Restaurant Mêlée er en franskinspireret restaurant/bistro på godt og ondt placeret i en tidligere butik i en sidegade til Gammel Kongevej på Frederiksberg. Vi havde været lidt sent ude med bordbestillingen, så vi fik et bord kl. 17:30 og ankom som de første, men restauranten blev hurtigt fyldt.

Mêlée er betegnelsen på den klynge, som rugbyspillere stiller op i under en kamp, men, fik vi at vide, også betegnelsen for fællesspisning og hygge efter en rugbykamp. Deraf restaurantens navn og tjenernes påklædning, der bestod af rugbytrøjer og en slags spillerbukser. Vores eget novemberovertøj måtte vi dog selv finde garderobepladsen til.

Sammen med præsentationen af menukort og tavler blev vi spurgt, om vi ville have et glas vin eller champagne til at begynde med. Vi kunne dog bedre tænke os en dry Martini, men fik til vores overraskelse at vide, at der ikke serveres ”sjusser” i etablissementet, så det blev til et glas champagne i stedet.

Der blev hurtigt stillet en lille brødkurv med hjemmebagt flutes på vores bord dog uden tilbehør, og vi blev lidt forbløffede over beskeden om, at man hverken kunne få smør eller olie til brødet.

Til forret valgte vi henholdsvis rørt tatar og hummebisque med hummer. Hummerbisquen var en himmerigsmundfuld med kraftig smag af hummer, hvidvin m.m., og var garneret med pæne hummerstykker af præcis den rette konsistens. Etiketten forbød mig at slikke tallerkenen, men jeg fik suget de sidste dråber op med brødet. Den rørte tatar var dejligt garneret med tynde skiver rødbede og stegt julesalat, men selve tataren havde en frisk syrlig smag, der desværre gav kødet lidt af en birolle.

Til hummeren fik jeg er glas Chardonnay, og tataren blev suppleret med et glas Beaune, som begge var udmærkede.

Næste ret var stegt FG (Fois Gras), som jeg havde glædet mig til hele dagen, og jeg blev ikke skuffet. To pæne stykker, perfekt stegt med skorpe udvendig og cremet indvendig. Leverstykkerne blev fint akkompagneret af tynde æblestave, marinerede rødbedestykker og tynde maltbrødscroutoner. Hertil et glas af den samme røde vin fra Beune, men jeg foretrækker nu en Gewürtztraminer fra Alsace til FG.

Den anden hovedret var onglet med marv, skalotter og rødvinssovs, der blev serveret i en lille pande, som blev stillet på bordet. Onglet, eller nyretap som det også kaldes, er en ca. 30 cm lang muskel, der sidder i lænden på oksen, hvor den hæfter nyren fast på rygstykket. Det er et meget overset stykke kød, for det er både velsmagende og mørt, og her perfekt stegt. Kødet var garneret med marv i rigelige mængder, hele skalotteløg og små kartofler i en dejlig rødvinssovs.

Vi var på dette tidspunkt godt forsynede, men menukortet lokkede med ”ost” uden anden præsentation, og det med ”ost” skulle åbenbart tages bogstaveligt. På en tallerken blev serveret et stort tyndt stykke halvtør emmentaleragtigt ost, sådan uden andre dikkedarer, end den tidligere serverede flutes. Jeg havde forventet mig noget mere, og denne tallerken er absolut ikke de 70 kroner værd.

Til osten fik jeg et glas Barolo fra 2005, der efter at have foldet sig lidt ud i glasset, fik den smag og kraft, der kendetegner disse vine.

Den samlede vurdering af restaurantbesøget, de serveringsmæssige paradokser og den nonchalant men venlige betjening burde berettige til betegnelsen ”Gennemsnitlig”, men den kulinariske oplevelse hæver niveauet til ”Rigtig god”.

Det var en sweetdeal, der bragte os til Restaurant Fyrtøjet en søndag i november, hvor vi havde købt to juleplatter.

Vi fik anvist vores bord og bestilt drikkevarer, juleøl selvfølgelig og en enkelt snaps til herren.

Relativt hurtigt kom vores platte på bordet, og det så faktisk godt ud. Det blev lagt ud med fisken, der bestod af 2 slags sild, der ifølge eksperten godt måtte have lidt mere bid, en stor portion rejer, æg og mayonnaise, fiskefilet med grov remoulade og varmrøget laks med dildcreme.

Så måtte der suppleres med endnu en snaps.

De lune retter bestod af leverpostej med bacon og champignonger, ribbensteg med rødkål, æbleflæsk og frikadeller med rødbeder.

Hvis bunden ikke var lagt nu, var der dessert bestående af brie og risalamande med kirsebærsauce, men her var vi nu stået af, så det blev en kop kaffe i stedet.

Juleplatten levede helt op til, hvad man kan forvente af et sådan et måltid. Det var frisklavet, de lune retter var lune, sværen var sprød, omgivelserne hyggelige og betjeningen venlig og effektiv. Det var en god indledning på den forestående jul. Det bliver til vurderingen ”Gennemsnitlig” med en pil opad.

