Lars Løkke danser spjætmazurka

Vi har nu i 18 år haft en borgerlig regering, bortset fra en enkelt valgperiode under Helle Thorning og Bjarne Corydon, og resultatet af denne borgerlige politik er indlysende.

Der er givet skattelettelser for 27 mia. kr. samtidig med at:

  • forskellen mellem rig og fattig er steget markant,
  • 65.000 børn der lever i fattigdom
  • klimaet udvikler sig faretruende
  • vores sygehuse er presset til det yderste
  • der mangler pædagoger i vores daginstitutioner
  • ældreplejen halter voldsomt
  • mange kommuners økonomi er presset til bristepunktet
  • der er gennemført massive besparelser i universitets- og forskningsmiljø
  • vores menneskesyn er blevet stadig mere inhumant

ja, du kan selv fortsætte listen.

Jeg ved ikke, hvordan man danser spjætmazurka, men hvis det er to trin tilbage og et trin frem, er det meget dækkende for den politik, som Lars Løkke har ført. Først gennemføres der massive besparelser, hvorefter der åbnes lidt op for gaveboden, efterhånden som valget nærmer sig.

Om udfaldet af det kommende folketingsvalg vil ændre væsentligt på dette, tvivler jeg på. Lars Løkke har på forhånd diskvalificeret sig som statsminister på grund af den hidtil førte politik, og Mette Frederiksen har endnu ikke formået at fremstå som et troværdigt alternativ. Godt nok har hun afvist at Socialdemokratiet skulle gå i regering med Venstre, men hendes gyldne løfter klinger som et lidt hult forsøg på please alle mulige samarbejdspartere.

Det er derfor nødvendigt stemme på et venstrefløjsparti, der vil kunne tvinge og fastholde Mette Frederiksen i en mere humanistisk og social retfærdig retning, end den hun kan finde ved at samarbejde med den borgerlige fløj. “Det røde kabinet” vil nogle ældre måske sige med bævende stemme, men der er, hvad der skal til. Alle hidtidige løsninger og andre mulige konstelationer virker skræmmende for et fremtidigt Danmark.

Løkke prøver med en ”Frederiksen”

Lars Løkke har fra sit statsministerkontor gennem de sidste år kunnet iagttage, hvordan det er lykkedes hans modstander til statsministerposten Mette Frederiksen, at tage så hårdt et livtag på Dansk Folkeparti, at partiet stort set er holdt op med at trække vejret.

I et forsøg på at vinde de tabte stemmer tilbage har Socialdemokratiet stort set kopieret DF’s udlændinge/flygtningepolitik, og det ser ud til at manøvren er lykkedes, og man har endda formået at bilde partiets vælgere ind, at det nye syn på udlændinge/indvandrere er en del af Socialdemokratiets DNA.

Venstre har i sin regeringsperiode været afhængigt at et psykisk ustabilt Liberal Alliance og et xenofobisk DF, hvilket har truet med at skræmme de mere midtsøgende liberale vælgere væk. Med sit forslag om en SV-regering forsøger Lars Løkke nu at omklamre Socialdemokratiet og sikre Venstres position som et liberalt midterparti, med den samme strategi, som Socialdemokratiet har anvendt overfor DF på udlændinge/flygtningeområdet.

Venstres såkaldte velfærdsudspil og de seneste klimaudspil ligger tæt op ad Mette Frederiksens udmeldinger, og mon ikke vi senere i valgkampen vil se andre områder, hvor Lars Løkke er mere eller mindre enig i Mette Fredriksens udmeldinger.

Om Lars Løkkes strategi vil lykkes, er nok tvivlsom så tæt på valgdagen, men der er ingen tvivl om, at den ændrede strategi fra Venstres side vil lægge et yderligere pres på Mette Frederiksen, der i forvejen må balancere på en knivsæg i forhold til venstrefløjen.

I’m back

Efter knap et års stilhed, vil der igen komme liv i “Dette og hint”. Vi har solgt vores hus i Aabenraa, jeg er ophørt med mit arbejde i Region Syddanmark, og vi er flyttet til Svaneke.

