Hvad skal man ellers lave i Munster

Hvorfor tilbringer man en nat i Munster, når man ikke sådan lige er klar over, at man er dumpet ned i årets weinfest?

Svaret er Deutches Panzer Museum, der ligger i byen, og som har en enestående samling af panservogne fra 1. Verdenskrig og frem til i dag, og selvfølgelig også de legendariske tanks fra 2. verdenskrig, der var vores mål.

En meget interessant museum, der ud over at vise diverse panserkøretøjer grundigt informerede om panservåbnets udvikling, og det var oplysninger, der i hvertfald kom lidt bag på os.

Op til 1930’erne mente man i militære kredse, at panservogne ikke havde nogen fremtid. Panservognene var forbundet med betydelige tekniske udfordringer, hvilket gjorde våbnet meget sårbart, der skulle bruges meget stål, som i krigssituation var en mangelvare, og anti-tankvåben var meget effektive.

Man var derfor i tvivl om nytten af at udvikle våbnet yderligere, men i de indsatser, hvor man valgte at bruge kampvogne, som f.eks. angrebet på Polen, viste det sin effektivitet. Det betød, at man for alvor satsede på udvikling af nye kampvognstyper, og hvor tyskerne satsede på armering og skudkraft i de imponerende Panzer-, Tiger- og Kongetigertanks, satsede de allierede på masseproduktion i form af de amerikanske Shermantanks og de sovjetiske T34, der hurtigt kunne erstattes. Denne forskel faldt som bekendt ud til de allieredes fordel.

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail

Lidt reflektioner efter en uge i Tyskland.

Danmarks Radio kunne godt få sig lidt tysk radiokultur, med god musik, korte klare beskeder om trafikale forhold og præsentation af musikken frem for den schnik schnak og useriøse ligegyldige underholdning, som er herskende i dansk radio, og som tilsyneladende er mere til moro for radioværterne end for os sagesløse lyttere.

Tyskerne er klar over, at man skal køre i højre side af vejen, også på motorvej, og ikke som i Danmark, hvor mange bilister placerer sig i overhalingssporet og konsekvent kører 20-30 km/t under fartgrænsen.

I Tyskland er man, på landets historiske baggrund, meget opmærksom på at værne om demokratiet. Det kan vi godt lære noget af her hjemme. Særligt de unge mennesker, der tager det hele for givet, burde have forståelse for, at de forhold vi har i dagens Danmark ikke kommer af sig selv. Det er nødvendigt at involvere sig og deltage i den demokratiske proces.

Endelig har vi konstateret, at vores håndtering af det tyske sprog i grunden er ganske god, ja sproget er nærmest blevet vores andet modersmål. Vi klarede og igennem uden uoprettelige problemer, og gudskelov, kan de fleste tyskere engelsk, hvilket de af og til gjorde brug af, når de hørte vores tyske udtale.

Det var slut for dette års rejseberetning fra to ”sure, gamle” mænd 😉

Party i provinsen

I lyset af temaet for vores tur, kan nedenstående skilt på vores hotel måske give forkerte associationer.

Efter morgenmad forlod vi Berlin, og dog. Ikke helt. På vejen aflagde vi et besøg på Olympiastadion, hvor de berømte sommerlege blev afholdt i 1936. Et imponerende bygningsværk med de nazistiske arkitektoniske undertoner, stramme klassicistiske linier med søjler og masser af symboler. Hitlers yndlingsarkitekt Albert Speer må havde haft andet at gøre på opførelsestidspunktet, for det er ikke ham, der har konstrueret bygningsværket, selvom stilen uomtvisteligt er hans.

Stadion var oprindelig bygget til at kunne rumme op til 100.000 tilskuere, men i vore dage giver indretningen kun adgang til ca. 75.000.

Stadion gennemgik en større renovering i starten af dette årtusind, og fremstår som et topmoderne stadion og alligevel tro mod den oprindelige konstruktion.

