Hjemtur

Hjemrejse. 5 fantastiske dage i Venedig er slut, så her på falderebet lidt om hotellet, vi boede på. Det er generelt dyrt at bo på hotel i Venedig, så vi var lidt spændte på hotel Ca Arco. Hotellet har fine brugerbemærkninger på hotels.com, og vi kan generelt tilslutte os disse.

Hotellet ligger centralt ved vaporetto San Silvestre, stoppet efter Rialtobroen, og selvom vi havde fået en fin vejanvisning på mail fra hotellet, var det lidt svært at finde. Når man har forstået logikken i husenes nummerering giver det dog sig selv, men det varede et par dage, før det gik op for os.

Personalet er utrolig venligt og meget hjælpsomt. Morgenmaden var enkel, men absolut i orden, og værelset var nogenlunde. Pænt og rent, fint badeværelse, airconditoion, men en alt for hård seng, og tv’et var til fruens utilfredshed ikke til at kigge på, men kender man til italiensk tv, er der ikke noget, vi er gået glip af. Jeg savnede et skrivebord, men et sådant var der ganske enkelt ikke plads til. Et middelklassehotel, der absolut er pengene værd.

 

Sidste dag

Så blev det sidste hele dag i Venedig, og denne dag skulle bruges på kunst. Vi havde besluttet at besøge Peggy Gouggenheimmuseet, – et museum fyldt med de kendte 19. hundretalskunstnere.

På turen derud oplevede i nok en gang den kendeste seværdighed, nemlig at fra vild. I stedet for at gå til venstre ned til museet, gik vi til højre og ud til , men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi fik en dejlig vandretur rundt om og udsigt ind til Markuspladsen, hvor vi havde været i går.


At vandstanden har betydning, fik vi også selv syn for. Det blæste bare en lille smule, og bare det pressede vandet op på fortorvene. Man må frygte alvorligt for byen, hvis vandstanden stiger yderligere.

Selve museet besår af grundetagen af en bygning fra 1800-tallet, som skulle have været et imponerende palads på 5 etager beklædt med marmor og søjler. Normalt når man langs kanalen havde bygget grundetagen, lod man den så nogle år for at se, om grunden kunne holde, og kunne den det fortsatte byggeriet, men uvist af hvilke årsager, blev paladsbyggeriet aldrig færdiggjort, og udgør i dag kun den første etage, der huser museet.

Er man til Picasso, Max Ernst, Kandinsky, Miró, Magritte, Dali m. fl. er museet, og den historie, der knytter sig hertil, en lækkerbisken, og a’ propos fik vi en lækkerbisken i cafeen i form af en clubsandwich, en tunrulle og et stort glas hvidvin.

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail

Mætte i hovederne af kunstindtryk gik turen tilbage til hotellet og en tiltrængt middagslur, og forbavsende som tiden går hurtigt.

Italiensk turistmad er ikke det mest spændende i flere dage, så vi besluttede i steder at gå på en lokal fiskerestaurant, der reklamerer med, at de dagligt får frisk fik fra markedet, vi besøgte i går, og det lød jo godt. Det var det også, omend sværdfisken havde fået for meget og var tør, og så savnede vi sauce, fx en hollandaise eller en med capers.

Tilbage på hotellet var det tid til at pakke og gøre klar til morgendagens hjemrejse.

Ghetto og øer

Dejligt solskinsvejr i dag, som vi besluttede at udnytte til et besøg på nogle af de øer, der ligger rundt om Venedig. Da vi kun havde 72 timer tilbage af vores ophold passede det med at købe et 72-timerskort til 45 Euro, og det blev flittigt brugt.

Vi lagde ud i den jødiske gettho. Begrebet ”gettho” kommer fra italiensk og betyder slagger. I udkanten af Venedig lå to jernstøberier, og det var på bjergene af jernslaggerne herfra, at jøderne blev tvunget til at slå sig ned. Jøderne holdtes indespærret på øen om natten og på de kristnes helligdage, og siden er ordet gettho gået hen og er blevet et almindeligt begreb, men det stammer altså fra Venedig. I 1866 ophævedes indespærringen af jøderne på Gettho, og de flyttede andre steder hen i byen, så i dag er det kun ganske få, der bor her.

Dejligt solskinsvejr i dag, som vi besluttede at udnytte til et besøg på nogle af de øer, der ligger rundt om Venedig. Da vi kun havde 72 timer tilbage af vores ophold passede det med at købe et 72-timerskort til 45 Euro, og det blev flittigt brugt.

 

Vi tog en guidet tur til tre at de frem synagoger, der ligger på dette meget lille areal. Synagogerne har tilhørt de forskellige nationaliteter, der var flyttet til Venedig. Således er der italiensk, en fransk, en græsk/tyrkisk, en spansk og en tysk synagoge, men da jøderne i dag kun udgør 450, er det i praksis kun to af synagogerne, der anvendes. Den ene har centralvarme, så den anvendes om vinteren, mens den anden anvendes om sommeren.


Derefter gik turen til San Michelle, der er Venedigs kirkegård. Lidt morbidt måske, men ganske spændende at opleve en hel ø indrettet til kirkegård, og vores protestantiske kirkegårde adskiller sig jo en del fra de katolske. F.eks. er det helt almindeligt, at der er monteret et fotografi af afdøde på gravstenen.

