Etape: Chamonix, Zürich, Lichtenstein, Über und Unterpfaffenhofen og München.

Så lakker ferien mod enden, og vi skal tilbage til München i dag, hvor vi skal aflevere bilen. Vi ville gerne køre via Interlaken til München, men vi må, på baggrund af erfaringerne med bjergkørsel, erkende, at det bliver en al for lang tur, så i stedet kører vi direkte mod Zürich. På vej væk fra Chamonix holdt vi en lille fotosession med ældre mænd i en m

oderne bil og Mont Blanc i baggrunden.
Det var varmt allerede, da vi kørte ud af byen, og det skulle bliver meget varmere i løbet af dagen.

Varmen er desværre ikke kun et flygtigt fænomen på vore tur. Over alt i Alperne har vi set store gletchere, der over de senere år blevet kraftigt reduceret på grund af den globale opvarmning. Dette fik vi særligt bekræftet i Chamonix ved vores besøg i gletsjeren Mer de Glace.

Da vi gik ned af de 458 trappetrin fra gondolen til gletsjerindgangen, var der på bjergkanten markeret, hvor til gletsjeren gik tilbage i tiden. På billederne herunder kan man se, hvor højt gletsjeren stod i henholdsvis 1990 og 2005, og denne udviklingen er karakteristisk for samtlige gletsjere, vi har set på turen. Det er den bedste form for anskuelighedsundervisning i, hvad det er, vi gør ved naturen, og konsekvenserne heraf.

I løbet af dagen steg temperaturen til 38 gr., så vi besluttede at få kalechen på bilen op og gang i klimanlægget.

Ved 18-tiden ankom vi til langtidsparkeringen ved lufthavnen, hvor vi havde deponeret Skodaen til en overkommelig pris. Selvfølgelig virkede betalingssystemet ved udkørslen ikke, så der måtte flere øvelser til med en venlig mand i telefonanlægget, før der kunne blive betalt og vi kunne komme videre til afleveringen af Audien. Fuld tank og ingen skader, så vi kunne fortsætte mod nord.

Efter er par forgæves forsøg fandt vi et hotel med wifi. På hoteller i de mindre tyske byer er de åbenbart ikke vant til, at der efterspørges wifi, og de var noget forundrede, da vi kørte videre, når de ikke kunne levere varen.

I tredje forsøg fandt vi Hotel Hallertau midt i humleland, der kunne levere både aftensmad og wifi, så der overnattede vi.

Det har været en dag, der er gået både op og ned, og endda flere gange. Efter lidt betænkningstid besluttede vi at tage op til toppen af Aiguilles du Midi, der er en stejl tinde ved siden af Mont Blanc i mere end 3800 meters højde.

Der var selvfølgelig lang kø, da vi ankom til afgangsstedet, men med 5 åbne kasser gik det hurtigt, og vi efter en kortere ventetid kunne vi begive os ind i gondolen, der skulle fragte os til mellemetagen ca. 1100 meter højere oppe, hvorefter vi skulle skifte til en ny gondol, der nærmest lodret bragte os de sidste 1500 meter op.

Vejret var igen fantastisk. Sol og stort set skyfrit, så vi kunne se langt omkring os, og selvom der kun var 4 gr. på toppen føltes det faktisk ikke koldt.

Først var det selvfølgelig Mont Blanc, vi kastede os over, men også udsigten over dalen med Chamonix og de efterfølgende byer var fantastisk. Fra højderne kunne vi endda se vores hotel.

Blandt de, der besøger dette bjerg, er mange klatrere, der er karakteriseret ved at være rad magre, stærkt solbrændte og for mændenes vedkommende med daggamle skægstubbe. De er iklædt let åndbart orange tøj, går med styrthjelm, går med 50 m reb over skulderen og et utal forskelligt farvede karabinhager i forskellige størrelse. Ikke en gruppe vi lige ville kunne gemme os iblandt iklædt short, stråhat og hipsterlook.

