Efter 3 hele dage i Colmar skulle vi videre til Strasbourg, hvor vi tilbringer den sidste del af ferien.

Vi tog afsked med en flot og velbevaret by, der på godt og ondt lever op til sin historie som en velhavende by i grænselandet mellem Frankrig og Tyskland. Byen fik i 1974, sammen med bornholmske Svaneke, den europæiske guldmedalje for bybevaring, og det er bestemt ikke ufortjent.

Jeg har også helt glemt at omtalt Colmars kendeste kunstner, og hvis statuer, man ser over hele byen. Det drejer sig om Frederic Auguste Bartholi, der med bistand til den indvendige stålkonstruktion af Gustave Eifel fuldførte frihedsgudinden, som blev opstiller nær Ellis Island i 1886. En mindre udgave af gudinden står ved en af indkørslerne til Colmar.

Inden afgang fik vi afhentet de sidste leverancer fra en økologisk vinhandler, og så gjaldt det om at finde vinruten, hvor vi slap den dagen før.

Det var lidt diset, da vi tog afsted, men det ændrede sig i løbet af dagen til en varm og solrig dag. Vi har fået fortalt, at det er første gang denne sommer, at solen har skinnet en hel uge i træk. Det vil få betydning for druerne, der ikke får den nødvendige sødme, så køber man en alsacevin årgang 2014, må man belave sig med tålmod, før den kan drikkes.

Vi passerede yderligere 40-50 små byer på vinruten alle med fremhævelse af en gammel kirke i gotisk og/eller romansk stil, nogle med kalkmalerier, en gammel brønd og i andre tilfælde en bymur. Hver af byerne vurderes på baggrund af deres blomsterudsmykning, og ved byskiltet vises karakteren for den pågældende bys udsmykning på en karakterskala fra 0-4.

Vi gjorde holdt i Dambach, et af de flotte eksemplarer af en lille alsacisk vinby. Vi besøgte kirken, og da vi som de eneste trådte ind i kirkerummet, blev vi mødt af orgelspil, hvilket unægtelig gjorde besøget mere andagtsfuldt.

På torvet var der små boder med grøntsager, ost, brød og en slagter, der grillede kyllinger, og de duftede bare fristende godt.

Vi fortsatte mod nord og efterhånden som vinrankerne tyndede ud og industrikvartererne blev større og større, besluttede vi kort før Molsheim at dreje mod Strasbourg. Vi havde regnet med at kunne parkere på hotellets parkeringsplads, men den var fuldstændig umulig at komme ind til. Enten var gaderne ensrettede, spærrede eller kun for sporvogne, og der var en enorm trafik og røde trafiklys. Derfor foretog vi en desperat handling og kørte ind i det parkeringshus, vi mente lå nærmest på hotellet. Det viste sig nu at være ganske fornuftigt, for hotellet lå næsten ved siden af, helt centralt i Strasbourg.

Strasbourg er også en fantastisk flot by med katedralen, og de store bygninger rundt om vidner om en utrolig rigdom gennem tiderne. Vi gik en tur rundt i centrum og indsnusede atmosfæren i denne by, der på én gang er storbysagtig og samtidig typisk alsacisk. Samtidig fik vi god inspiration til de næste to dage i byen.

I Frankrig er der mange ”router”. I går kørte vi ad osteruten og i dag var det tid til vinruten, eller i hvert fald en del af den.

Vinruten strækker sig fra Thann i syd til Marlenheim i nord med op til 100 små byer liggende som perler på en snor imellem.

Vi tilstødte ruten ved Ingersheim og kørte gennem 20 af byerne til Chatenois, og i morgen, når turen går til Strasbourg, regner vi med at komme igennem nogle flere.

Med sol og 26 grader, var forudsætningerne for en god tur absolut til stede. Det første stop på ruten var Kientzheim, hvor vi besøgte museet for alsacisk vin. Det handlede primært om den historiske udvikling i vinproduktionen, og det var ganske interessant at se, hvor møjsommelig og mandskabskrævende vinproduktionen var i de forrige århundreder.

I alle byerne på ruten er der indtil flere vinudsalg fra gårdene i nærheden, og Kientzheim var ingen undtagelse. Lige ved siden af museet lå et stort vinhus, og ved siden af dette lå et vinudsalg nærmest i en lade. Her sad en gammel mand, som klogelig tilbød smagsprøver og på et uforståeligt tysk fortalte om vinenes lyksaligheder, så det endte selvfølgelig med, at vi købte 3 flasker.