Den ”lille”, der nu er fyldt 25 år, havde i denne uge været oppe til sin sidste eksamen på ejendomsmægleruddannelsen, og hun sluttede af med et flot 12-tal. Det skulle selvfølgelig fejres, så der blev bestilt bord på den velrenommerede Restaurant Knapp lidt uden for Aabenraa.

Selskabet bestod af 6 mennesker, hvis smagsløg spænder fra god dansk mad til gourmetinteresser for finere madlavning, så det var spændende, om restauranten kunne dække så bredt, at alle ville gå veltilfredse derfra. Det lykkedes dog til fulde.

På menukortet var en Sankt Hans menu, hvorfra man kunne vælge fra to retter til hele paletten på syv retter. Endvidere indeholdt kortet dagens suppe, dagens ret og dagens fisk, samt nogle faste elementer.

Vore menuønsker delte sig hurtigt i to. Den ene halvdel ville prøve Sankt Hans-menuen eller dele deraf, mens resten kastede sig ud i foie gras-retterne på menukortet. Jeg indrømmer det blankt. Jeg elsker foie gras og ja, jeg ved godt. Foie gras er en fedtlever fra gæs, der tvangsfodres med majs den sidste del af deres levetid. Men det smager mere end godt, og ærligt talt, med tanke på hvordan vi i øvrigt behandler vores husdyr, er der nok væsentligere områder, hvor man i dyrevelfærdtjenestens navn bør sætte ind først. Jeg har tidligere fået foie gras på Knapp, og den var fremragende, faktisk så god, at jeg stadig synes, at jeg kan smage den i hukommelsen, og da to af de andre gæster ligeledes sætter stor pris på foie gras, var valget ikke svært.

Mens vi sad og skulle beslutte os for måltid og vin, nød vi et glas Kirr Royale, der smagte som Kirr Royle nu engang gør og et tørret jordbær betrukket med mørk belgisk chokolade.

Først blev der serveret en lille amuse bouche bestående af laksesouflé på en bund af ærtegelé topppet med lidt trøffel/valnøddemayonnaise og friske ærteskud, og under vejs gennem hele måltidet blev der bragt hjemmebagt brød med smør olie og syltede grønne tomater med bl.a. vanilje. En lovende start på en god aften.

Sankt Hans-menuen var nærmest et orgie i veltillavede retter. Første ret var hjemmerøget torsk med marinerede sommerløg og agurker samt agurkegelé. Røget torsk er ligesom hellefisk rigtig gode fisk at ryge, da de bevarer både struktur og konsistens, og denne hjemmerøgede udgave var endda et meget vellykket eksemplar af røgudgaven.

Anden ret var rødspættefilet på toast med hvide asparges, persilleskum og med friteret dild på toppen. Brødet var desværre lidt brændt i bunden, men ellers en velsmagende ret.

Sideløbende med disse to retter fik foie grasspiserne dagens foie gras, der var ledsaget af syltet frugt og rabarber samt små stykker af ristet rugbrød. Foie gras’en var yderst delikat, stegt med en sprød overflade og en kerne, der bare smeltede på tungen.

Hetil drak vi en Gewürstraminer, der med sin frugtagtige syre stod godt til den fede forret. Menu-spiserne havde valgt den til menuen hørende vinmenu ad libitum, og de blev bestemt heller ikke skuffede.

Syvrettersspiseren fik som tredje ret carpaccio af velsmagende tynde skiver oksefilet, med tilhørende solide stykker af parmesan, ramsløg ”sne” og ramsløgskum og selvfølgelig suppleret med rucculasalat. Ramsløgvariationen gjorde, at denne ret adskilte sig postiv fra en alminde carpaccio.

Forud for hovedretten skulle smagløgene renses, og til dette formål blev der serveret en rabarbersorbet med en æblegufskum på toppen, der lige havde fået lidt flamme.

Fjerde ret i Sankt Hans menuen var vagtelbryst med sprødstegt skind og confitteret lår med grønne asparges, ærter og ærtesoufle samt en lille smule glace. Kombinationen spillede godt sammen, og det var tydeligt at smage, at der var brugt friske ærter.

Så blev det tid til foie gras-spisernes tournedos. Et velvoksent stykke oksemørbrad omviklet hjemmerøget bacon, og med det uundværlige stykke ristet fois gras på toppen. Hertil blev serveret samme garniture, som fulgte Sankt Hans menuens kødret, der bestod af sommerbukkeryg. Garnituren var et kapitel for sig. Små nye kartofler skåret som svampe, små friske stykker romanescokål, kålpuré og små friterede kartoffelbolde farseret med en velkrydret mørbrad.

Tournedosen var mediumstegt, mør og velsmagende. Personligt ville jeg godt have haft bøffen stegt i en lidt rødere udgave, men fik ikke tilbudt muligheden. Kødet blev serveret med en rødvinsglace og blev yderligere suppleret med en trøffelsky, som smagte himmelsk, og som der godt måtte have været lidt mere af.

