Forholdet mellem USA og Iran har været på 0-punktet siden Donald Trump ensidigt opsagde atomaftalen med Iran og siden har tvunget verdensomspændende virksomheder til at boykotte Iran.

Der har efterfølgende været flere episoder i Hormusstrædet og gensidige beskyldninger om optrapning af konflikten.

Senest har Storbritannien i begyndelsen af juli tilbageholdt et Iransk skib ved Gibraltar med den begrundelse, at der var mistanke om, at skibet fragtede olie til Syrien, hvilket er i strid med en FN-beslutning, og som gengæld for dette har Iranerne tilbageholdt en britisk olietanker i Hormusstrædet.

Briterne ønsker nu, at de europæiske lande skal stille flådefartøjer til rådighed for at beskytte den civile handelstrafik i området, og den danske regering har sammen med de borgerlige partier stillet sig positive overfor dette. SF har meldt ud, at man ligeledes vil være positivt indstillet overfor at sende danske flådefartøjer til Golfen.

Jo, Danmark har en stor handelsflåde, og selvfølgelig skal der være fri sejlads på verdenshavene, men Danmark og mange andre lande har ingen udeståender med Iran, så hvorfor skulle skibe herfra været truet?

En trussel opstår først, når vi viser mistillid til Iran og ikke længere bakker op om den atomaftale, der nu i flere år har sikret stabile forhold i området.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det vil skuffe mig meget, hvis SF hopper med på den limpind orkestreret af USA. SF skal være et fredsskabende parti og ikke et konfliktoptrappende.

Man er tilsyneladende en ”klimatosse”, hvis man bekymrer sig om klima, miljø og vores fælles fremtid, men de virkelige tosser er dem, der ikke ser realiteterne i øjnene. I de mange debatter, der kører i pressen og på de sociale medier har tosserne travlt med at nedgøre de initiativer, vi kan iværksætte som vores egne beskedne bidrag til klimaindsatsen.

”Så må du ikke spise kød” eller ”Så må du ikke flyve” er nogle at de bemærkninger, man mødes med, når man deltager i debatten, og det er selvfølgelig noget sludder, men behøver man altid at tage bilen, eller kunne man i stedet løbe til fitness eller cykle på arbejde? Skal man absolut til New York eller Buenos Arios for at kunne holde ferie, eller kunne der tænkes at være andre mindre miljøbelastende alternativer? Eller kan man ikke tage toget til familiefest hos tante Oda?

I bund og grund handler det om at tænke sig om og at ændre sine vaner, men det er også det sværeste. Os der oplevede oliekrisen i 70’erne lærte at tage korte brusebade og ikke lade vandet løbe, mens man børster tænder, så selvfølgelig kan det lykkes.

Det handler om at skære ned på de områder i vores dagligdag, der udfordrer miljøet, og det vil være tragisk, hvis det er almindelig dovenskab eller fantasiløshed, der sætter en stopper for dette.

Vi kan imidlertid ikke nå klimamålene ved frivillighed alene, og her er det nødvendigt at politikerne kommer på banen. Meget tyder da også på, at det bliver en del af en fremtidig regerings politik, at vi skal nedsætte vores CO2-udslip med 70% inden 2030, og at vi skal have indført en klimalov.

Det vil sætte yderligere gang i udviklingen af klimavenlig teknologi, og det skal nok komme, hvis man sætter sig nogle klare bindende mål, og arbejder for disse, på samme måde som da daværende præsident J.F. Kennedy i 1960’erne satte det mål, at USA skulle sætte den første mand på månen inden årtiets udgang.

Der er mange, der har en mening om folkemødet, og også mange kritiske. Fælles for disse kritikere er, at de aldrig har deltaget i et folkemøde, og formentlig heller ikke kunne drømme om det. For at få noget ud af et folkemøde kræves nemlig et åbent sind, engagement og nysgerrighed i forhold til verden omkring os samt en lyst til at udvide sit univers, hvilket i grunden er kerneforudsætningerne for vores demokrati. Dette sætter en selvfølgelig en naturlig begrænsning i deltagerantallet.

”Det er alt for dyrt og for langt væk” er en af de andre begrundelser for ikke at deltage, og ja Bornholm er den østligste del af vores land, så selvfølgelig skal man påregne lidt rejsetid, men omvendt har man tilsyneladende ingen problemer med at bruge både halve og hele rejsedage for at holde ferie udenlands. Med lidt tidlig planlægning er opholdet heller ikke dyrere end en almindelig sommerhusferie, og færgepriserne er faldet med 30% siden sidste år, så de eneste undskyldninger for ikke at deltage i folkemødet er de dårlige.

På anden dagen fortsatte vi, hvor vi slap i går. Rederierne og søfartsorganisationerne har selvfølgelig ikke et telt men en båd, selvfølgelig, og her var Søren Pind og Pelle Voigt indforskrevet som syngende gaster. De har tidligere underholdt ved et landsmøde i SF og gør det faktisk ganske godt, selvom Søren Pind både er en krukke og utroligt selvsmagende, er der noget afvæbnende over ham, når han kaster sig ud i forskellige sømandssange.

I 3F’s telt var der fodboldquiz mellem et par fodboldkyndige 3F-medlemmer overfor Lars Jacobsen (tidl. bl.a. FCK) og Zak Egholm (kommentator på bl.a. Eurosport). Det var svære spørgsmål, men resultatet blev, at entusiasterne var ligeså vidende som eksperterne.

Ellers stod aftenen i SF’s tegn. Der var røde bobler i partiteltet for at fejre det flotte valgresultat, og der blev mulighed for en god valgsnak med dem der kom ind i Folketinget, og dem der må vente lidt endnu.