Bare det at slippe for to timers daglig kørsel til og fra arbejde giver forhåbentlig mere tid, som jeg bl.a. kan bruge på dette site, hvor jeg igen vil udspy mine meninger om dette og hint, – og der er meget at kommentere.

Vi står foran et folketingsvalg der kan blive meget afgørende for, hvor vi som samfund bevæger os hen de næste år, og fremmedhadets skrue har igen fået endnu nogle nøk.

Men tilværelsen indeholder også mange andre apekter, som jeg glæder mig til at kaste mig over. Jeg har min røgovn med, og mit ølbrygudstyr eer gravet frem fra gemmerne, og endelig tegner det jo til, at vi går en dejlig sommer i møde.

Israel bør lege melodi grand prix med sine naboer

Så blev årets europæiske melodi grand prix vundet af Israel, og det varer næppe længe, før de israelske magthavere udnytter sejren til at fremstille landets fortræffeligheder.

Der vil blive produceret præsentationsvideoer med landets religiøse historie, sol, strande og folklore, og der vil blive arrangeret store charmeoffensiver for omverdenen. Benjamin Netanyahu vil sole sig i den opmærksom, der nu tilstråler ham og hans landsmænd, og han vil betragte sejren som en blåstempling af hans grusomme politik.

Lur mig, der bliver ingen billeder af de daglige chikanerier, beboerne i de besatte områder udsættes for. Der bliver ikke vist video af de brutale nedskydninger af demonstranter på Gaza-siden, og vi kommer ikke til at høre om landets apartheidpolitik eller de mange, der er fængslet af politiske grunde.

Næste års melodi grand prix vil blive en manifestation, som de olympiske lege var det i Berlin i 1936.

Det er på tide vi siger fra overfor det israelske voldsregime, og hvis landet absolut vil lege melodi grand prix, kan man passende finde sammen med ligesindede stater i lokalområdet som Saudi Arabien og Syrien. Israel hører ihvertfald ikke hjemme i europæisk sammenhæng.

OK 2018 på det offentlige arbejdsmarked er slut

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked er slut. Parterne er efter et meget langvarigt forløb nået til enighed, og tilbage står nu konfirmeringen af resultaterne i de respektive baglande.

Pæne lønforhøjelser, sikring af betalt frokost, puljer til lønopretning for de lavestlønnede er blandt de elementer, der indgår i forligene, og det ser alt i alt ganske fornuftigt ud.

En af årsagerne til det gode forhandlingsresultat er uden tvivl det sammenhold, der har været på lønmodtagerside under parolen ”En løsning for alle”. Man har frem til de afsluttende forhandlinger kunnet demonstreret en solidaritet, der har betydet, at en eventuel konflikt ville få voldsomme samfundsmæssige konsekvensser, og dette har ingen af partener har været interesseret i.

Lidt malurt kom der dog i bægret, da LO-forhandlerne på det regionale område med FOAs Dennis Kristensen i spidsen brød sammenholdet og accepterede et forhandlingsresultat uden om de øvrige organisationer og dermed blæste på det fællesskab, der netop havde sikret grundlaget for, at LO-grupperne var nået frem til det resultat, de havde opnået. Det er, hvad man i andre sammenhænge kalder nasseri. At Dennis Kristensen nu fremstiller sig som overenskomstforhandlingernes redningsmand er til at brække sig over.

Samtidig med resultatet er overenskomstforhandlingerne en bekræftelse på, at den danske model godt kan fungere på det offentlige arbejdsmarked uden at de offentlige arbejdsgivere får gennemtvunget et resultat ved et politisk indgreb. Lønmodtagerorganisationerne har dermed undgået at gå i den samme fælde, som lærerne røg i i 2013, da de blev lock outet i en konflikt, der på forhånd var dømt til at mislykkes, og som man har måttet lide under siden.

Eneste større udestående nu er lærernes arbejdstidsaftale, som ikke er faldet på plads, men med forhandlingsresultatet arbejdes der videre for at nå et resultat omkring arbejdstidsaftalen på et forhandlet grundlag, og det må det give ro på de næste år, for nu kan lærerne ikke længere påstå, at deres arbejdstidsregler ensidigt er fastsat ved et lovindgreb.