Derefter sejlede vi en kort tur til øen Murano, der kendt for sine fine glasarbejder. Vi blev straks inviteret på en rundvisning i vist nok den dyreste af glasbutikkerne, og da vi skulle til at forlade butikken, spurgte Jette forsigtigt, hvad en flot lille skål kostede. 6.500 Euro var prisen, så vi forlod hurtigt stedet idet vi takket meget elskværdigt for den flotte rundvisning.

Herefter gik det til den næste ø Burano, der ligger yderligere ca. 1/2 times sejllads fra Murano. Burano er en gammel fiskerø, hvor kvinderne har slået sig på kliplingsarbejder. Flot arbejde, men ikke lige min smag. Derudover er øen kendt for sine malede huse i alle de farver, man kan forestille sig. Rigtig flot med den blå himmel som kulisse. Som lidt af et antiklimaks i forhold til den hektiske Venedig, var der en rolig atmosfære og rigtig hyggeligt.

Sejlturen hjem tog en time, og blev yderligere forlænget, da vi havde valgt en vaporetto, der i stedet for at sejle af Grande Canal sejlede uden om. Her fik vi en anden del af Venedig at se. Det er her de almindelige mennesker bor. Det er her de kommunale arbejdspladser ligger med lagerpladser, brandstation, landingsplads for politibåde mv.

Det var to meget trætte turister, der kom tilbage til hotellet, og det blev til lidt hurtig aftensmad i nærheden af hotellet med selskab af nogle meget højrystede amerikanske turister.

Rundtur i Venedig

Den første hele dag skulle bruges på at lære byen at kende, og hvor ser alting dog anerledes ud i dagslys. Vores hotel ligger kun 50 m fra Grand Canal, men der er dog ikke udsigt til kanalen.

Efter morgenmaden, der var enkelt og god med en meget stærk kaffe, var vi godt rustet til vores møde med Venedig. Vi fandt hurtigt ud af, at der er tre slags skilte, der viser vej. Det er til Piazzale Roma, til banegården og modsat til Markuspladsen, og ud fra det kan man forholdsvis let navigere rundt i byen.
Vi gik mod Piazzale Roma og kom forbi Rialtobroen og markedspladsen, der ligger lige bag ved, hvor man om onsdagen og lørdagen kan købe fisk og grønt. Det når vi på onsdag.

Der efter gik vi af smalle gader der med jævne mellemrum løb ud i en lille plads med en brønd i midten og selvfølgelig de allestedsværende gondoler. Forretningerne er rene turistforretninger og udbud og pris er nogenlunde det sammen overalt. Lædertasker er forholdsvis billige, så fruen blev selvfølgelig udstyret med en ny af slagsen.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Der er fantastisk, men selvfølgelig også naturligt, hvordan både har overtaget bilernes plads. Her er ambulancebåde, politibåde, brandbåde, skraldebåde, lastbåde ja alt, hvad man kan tænke sig.

Fra banegården tog vi vaporettoen til Markuspladsen, og det gjorde tilsyneladende alle andre også sådan en søndag middag, så vi stod tæt pakket.

Et hurtigt kig på kirken, dogepaladset og sukkenes bro, som vi vil udforske nærmere en af de kommende dage.

På vejen tilbage stod vi af et par stop før vores hotel for også at udforske den anden del af lokalområdet. For 2 Euro sejlede vi med en af de store gondoler, der krydser Canal Grande. Det smagte da lidt af fugl (gondol).

Mange cafeer og restauranter har gratis wifi for deres gæster, så man kan gå på nettet og læse turistinformation, følge resultaterne i NFL mv.

Aftenen sluttede på en lokal restaurant, hvor vi blev ”flået”, men det var udmærket mad (tre retter) og god vin.

På vej til Venedig

At ankomme til Venedig om aftenen er lidt af en oplevelse. Vi var fra vores hotelvært blevet anbefalet at tage lufthavnsbussen til Piazzale Roma og derfra tage vandsporvognen (vaparetttoen) til hotellet. Billetterne havde vi købt i lufthavnen, men de kan let købes over alt. Lidt pebret synes jeg. En 1-times billet koster 7 Euro, men så får man selvfølgelig oplevelsen med at sejle i stedet for at køre i bus eller tog.

Venedig er lidt af en heksekeddel at komme til en lørdag aften med mennesker over alt og både i alle afskygninger, men vi fandt hurtigt vaporetto nr. 1, og kunne nyde vores første sejltur på Grande Canal.

Ved ca 20:30-tiden steg vi i land ved San Silvestro, og her hørte det lette så også op. Trods skriftlig guide med beskrivelse af vejen til hotellet lykkedes det os hurtigt at opleve Venedigs største turistattraktion – at fare vild.

Italienerne er venlige mennesker, og vi fik flere anvisninger på, hvorledes vi skulle finde vores hotel. Der var bare ingen af dem, der passede. Vi måtte en tur tilbage til Rialtobroen for igen at tage vaporettoen et stop og starte forfra i vores søgen efter vores hotel.

Efter en time lykkedes det dog takket være en jogger med lokalkendskab, og så var det sengetid.

Hotellet Ca’ Arco antico er et hyggeligt lille familiehotel, og værelserne er som på andre italienske hoteller indrettet med store møbler, masser af gardin, og så skal man sove i ”kuvert”, hvilket altid giver anledning til kamp om lagen og tæppe, men trætte efter rejsen, var dette nu ikke noget problem.