sidste del af ferien.

Vi tog afsked med en flot og velbevaret by, der på godt og ondt lever op til sin historie som en velhavende by i grænselandet mellem Frankrig og Tyskland. Byen fik i 1974, sammen med bornholmske Svaneke, den europæiske guldmedalje for bybevaring, og det er bestemt ikke ufortjent.

Jeg har også helt glemt at omtalt Colmars kendeste kunstner, og hvis statuer, man ser over hele byen. Det drejer sig om Frederic Auguste Bartholi, der med bistand til den indvendige stålkonstruktion af Gustave Eifel fuldførte frihedsgudinden, som blev opstiller nær Ellis Island i 1886. En mindre udgave af gudinden står ved en af indkørslerne til Colmar.

Inden afgang fik vi afhentet de sidste leverancer fra en økologisk vinhandler, og så gjaldt det om at finde vinruten, hvor vi slap den dagen før.

Det var lidt diset, da vi tog afsted, men det ændrede sig i løbet af dagen til en varm og solrig dag. Vi har fået fortalt, at det er første gang denne sommer, at solen har skinnet en hel uge i træk. Det vil få betydning for druerne, der ikke får den nødvendige sødme, så køber man en alsacevin årgang 2014, må man belave sig med tålmod, før den kan drikkes.

Vi passerede yderligere 40-50 små byer på vinruten alle med fremhævelse af en gammel kirke i gotisk og/eller romansk stil, nogle med kalkmalerier, en gammel brønd og i andre tilfælde en bymur. Hver af byerne vurderes på baggrund af deres blomsterudsmykning, og ved byskiltet vises karakteren for den pågældende bys udsmykning på en karakterskala fra 0-4.

Vi gjorde holdt i Dambach, et af de flotte eksemplarer af en lille alsacisk vinby. Vi besøgte kirken, og da vi som de eneste trådte ind i kirkerummet, blev vi mødt af orgelspil, hvilket unægtelig gjorde besøget mere andagtsfuldt.

På torvet var der små boder med grøntsager, ost, brød og en slagter, der grillede kyllinger, og de duftede bare fristende godt.

Vi fortsatte mod nord og efterhånden som vinrankerne tyndede ud og industrikvartererne blev større og større, besluttede vi kort før Molsheim at dreje mod Strasbourg. Vi havde regnet med at kunne parkere på hotellets parkeringsplads, men den var fuldstændig umulig at komme ind til. Enten var gaderne ensrettede, spærrede eller kun for sporvogne, og der var en enorm trafik og røde trafiklys. Derfor foretog vi en desperat handling og kørte ind i det parkeringshus, vi mente lå nærmest på hotellet. Det viste sig nu at være ganske fornuftigt, for hotellet lå næsten ved siden af, helt centralt i Strasbourg.

Strasbourg er også en fantastisk flot by med katedralen, og de store bygninger rundt om vidner om en utrolig rigdom gennem tiderne. Vi gik en tur rundt i centrum og indsnusede atmosfæren i denne by, der på én gang er storbysagtig og samtidig typisk alsacisk. Samtidig fik vi god inspiration til de næste to dage i byen.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Vinruten

I Frankrig er der mange ”router”. I går kørte vi ad osteruten og i dag var det tid til vinruten, eller i hvert fald en del af den.

Vinruten strækker sig fra Thann i syd til Marlenheim i nord med op til 100 små byer liggende som perler på en snor imellem.

Vi tilstødte ruten ved Ingersheim og kørte gennem 20 af byerne til Chatenois, og i morgen, når turen går til Strasbourg, regner vi med at komme igennem nogle flere.

Med sol og 26 grader, var forudsætningerne for en god tur absolut til stede. Det første stop på ruten var Kientzheim, hvor vi besøgte museet for alsacisk vin. Det handlede primært om den historiske udvikling i vinproduktionen, og det var ganske interessant at se, hvor møjsommelig og mandskabskrævende vinproduktionen var i de forrige århundreder.

I alle byerne på ruten er der indtil flere vinudsalg fra gårdene i nærheden, og Kientzheim var ingen undtagelse. Lige ved siden af museet lå et stort vinhus, og ved siden af dette lå et vinudsalg nærmest i en lade. Her sad en gammel mand, som klogelig tilbød smagsprøver og på et uforståeligt tysk fortalte om vinenes lyksaligheder, så det endte selvfølgelig med, at vi købte 3 flasker.

Herefter fortsatte vi til Riquewihr, som også er en smuk velbevaret by med gamle huse, men som flere af de andre byer også lidt af en turistfælde, og der var mange, der gik i fælden. Butikkerne sælger præcis de samme varer, og restauranterne serverer de samme specialiteter, men hvis man søger, er det dog også muligt at finde mere autentiske steder.

Næste stop var Ribeauville, som jeg tidligere har besøgt, men byen er absolut en genvisit værd. Vi ankom i frokostpausen, så mange af forretningerne var middagslukket, og så måtte vi jo også have lidt at spise. Det blev til en cæsarsalat med sauerkraut og en grøn salat med røget andebryst. Enkelt og ok, om end krauten var temmelig malplaceret.

Vi fandt endnu et vinhus, hvor fru Schneider serverede smagsprøver, og selvfølgelig kom der også her gang i vinimporten. Hun havde to særlige vine opkaldt efter hendes to børnebørn Yann og Leo, og de kom ligeledes på importlisten – vinen altså.

Efter Ribeauville fortsatte gennem yderligere nogle vinbyer, inden vi sidst på eftermiddagen endelig vendte køleren mod Colmar.

Velankommet til Colmar besøgte vi et vinhus Martin Jund beliggende midt i byen, hvor man netop havde hentet druerne på markerne uden for byen, presset dem og nu hældt saften på tanke. Selvfølgelig tager vi nogle flasker økologisk vin med derfra.

Aftenen sluttede med manér på Sezanne, som jeg har læst godt om. Det er ikke en egentlig restaurant, men en bistro på etagen over en delikatesseforretning, hvor delikatesserne serveres som retter. Jeg fik ikke overraskende fois gras af både and og gås med syltede blommer, krydret salt og ingefærbrød. Dertil en lidt sødlig gewürztraminer. Retten indeholdt således både elementer fra det fede, det sure, det salte og det søde, og var utrolig velkomponeret. Jette fik Omelet Corse, med krydderurter samt tynde skiver af lufttørret skinke, tørret vildsvinepølse og grøn salat som tilbehør.

Derefter delte vi en symfoni af franske oste, der alle var perfekt modnede og velsmagende. Dog ville lidt syltede frugter klæde osten godt.

Til dessert fik Jette en Cafe Gourmand, der bestod af en kop kaffe (jeg fortsatte med vinen) en mini creme bruleé, hvid chokolademousse med abrikosfrugt i bunden, samt mørk chokolade/nougat på ckokoladecrunchbund. Chokoladen var for voldsom for mig, men det satte Jette pris på, og resten var perfekt. Et dejligt måltid at afslutte tre dejlige dage i Colmar med.

Aftenen sluttede med et spektakulært syn, sort sol på alsacisk. På vejen tilbage til hotellet hørte vi voldsomt mange fugle og ved nærmere undersøgelse, viste det sig at være stære, der var samlet på en byggekran bag hotellet. De samledes forud for deres nattelogi, som må være nogle af majs- eller vinmarkerne uden for byen. Efter ca. et kvarter var de alle væk, og har sikkert, uden for vores øjesyn, opført deres fantastiske opvisning, som vi kender det fra tøndermarsken.