# Me Too

 

Med #Me Too- kampagnen har et stort antal kvinder formået at sætte et vigtigt fokus på hverdagssexisme og seksuelle krænkelser, som mange kvinder oplever, og kampagnen viser, at der er et stort behov for at der bliver gjort op med disse forhold. Samtidig har man fået sat en debat i gang om grænserne mellem overgreb og legitim flirt. Om debatten så vil ændre på noget, kan man kun håbe på og se tiden an.

Det begyndte, da den amerikanske sanger og skuespiller Alyssa Milano lagde en besked ud på Twitter, hvor hun opfordrede alle, der har været udsat for sexchikane, til at tilkendegive det under #Me Too, og så eksploderede det. I løbet af 20 minutter havde 10.000 mennesker fulgt hendes opfordring, og efter tre dage var over 1,5 millioner mennesker med på tweedet, så det er helt sikkert et emne, som mange føler sig berørt af.

Men kampagnen rejser også alvorlige spørgsmål omkring retssikkerhed.

Det er et grundlæggende fundament i vores retssamfund, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, samt at den anklagede har nogle rettigheder, men dette sætter #Me Too sig ud over. En simpel beskyldning om seksuel chikane har omgående omfattende konsekvenser for den anklagede, der kan miste både arbejde og omdømme.

Et konkret eksempel herpå er den danske balletmester Peter Martins, der blev beskyldt for seksuel chikane af en danser, hvorefter han med øjeblikkelig virkning, blev frataget sit job og valgte at gå på pension.

En efterfølgende undersøgelse af forløbet viste imidlertid, at der ikke var fugls føde på denne sag, men Peter Martins er stemplet.

Et andet meget alvorligt problem er, at disse sanktioner overfor påståede krænkere i nogle tilfælde sker på baggrund af anonyme udsagn, som man ikke har nogen jordisk chance for at forholde sig konkret til.

Der er således i høj grad risiko for og eksempler på, at #Me Too-kampagnen også har udviklet sig til en folkedomstol, hvor den anklagede på forhånd er dømt, og fuldstændig uden almindelige rettigheder. Skal Me Too-kampagnen bevare sin troværdig og fortsat kunne sætte et troværdigt fokus på et meget vigtigt emne, er det nødvendigt, at man distancerer sig fra en personificering af de seksuelle overgreb, og overlader det til myndighederne at håndtere disse.

August Landmesser

Forsidebilledet her på siden er blevet udskiftet og erstattet med et billede af en masse mennesker, der ”heiler”, mens man lidt til højre for midten kan se en mand, der som den eneste står med armene over kors.

Det er August Landmesser. Han blev født i 1910 og voksede op i et Tyskland, der var stærkt præget af følgerne af 1. verdenskrig.

I takt med nazisternes fremmarch og for overhovedet at kunne få et arbejde meldte August sig i 1931 ind i nazistpartiet, og efterfølgende fik han arbejde på skibsværftet Blohm+Voss i Hamborg.

Værftet var en vigtig brik i den tyske rustningsindustri, hvor man bl.a. byggede slagskibet Bismarck og de ubåde, der skulle operere i Atlanten. Det er i forbindelse med søsætningen af et af disse skibe, billeder er taget.

I 1934 mødte han sit livs kærlighed Irma Eckler, der var jøde, og et år efter blev de forlovet.

Konsekvenserne af dette forhold udeblev ikke, og Landmesser blev straks ekskluderet fra partiet, og parrets planlagte giftermål blev afbrudt på grund af Nürnberglovene.

Parret fik deres første barn i 1935, og to år senere, da Irma igen var blevet gravid, forsøgte parret at flygte til Danmark. De blev imidlertid anholdt ved grænsen, og August blev på grund af Irmas graviditet sigtet og fundet skyldig i at have “vanæret sin race”. Han blev efter en appel frikendt på grund af manglede bevismateriale og slap med en advarsel.

Parret nægtede dog fortsat at skjule deres forhold, og i juli 1938 blev August igen anholdt, og denne gang blev han idømt 2,5 års fængsel for sin forbudte kærlighed.

Han så herefter aldrig sin hustru og sine børn igen. Irma blev anholdt af Gestapo og sendt til forskellige koncentrationslejre, hvor hun døde, mens de to døtre blev adskilt og voksede op hos forskellige plejefamilier.

I august 1941 blev August løsladt, og senere blev han indkaldt til den tyske hær, hvor han døde under kampe i Kroatien.

Når jeg har valgt dette billede, er det for at vise respekt for de mennesker, der trods udsigt til de værste repressalier står fast på deres overbevisning og deres kærlighed. Dette er særlig aktuelt i en tid, hvor nationalisme og fremmedhad igen bliver mere og mere fremtrædende.