Historien til trods, er det faktisk et rigtig flot stadion. Bygningsmæssigt ikke dominerende og utrolig harmonisk, når man kommer ind på selve stadion. Det er også bemærkelsesværdigt, at stadion ikke plastret til reklamebannere ol. Noget andet end de monstrøse stadions af stål og beton, man ser i dag.

Det er kendetegnende for alle monumenter vi har set, at man har fjernet de nazistiske symboler, men succesen med det er forskellig.

I stedet for at køre ad motorvejen til næste destination Munster, kørte vi af almindelige landeveje, og selvom distancen var ca. 300 km, tog det det meste af dagen. Landevejen var flere steder spærret på grund af reparation, og der var ikke angivet alternativ rute. Det gav anledning til flere bevidsthedsudvidende oplevelser i den tyske natur, men det førte også til skænderier mellem Bo og TomTom og en fælles forbandelse over de tyske vejmyndigheder.

Det betød bl.a. en frokost i det grønne.

Hvem skulle have troet, at vi netop ankom til den 20. vinfest i Munster arrangeret af det lokale brandvæsen? Festens hovedformål er tilsyneladende, foruden at drikke vin, at kåre årets vindronning. Ud over den abdicerende ”dronning” var et stort antal af de tidligere ”dronninger” mødt frem og under meget snak på scenen, blev de præsenteret hver og én, så det tegnede til at blive en lang aften, men også dette fik en ende, og nu er vi spændt på, hvem der bliver vindronning i 2014.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Et sammenlignende blik på fotografier af dronningerne, fra den gang de blev valgt og deres nuværende fysiske positur, gav en klar indikation af, hvorledes den kvindelige krop kan udvikle over tid.

Nedenfor vores hotel, Deutches Haus.

Flere oplevelser i Berlin

Først en nyhed for Se og Hør, nu da kilden i NETS er tørret ud: Keld og Hilda er i Berlin med datter og svigersøn.

I dag har vi været rundt i Berlin på Segway. Vi startede ved TV-tårnet på Alexanderplads og fik en kort demonstration i, hvorledes man betjener sådant et køretøj. Forklaringen var noget mere indviklet end selve det at køre, så afsted gik det.
Vi kom bl.a. til Bebelplatz, der ligger ved universitetet og det juridiske bibliotek. Det er ikke en plads vi tidligere har haft fokus på, men det var faktisk her, at nazisternes bogafbrænding fandt sted i 1933, hvor tusinder af bøger blev flået ud af universitetet og andre læreanstalter for at blive brændt, som en kulturel udrensning.

Dette er markeret på to måder, dels med en plade lagt ned i brostenene og dels ved et monoment på den anden side af pladsen. På pladen citeres Henrich Heine mere end hundrede år før bogbrændingen skrev: ”Dette var et forspil, hvor de brænder bøger, brænder man til slut også mennesker.” (Min oversættelse).

Monumentet på den anden side af pladsen består i et lille vindue ned i jorden, hvor man ser ned i et stort rum med tomme reoler. Det tomme bibliotek er stort nok til at rumme alle de 20.000 bøger, der blev afbrændt på pladsen. Vi kunne, formentlig på grund af lysforholdene, ikke se gennem det lille vindue.

Herefter fortsatte vi til flere af de steder, vi havde set dagen før, men man oplever byen på en helt anden måde, når man bevæger sig rundt på en Segway, og så havde vi en guide med der var både meget fortællende og vidende.

Efter turen var vi både tørstige og sultne, så vi begav os til fods til Hackeschen Markt, hvor vi fik øl og flammkuchen hos Weihenstephaner.

Derefter tilbage til hotellet for en lille ”morfar”.

Det blev til en lidt halvsen pizza på en restaurant ved Spree, og derefter gik vi en tur langs floden ud mod kanzlerboligen. På vejen var der lys- og billedeshow, hvor film og billeder blev projekteret op på nogle at de nye reichtagsbygninger, fra den anden side af floden, hvor der i øvrigt sad ca. 500 mennesker og så showet. Da vi passerede forbi billederne, dannede vi skygger med vores profil i fuld person på skærmen, og vi kom uvilkårligt til at tænke på Olsenbanden, Egon og Benny. Lidt pinligt.