Bagefter skulle vi selvfølgelig høre Pia Olsen Dyhr på den store scene, og som til et hvert arrangement med respekt for sig selv var der opvarmning, her i form af standupperen Sebastian Dorset, og det var selvfølgelig meget underholdende.

Der har været talt meget om Rasmus Paludan og senest dennes deltagelse i folkemødet, men vi så intet til ham, og han ville også falde fuldstændig igennem med sine racistiske synspunkter og hadefulde retorik. Folkemødet er alt andet.

Vi begyndte vores tur til Allinge med at blive brændt af. Vi havde lyttet til politiets henstilling om at benytte kollektive transportmidler, og kollektiv trafik giver normalt god mening, bare ikke i går. Den første bus stoppede slet ikke ved stoppestedet, og den næste bus udeblev, så efter en times forgæves venten, blev Skodaen startet, og der var hverken trafikale eller parkeringsmæssige problemer, da vi nåede frem til bestemmelsesstedet.

32.000 mennesker var mødt frem på mødets første dag for at overvære de godt 3.000 større eller mindre arrangementer, der er annonceret, ligesom der altid er lejlighed til at hilse på en masse mennesker og nyde en kold øl i det dejlige vejr.

Vi indledte vores besøg hos Bedsteforældre for Asyl, der forunderligt nok havde fået plads lige bag Ny Borgerlige. Vi prøvede en quiz, selvfølgelig omkring asyltemaet, og det var meget lærerigt og også lidt bedrøveligt at få sat lidt fakta på asylproblematikken.

Nu var vi jo havnet i det politiske område, så vi fik hilst på gode SF’ere, heriblandt medlemmer af regionsrådet i Region Syd, så der blev anledning til en lille regionssnak. Bagefter hørte vi en debat om, den skæve faglige repræsentation i Folketinget, der jo domineres af akademikere fra de samfundsvidenskabelige uddannelser. Den altid veltalende Carsten Hønge var det man på godt jysk kalder mediator, og det gjorde han bare godt.

Der blev også tid til at lægge vejen forbi det danske mindretals SSW’s telt, hvor en tidligere kollega og samarbejdspart fyrede den af som quizmaster i en quiz omkring dansk/tyske forhold.

På Folketingets stand var der en meget interessant diskussion om den problemstilling, som sagerne vedrørende Eva Kjær Hansen og Inger Støjberg har rejst, nemlig at det kræver et politisk flertal at få iværksat en undersøgelse af en ministers (u)gerninger, hvilket i realiteten vil sige, at flertallet kan beskytte sig selv mod at blive kigget i kortene.

Derefter gik vi rundt på det enorme område og stak hovederne ind og lyttede kortvarigt til de mange debatter i teltene rundt om på pladsen. Vi hørte de 5 regionsrådsformænd fortælle, hvad der førte dem ind i politik, vi fik hilst på Syddansk Innovation og Designskolen i Kolding, og det blev til en god snak om penisser og omskæring hos Intact, der er imod omskæring af børn. ”Man skærer ikke i raske børn.”

TV-stationerne er selvfølgelig også stærkt repræsenteret på folkemødet og ”Torsdagsanalysen”, eller hvad den nu hedder med Mogensen og Kristiansen, blev sendt live fra havnen i Allinge.

Ved halv syvtiden var det tydeligt, at aftensmaden kaldte, og at der skulle være fest bag efter for flere og flere telte lukkede, så vi begav os mod parkeringspladsen efter at have rundet de 10.000 skridt så rigeligt.

På vejen hjem tog vi en ”blaffer” med, og det viste sig, at hun var formand for et af de store forsyningsselskaber, så vi fik en god snak om demokratisk ejede virksomheder, hvilket også var tema for en af de debatter, jeg desværre ikke nåede.

Der er på Bornholm 10 valgsteder fordelt rundt om på øen, og blandt disse valgsteder er det i Svaneke det næstmindste, kun forbigået af Christians Ø. Til trods for dette var Svaneke det sidste valgsted, der kunne indberette et endeligt valgresultat. Årsagen til dette var angiveligt, at SF havde fået to stemmer mere, end partiet plejer, og det blev nødvendigt med en omtælling af stemmerne.

Omtællingen ændrede imidlertid ikke på det billede, at SF fik et fremragende valgresultat. Med en fordobling i antallet af folketingsmedlemmer har vælgerne taget konsekvensen af mange års borgerlig nedskæringspolitik og miljøligegyldighed og i stedet belønnet et parti, der vil arbjde stemhårdt for et bedre klima og social retfærdighed.

Nu kommer så de vanskelige regeringsforhandlinger og med et stærkt og selvbevidst Radikale Venstre kan det blive vanskeligt for Mette Frederiksen at finde fodslaw på det økonomiske område.

De radikale fører en stram borgerlig økonomisk politik, hvad vi i den grad fik at føle, da SF deltog i S SF R-regeringen og måtte lægge ryg til politiske indgreb, der ligger langt fra SF’s DNA. Dette må for guds skyld ikke gentage sig, og jeg håber, at SF har lært lektien. Der skal arbejdes på at få politiske resultater, men man må ikke gå på akkord med sine politiske holdninger.

Den første lakmusprøve på dette bliver kontanthjælpsloftet, hvor Pia Olsen Dyhr tidligere har udtalt, at “der bliver ikke en Socialdemokratisk regering med vores støtte, hvis de ikke afskaffer kontanthjælpsloftet”

Nu må vi så se, hvor ultimativt dette krav er, når det kommer til stykket.