Herefter fortsatte vi til Riquewihr, som også er en smuk velbevaret by med gamle huse, men som flere af de andre byer også lidt af en turistfælde, og der var mange, der gik i fælden. Butikkerne sælger præcis de samme varer, og restauranterne serverer de samme specialiteter, men hvis man søger, er det dog også muligt at finde mere autentiske steder.

Næste stop var Ribeauville, som jeg tidligere har besøgt, men byen er absolut en genvisit værd. Vi ankom i frokostpausen, så mange af forretningerne var middagslukket, og så måtte vi jo også have lidt at spise. Det blev til en cæsarsalat med sauerkraut og en grøn salat med røget andebryst. Enkelt og ok, om end krauten var temmelig malplaceret.

Vi fandt endnu et vinhus, hvor fru Schneider serverede smagsprøver, og selvfølgelig kom der også her gang i vinimporten. Hun havde to særlige vine opkaldt efter hendes to børnebørn Yann og Leo, og de kom ligeledes på importlisten – vinen altså.

Efter Ribeauville fortsatte gennem yderligere nogle vinbyer, inden vi sidst på eftermiddagen endelig vendte køleren mod Colmar.

Velankommet til Colmar besøgte vi et vinhus Martin Jund beliggende midt i byen, hvor man netop havde hentet druerne på markerne uden for byen, presset dem og nu hældt saften på tanke. Selvfølgelig tager vi nogle flasker økologisk vin med derfra.

Aftenen sluttede med manér på Sezanne, som jeg har læst godt om. Det er ikke en egentlig restaurant, men en bistro på etagen over en delikatesseforretning, hvor delikatesserne serveres som retter. Jeg fik ikke overraskende fois gras af både and og gås med syltede blommer, krydret salt og ingefærbrød. Dertil en lidt sødlig gewürztraminer. Retten indeholdt således både elementer fra det fede, det sure, det salte og det søde, og var utrolig velkomponeret. Jette fik Omelet Corse, med krydderurter samt tynde skiver af lufttørret skinke, tørret vildsvinepølse og grøn salat som tilbehør.

Derefter delte vi en symfoni af franske oste, der alle var perfekt modnede og velsmagende. Dog ville lidt syltede frugter klæde osten godt.

Til dessert fik Jette en Cafe Gourmand, der bestod af en kop kaffe (jeg fortsatte med vinen) en mini creme bruleé, hvid chokolademousse med abrikosfrugt i bunden, samt mørk chokolade/nougat på ckokoladecrunchbund. Chokoladen var for voldsom for mig, men det satte Jette pris på, og resten var perfekt. Et dejligt måltid at afslutte tre dejlige dage i Colmar med.

Aftenen sluttede med et spektakulært syn, sort sol på alsacisk. På vejen tilbage til hotellet hørte vi voldsomt mange fugle og ved nærmere undersøgelse, viste det sig at være stære, der var samlet på en byggekran bag hotellet. De samledes forud for deres nattelogi, som må være nogle af majs- eller vinmarkerne uden for byen. Efter ca. et kvarter var de alle væk, og har sikkert, uden for vores øjesyn, opført deres fantastiske opvisning, som vi kender det fra tøndermarsken.

Dagen i dag har stået i ostens og 1. Verdenskrigs tegn. Vi har nemlig kørt det meste af la Route du Fromage startende i Gunsbach, hvor der er et mejeri med tilhørende museum, som vi selvfølgelig måtte besøge.

Vi fik en grundig fremvisning af, hvordan münsterosten produceres og smagsprøver på nylavet ost med kirsch og sukker. Det var lidt specielt.

Osten fremstilles af mælk fra køer af Vogeser-racen, som angiveligt leverer en mælk af meget høj kvalitet. Køerne græsser ude det meste af året, og særligt om foråret og efteråret giver vegetationens sammensætning en særlig smag til osten. Det bruges 20 kg. mælk til 1 kg. ost, og forarbejdningen foregår med håndkraft.

Selvfølgelig skulle vi have et stykke ost og nykærnet smør med derfra, og det ligger nu og i hotellets køleskab og venter på, at vi skal hjem.

Den meste ost produceres fra kooperativer i området, men der er også en del lokale bønder, der selv producerer deres ost, og det er disse små produktionssteder, som man passerer på ruten.