Showet beskrev demokratisets udvikling i Tyskland fra Rigsdagsbygningen blev opført op til i dag, og der vist klip fra de store begivenheder, der har præget Berlin gennem de seneste 100 år.

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail

En værdig afslutning på opholdet i Berlin.

En dag i Berlin

Berlin er jo oplevelsernes by, og ud over de emner, der knytter sig til temaet for vores Sommertour 2014, har vi selvfølgelig haft mange andre oplevelser i dag.

Efter en kort gåtur var vi ved Brandenburger Tor og fortsatte til det sovjetiske mindesmærke for de faldne under med kampen om Berlin. Området lå oprindeligt i den amerikanske sektor, men bliver nu forvaltet af byen Berlin.

Det var blevet godt varm, så jeg lod ”benene” falde, mens Bo for en sikkerheds skyld gik med halsklud. Man ved jo aldrig.

Vi ville gerne have været inde og se rigsdagen og kuppelen indefra, men med udsigt til en kø på mindst tre timers varighed, gik vi videre til mindesmærker over den nazistiske jødeudryddelse, Holocaust Memorial med de 2751 betonblokke. Vi har set meget død og elendighed på denne tur, så vi valgte at springe selve museet over.

På den anden side af mindesmærket lå udstillet et betonstykke, der angiveligt er det eneste tilbageværende af Hitlers Reichskanzleibunker, og bag ved på en parkeringsplads var angivet, hvor førerbunkeren havde være placeret dybt under jorden.

På vej mod Checkpoint Charlie passerede vi bygningen, der huser det tyske finansministerium, en bygning, der har en interessant forhisorie. Det er et af de få tilbageværende nazistiske bygningsværker i Berlin, der er bevaret. I nazitiden husede det det tredje riges flyministerium under ledelse af Herman Göring, og blev siden ved etableringen af Østtyskland som selvstændig stat brugt til at huse arbejdsministeriet. Det var her, de østtyske arbejdere lavede opstand i 1953, fordi regeringen ville reducere lønningerne med 10 %, og så i en socialistisk mønsterstat.

Ramt af “muren”

Man tager ikke til Berlin uden af have fået carrywurst, så det fik vi. Det blev hos Dom Curry ved Hotel Hilton på Gendarmenmacht, og det kan varm anbefales. Bo skulle have en currywurst uden carry eller andet, men det blev også klaret.

Da vi kom tilbage til hotellet midt på eftermiddagen kunne vi konstatere, at vores vindue endnu ikke var blevet lavet, og med tanke på, at der er rengøring af foyeren kl. 3 om natten, og denne ligger åbent ud til vores værelse, håbede vi på en hurtig løsning. Det viste sig, at min blide molestering var komplet, så hele vinduesrammen skal udskiftes, så i stedet rykkede vi 2 etager op i et nyt værelse med lukket vindue.

Efter Bo var blevet iklædt lidt mere sommerlig beklædning og i håb om at få lidt frisk luft i den trykkende hede blev eftermiddagen brugt til en sejltur på Spree. Sjovt at se byen fra ”søsiden”, men i det vindstille vejr var en Berliner Pils det eneste der kunne køle.

Bo koger

På vejen tilbage til hotellet gik vi forbi mindesmærket Neue Wache på Unter den Linden, der nu er et mindesmærke for alle ofre for krige. Neue Wache har ændret formål gennem tiden. Da jeg var i Østberlin for 40 år siden, brændte der i monumentet den evige flamme til minde om den ukendte soldat og KZ-ofrene.

Bo måtte absolut benytte hotellets poolfaciliteter inden aftensmaden, men han hævder, at det gjorde ham godt. Efter aftensmad blev det til en tur til Brandenburger Tor, der så flot ud i den lune aftenskumring.

 

 

 

Nazismens rædsler og okkulte mærkværdigheder

Det har været en strabadserende dag med to museumsbesøg og kørsel fra Paderborn til Berlin, men det har også været en spændende dag. Vi fortsatte, hvor vi slap mandag på museet ved slottet Wewelsborg ca. 15 km uden for Paderborn.