Vinvalget til tournedossen faldt på en italiener. Aftenens hædersgæst er til italienske vine, og denne, en blanding af sangiovese og cabernet sauvignon, gjorde sig godt til kødretten.

Sommerbukken var et velsmagende stykke rygkød, som de menuspisende roste, omend én syntes, det var lidt for well done.

Næste ret var franske oste med syltede rabarber, kumquat og små smørstegte stykker rugbrød. Fem udmærkede oste lavet på henholdsvis ko-, fåre- og gedemælk, hvortil jeg fik et godt glas Ripasso.

Da vi nåede desserten var et par af gæsterne, herunder undertegnede, efterhånden faldet fra. Syvretterspiseren og en af menuvælgerne fik serveret en jordbærsorbet med en ”krokantchip”, mynte og et skvæt kraftig hyldeblomstsaft. En frisk dessert der ledte tankerne hen på den danske sommer, når den er bedst. Dertil blev serveret en lækker, hvid dessertvin. Fra menukortet valgte den sidste dessertspiser Knapps chokoladedessert med bl.a. klassikeren gateau marcel, hvide chokoladetoppe og friske jordbær. Et sikkert hit til alle chokoladeelskere.

Betjeningen var venlig og kompetent, og aftenen var yderst vellykket, omend vi måtte vente en rum tid fra vi ankom, til vi fik første ret.

I lyset af det efterhånden fremskredne tidspunkt valgte vi at tage kaffen hjemme, og da vi forlod Knapp var alle så velforsynede og veltilfredse, at vi hverken kunne rokke med ørene eller andre legemsdele, men vigtigst af alt, den ”lille” følte, at hun var blevet fejret efter alle kunstens regler.

Gemt bag et stillads og pressenninger i den brostensbelagte del af Århus, nærmere bestemt Mejlgade 36, ligger den lille restaurant Sct Oluf, som jeg, i forbindelse med et 4 dages arbejdsophold i Århus, sammen med 14 kollegaer havde fornøjelsen af at besøge en tirsdag aften.

Et tidligere hit fra Århus var en gruppe af høfligt uforskammede, aparte men også morsomme tjenere, der tog ud og serverede til middagsselskaber. Restaurantens franske vært og hans stab må stamme fra denne gruppe tjenere og senere have udviklet deres helt egen stil, for de var godt nok specielle.

Selve lokalet er temmelig værtshusagtigt, men hyggeligt nok. Vi blev placeret ved et langbord, hvor jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at blive bænket nærmest udgangen med toilettet lige udenfor. Det betød, at det trak koldt i løbet af hele aftenen, og at duften fra kødgryderne jævnligt suppleredes med toiletlugt. Det var så godt som umuligt at få døren lukket, men værten tilbød dog på et tidspunkt, at vi kunne leje hans jakke, hvis vi frøs.

Aftenens menu bestod af sukkersaltet laks med citron til forret, mens man til hovedret kunne vælge mellem havkat med muslinger og oksefilet med asparges. Til dessert stod valget mellem en rabarber/makronanretning eller franske oste. En tavle foran køkkenet afslørede, at prisen var 135 kr. og 145 kr. for henholdsvis to og tre retterfor tre retter, og hvis man ville have ost til dessert, kostede det 15 kr. ekstra, men de var nu godt givet ud. Prisniveauet kunne give anledning til en vis frygt for kvaliteten af måltidet, men vi blev nu ikke skuffet.

Forretten var et pænt stykke sukkersaltet laks på en bund af småbladet salat med en dressing af syrnet mælk. Laksestykket var veltillavet og mørt med en tilpas smag af citron. Som tilbehør var der et godt brød, som løbende blev suppleret op under måltidet.

Som hovedret valgte jeg oksekødet, og heller ikke her blev jeg skuffet. To stykker kød lagt på grønne asparges, en enkelt hvid, stegte kartofler og en sennepssauce. Kødet var rosa og mørt, og tilbehøret smagte godt, omend det var lidt uens tilberedt. Dijon-senneppen kunne svagt smages i saucen.

Den anden hovedret var som nævnt havkat, der til værtens store fornøjelse konsekvent blev omtalt som ”havmis”. De fiskespisende udtrykte tilfredshed med både ”mis” og muslinger.

Vinen til mine måltider var husets, rød og drikkelig uden at være prangende.

Værten talte dansk med en umiskendelig fransk accent, men efterhånden som aftenen skred frem, og hans indtag af rødvin tilsvarende tog til, blev hans udtale sværere at forstå, så jeg blev ikke helt klar over, hvilke oste jeg fik serveret, men de var gode, og især en tør orange ost smagte bedre end dens udseende umiddelbart indikerede. Rabarberholdet kunne berette om en lidt smattet og ikke særlig interesant dessert, men Sct. Oluf er bestemt et besøg værd. Man skal dog være forberedt på lidt af hvert!