På vores videre færd gjorde vi holdt ved et supermarked, hvor der blev købt ind til frokost. Store kogte rejer til Jette og postej samt en meget lækker røget leverpølse. Dertil en ½ flaske gewürztraminer. Så var det bare at finde et sted og indtage lækkerierne, og det var ikke svært at finde. Ruten har nemlig flere små rastepladser med fin udsigt.

Til frokost havde vi også købt et lille stykke münsterost, som vi skulle smage, og det smagte ganske godt, om end det ikke var helt modent og cremet, som jeg bedst kan lide det.

Turen fortsatte over Vogeserne til le Linge, der viste sig at være en af slagmarkerne fra 1. Verdenskrig.

Alsace har gennem tiden været skiftevis tysk og fransk, og, efter at have besejret danskerne i 1864 kastede Bismarck sig over Alsace, der herefter var tysk til efter 1. verdenskrig.

I 1915 iværksatte de franske styrker et angreb mod tyskerne, for at kæmpe Alsace tilbage, men som ved resten af fronten frøs frontlinjen mere eller mindre fast, og der udkæmpedes mange slag, med ufatteligt mange ofre.

La Linge var et af disse frontafsnit, hvor der endnu den dag i dag er bevaret skyttegrave og stillinger, hvor kampene har bølget frem og tilbage. Hvide kors i området viser, hvor der helt op til vore dage, er fundet rester af soldater.

Ruten bragte herefter os og en samling gamle mænd på racercykler videre mod skisportsstedet Col de la Schlucht, der i 2009 var en del af trettende etape af Tour de France, der gik fra Vittel til Colmar. Ruten var 200 km lang, og stigningen ved Col de la Schlucht var registreret som en kategori 2 stigning.

På grund af lidt gps-forvirring blev vi efter Col de la Schlucht sendt tilbage af samme vej, som vi kom derop, men det var utvivlsom den korteste vej til Colmar, så sådan blev det, havde gps’en bestemt.

Aftensmaden blev indtaget i La Petite Venise, der er en del af Colmar, hvor husene er bygget helt ud til floden La Laucht. Menuen stod på flammkuchen, der er en lokal variant af en pizza med creme fraiche i stedet for ost, og dertil selvfølgelig en lille flaske gewürztraminer.

Første dag i Colmar startede med lidt regn, men det holdt hurtigt op, og da vores byvandring begyndte, var vejret blevet helt godt.

Mange byer har turistbusser, der kører rundt til byernes seværdigheder, og det er altid godt at begynde et byophold med en sådan turisttur med guide. Så er man automatisk lidt mere stedkendt, når man efterfølgende bevæger sig ud til fods.

I Colmar kører der ikke turistbusser, men en traktor udstyret som et lille tog, der kan bringe én rundt gennem byens små gader. Vi skulle selvfølgelig begynde dagen med sådan en bytur, og der var oven i købet en audioguide på dansk, der fortalte om de seværdigheder, som vi passerede.

Man er dykket langt ned i historiebøgerne for at finde selv den mindste seværdighed. Vi så bl.a. et hus, hvor en søster til en tysk konge havde boet og en skole, hvor en nobelpristager havde trådt sine barnesko. Vi passerede dog også en del af de seværdigheder, som vi skulle besøge senere på dagen.

Byens historie lader sig ikke fornægte med gamle huse, kirker og klostre mm. alt sammen nænsomt renoveret.

Katedralen er imponerende, og man kan godt forstå, hvordan kirken fik en betydelig magt i middelalderen med store mørke kirkerum, orgelmusik og prædikener, der turer en uoplyst befolkning med død og evig lemlæstelse.

At de alsaciske køkken er tysk inspireret lader sig ikke fornægte. Der er sauerkraut i kæmpe mængder, og for en delvis kålallergiker, er det selvfølgelig ikke det bedste, men så kan man jo ty til flamkuchen.

Pludselig stod vi foran en lille restaurant la Fleur de Sel, som jeg havde læst meget positivt om på Tripadvisor, så den måtte vi naturligvis besøge. Et meget lille sted med kun 16 pladser, men der var lige et ledigt bord til to. Utrolig venlig betjening, god stemning og maden var selvfølgelig også helt i top. Jette fik salat med den lokale münsterost smeltet på toastbrød, og jeg, ja jeg ved det godt, måtte selvfølgelig have fois gras. Dertil en ½ flaske gyldne dråber af en gewürztraminer 2012 fra Ribeauville. Det var bare godt.

For at kompensere lidt for det alsaciske køkken blev aftensmaden indtaget på en vietnamesisk restaurant. Det var også godt, selvom det asiatiske køkken mæsker sig i koriander.