Slottet var oprindelig opført i starten af 1600-tallet, men lå ubeboeligt hen i mange år, før SS-leder Heinrich Himmler kastede sig over det, og der blev etableret en KZ-lejr i slottets umiddelbare nærhed, hvor fra fangerne blev brugt til at genopbygge slottet.

Slottet skulle danne ramme om et kæmpe bygningskompleks, der skulle fungere som SS-lederskole, men også som centrum for Himmlers okkulte fantasier, bl.a. med dyrkelse af de nordiske guder.

Slottets nordtårn skulle udgøre centrum for hele denne bebyggelse, og i Himmlers fantasier, skulle det også markere verdens midtpunkt. Tårnet blev indrettet med en krypt, hvor der kunne afholdes okkulte ceremonier omkring den evige flamme, mens de højere beliggende etager skulle indrettes til rum for SS-ledere med forskellig rang.

Da Tysklands nederlag blev tydelig, gav Himmler ordre til at Wewelsborg blev sprunget i luften, kun to dage før den amerikanerne indtog området.

Krypten blev genåbnet i 1950, hvor der var udstillet 12 store malerier forestillende krigens grufuldheder, men det var for meget for befolkningen, så krypten blev lukke og først genåbnet flere år senere.

Der er i Tyskland flere museer, der fungerer som dokumentationscentre for nazismens grusomheder, og begge de steder vi besøgte i dag var sådanne dokumentationssteder. Der er lagt et utroligt arbejde i disse dokumentationssteder, der helt ned på personniveau beskriver nazisternes uhyrligheder, både i forhold til det konkrete sted man besøger og i forhold til nazismens historie mere generelt. Stederne fungere som et godt vidnesbyrd for en rædselstid i Tysklands nyere historie.

Uden for byen Wedelborg lå en gravplads for de ca. 400 personer, der faldt i forbindelse med befrielsen. Fortrinsvis yngre mænd, men i flere grave lå en ukendt soldat eller bare en ukendt.

Herefter gik turen til KZ-lejeren Dora-Mittelbau, som ligger i det kuperede område i sydhartzen. Der er tale om en særegen KZ-lejr, idet den først blev oprettet i 1943 efter tyskerne havde tabt slaget ved Stalingrad og havde erklæret ”total krig”. Samtidig var produktionen af V2-raketter i Penemünde blevet bombet, så man flyttede hele denne produktion til Dora-Mittelbau, hvor man henlagde arbejdet til de mange lange tunneler, der er sprængt ind i klippen. Tunnelerne var i forvejen blevet brugt til opbevaring af benzin og sprængstoffer, som man ville beskytte fra de allieredes luftbombardementer. På langs var tunnelerne næsten 2 km, og hertil var det et utal af sidetunneler, i alt ca. 20 km. Temperaturen derinde var på køleskabsniveau, og fangerne kunne være herinde i op til 6 måneder uden at komme ud i dagslys.

Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail Image Thumbnail
Image Thumbnail

Billederne ovenfor viser øverest til venstre indgangen til tunnelerne. I anden række ses til venstre en model over tunnelsystemet og til højre et vue gennem en af tunnelserne. Nederst ses en rusten V2-raketmotor.

Du kan læse mere herom ved dette link: http://politiken.dk/rejser/storbyogkultur/-ECE1817532/nazitysklands-hemmeligheder-oplev-helvede-under-jorden/

Med disse rædselsscenarier på nethinden fortsatte turen til Berlin, hvor vi har indlogeret os på et godt hotel lige ved Friedrichstrasse Station, meget centralt. Vi var dog dårligt kommet op på værelset, før jeg fik ødelagt vinduets låsemekanisme, så det ikke kan lukkes, øv, og for det ikke skal være løgn, har jeg også tabt mit værelseskort, men det fortæller jeg først i receptionen i morgen. Én ulykke ad gangen.

Aftensmaden var schnitzel og øl, selvfølgelig, og bagefter var der tid til at konsummere dagens indtryk.