Der arbejdes i øjeblikket på at udvide stationen lidt højrere mod toppen, hvor der bl.a. skal etableres et glasbur, man kan gå ud i, og se til alle sider – også ned. Projektet udføres af frygtløse arbejdere, der hænger i reb ned ad siden og arbejder på færdiggørelsen af glasburet.

På vejen tilbage gjorde vi holdt på mellemstationen og fik en sandwich til frokost.

Hvis man kommer til Chamonix, må man ikke snyde sig for den oplevelse, det er at komme så højt som Aiguille du Midi.

Da vi igen havde fået fast grund under fødderne i Chamonix mærkede vi straks de 33 gr.’s varme, og det afgjorde, hvad vi videre skulle fortage os. Vi gik til den lille station, der huser tandhjulsbanen til Mer de Glace, der er en gletcher, hvor der er boret en tunnel ind, så man kan komme ind i selve isen og bl.a. se de må luftbobler og rudimentger fra bjergene, der har ligget indefrosset i mange år.
Dette bliver krydret med lys i forskellige farver, der giver et facinerende spil i isen.

Fra stationen, hvor vi stod af, og ned til selve gletcheren skulle vi først nedad med en gondol, og derefter ud i et større trapperidt, 458 trin ned og gud hjælpe mig op igen.

Til aftensmad fik vi en af egnens specialiteter nemlig Rachlette. Det består af en lille trækulsgrill, der bliver sat på bordet, og på et stativ ved siden af, placeres et stort stykke ost. Meningen er så, at man skal lade osten smelte, og derefter skrabe den flydende ost op med en spatel, hvorefter man spiser osten til medfølgende kartofler, flutes og forskellige stykker kød. Det var faktisk rigtig godt, men osteappetitten er nok lidt begrænset de kommende dage.

Etape: Randan, Sion, Martigny, Chamonix

Det har været en vaaaarm dag – 30 gr. her i Chamonix. Vi lagde dog ud fra Randa i en dugvåd bil og kørte tilbage til den spæde rhoneflod, som vi fulgte et godt stykke med vinmarker på begge side. Fantastisk hvordan vinmarkerne er bygget op i terrasser for at få dem nogenlunde plane.

I Martigny drejede floden mod nord ud i Genevesøen, mens vi fortsatte gennem dalen mod Chamonix. Vi passerede hvad er må være Schweiz’s frugthave med æbleplantager, pærer, abrikoser og figentræer.
På hele vores tur har vi mødt et utalt af især mænd på racercykler, der lidende arbejder sig op over den ene stigning efter den anden. Vi har kunnet konstatere to typer, som denne hobby henvender sig til, nemlig de små benede og senede midaldrende typer og de korpulente ældre, der i stramsiddende trikot ligner overdimensionerede gorillaer i festtøj på små cykler. Enhver sin lyst.

På turen i dag har vi hørt en schweizisk popkanal på bilradioen, hvor de snakker schweizer-tysk. Det er nok et af grimmeste sprog i verden, og vi danske kan ihvertfald ranke ryggen i forhold til vores sprog.

En anden observation gælder de schweiziske rundkørsler. Landet er plastret til med dem i en sådan grad, at vi fra Sønderjylland kan gå hjem og lægge os.

Vi kom til hotellet ved 12:30-tiden og fik anvist hotellets parkeringsplads i kælderen til 25 EURO i døgnet. Parkeringskælderen må være dimensioneret til biler som FIAT 500 og lignende, for Bo havde et hyr med at få den på plads. Vores værelse ville først være klar ved 16-tiden, så vi tog en rundtur i Chamonix.

Første dog lidt frokost, og derefter gik vi til kabelbanen, der bringer én op til Aguille du Medi, der ligger ved siden af Mont Blanc i 3800 meters højde. Der var mange mennesker på dette tidspunkt, så derfor fortsatte vi lidende i heden videre til en rutchebane, hvor man kører på en slags bobslæde ned. Det var en sjov tur i fuld fart.

Så var det endelig øltid, men jeg prøvede i stedet en minte avec Perrier, der viste sig at være et myntekoncentrat med danskvand. Det var ok i varmen, men en kold øl, er nu bedre.

Bo kæmper stadig med sine chips fra vægtvogterne, og jeg er efterhånden ved at blive lidt bekymret. Han ser mig lidt hulkindet ud.

Vores hotel har set bedre dag, men der er forholdsvis billigt, og med lidt god vilje har vi udsigt til Mont Blanc fra vores balkon.

Aftensmåden indtog vi på hotellets topterrasse med udsigt til Mont Blanc. Et ganske godt måltid og et fantastisk skue med solen der forsvandt over bjergene med et flot farvespil på gletcherne.
En lækkerbidsken 🙂

Af gæsteskribent styrmand (Bo Andersson)

Etappe: Ulrichen, Randa , Zermatt og Gornergrat

Dagen startede i fint solskin og stille vejr. Hotelmutter var igen i restauranten og hyggede om gæsterne og pumpede på sin charmerende måde oplysninger ud af alle. Vi kom tidligt afsted i det flotte morgenlys – og ned af bjerget strøg vi – og maskineriet kørte som en drøm (den dyt er en drøm). Skipper kæmpede det meste af vejen med bilens bluetooth, vil skulle jo høre Hansi Hinterseer, som man bør i Alperne, man han måtte opgive, selv om instruktionen er på tysk -skippers andet modermål L

Målet var Zermatt, som ligger ved foden af det spektakulære Mattehorn (bjerget er fadder til Tobleronens form) Jeg har været her før og det er lige bjergtagende hver gang.

Edelweiss der indgik i vores botaniske studier.

I Zermatt må man ikke køre i egen bil, hvorfor man må ankomme til byen i enten tog eller taxa. Byen er et monster turistet sted, men har også meget natur og byde på. Vi tog en taxa der op fra byen Randa, hvor vi har vores hotel. Faktisk koster en taxa under det halve af prisen for toget !!

Fra Zermatt tog vi tandjulsbanen op til Gornegrat i 3100 meters højde. Vi nåede op inden det blev overskyet og nød det fantastisk view til gletscherne omkring Monte Rosa og udsigten til Mattehorn. Jeg synes, det var penge værd, selvom billetten var 600 kr. pr. hoved !! Skipper var i korte rør, men han sagde, det ikke var koldt – 8c (nu var jeg jo også blevet mobbet hele dagen over mine lange bukser) På bjerget fik vi afprøvet vores færdigheder omkring vores petrologiske viden og fik bekræftet vores teori om, at bjerget er gammelt og sikkert stadig ligger der, hvis I skulle komme forbi en dag. Så faktisk et glimt at Yetien, eller så var det skipper i profil, ligheden er jo storJ.

Der var et lille kapel på toppen, så vi tændte lys og bad om godt øl på turen, der var også en snor inden for til klokken, der stod ikke noget at det var forbudt så den ringede vil lidt med, folk kiggede godt nok som om de overvejede en messe 🙂

Vel nede i byen igen var det tid til frokost. Det blev ikke til det store kulinariske, men en god pizza og en stor øl 230 kr. pr. hoved, her er mega dyrt – faktisk norske tilstande. Vi tog en rundtur i byen, som hovedsagligt består af hoteller, restauranter og butikker til turister, men det hele meget velholdt, rent og ordentligt på gedigen schweizisk maner.

Som nævnt fik vi en hotel i byen Randa, et noget pudseløjerligt sted, lidt slidt ned – men rent, værelset er holdt i orange farver incl. sengetøj, loftet er strukturmalet med varme rødgule farver meget specielt, men det var heller ikke så dyrt.

Vores dyt er stadig en udfordring i forskellige former for automatik. Den kan næsten køre selv. Sætter man den avancerede fartpilot til, holder den selv afstanden til bilen foran og bremser selv ned – og sætter man en anden dims til holder den selv banen, hvis der er flere baner, hvordan det virker ved jeg ikke – og går skipper bag om bilen, når den er tændt, så larmer den voldsomt som om, der noget stort og farligt, men der er jo også noget om snakken-J